Julien kneb øjnene sammen.

— Hvad er det så, du har i den mappe, Thomas?

— Et forretningsforslag, sagde Thomas og åbnede mappen på kølerhjelmen af en kundebil. — Jeg har gennemgået ejendomsselskabets pris vurderet ud fra kvadratmeterpriserne i Roubaix. De forlanger 30.000 euro for meget, fordi de regner med, at du ikke kender erhvervslejelovens regler om opsigelsesvarsel og erstatning for tabt kundekreds. Jeg har talt med deres advokat i morges. Hvis du gør krav på din lovpligtige erstatning for afståelse, falder købsprisen til 145.000 euro.

Julien stirrede på papirerne. Han kendte alt til motorer, men intet til erhvervsjura.

— Banken vil stadig kræve 30.000 euro i egenkapital, som jeg ikke har, sagde Julien lavmælt.

— Og det er her, jeg kommer ind, sagde Hugo og trådte hen ved siden af Thomas. Han lagde et stykke papir oven på mappen. — Da mor døde, blev hendes lille livsforsikring fra hendes arbejde sat ind på en spærret børneopsparing i mit navn. Den blev frigivet på min attenårsfødselsdag i år. Der står 18.000 euro. Du har aldrig rørt en krone af dem, selv da vi knap nok havde råd til vintertøj.

Julien rystede voldsomt på hovedet og trådte et skridt tilbage.

— Aldrig i livet, Hugo! Det er din mors penge til din fremtid, til din første lejlighed, når du er færdig med at læse! Jeg rører ikke Claires penge!

— Far, hør på mig! sagde Hugo, og hans stemme bar det samme ekko af fasthed, som han havde haft på stadionet den aften i finalen. — Jeg har et fuldt stipendium i Lyon nu, og jeg får løn som assistenttræner for U17-holdet. Og hvad tror du, mor ville have ønsket, de penge skulle bruges til? At de skulle stå på en konto i en bank, eller at de skulle redde værkstedet for den mand, der opdrog hendes søn?

Julien åbnede munden for at protestere, men der kom ingen lyd.

— Og de sidste 12.000 euro, tilføjede Thomas forsigtigt, — skyder mit firma ind som et rentefrit erhvervslån over ti år. Mod at du vedligeholder vores fem firmabiler her på værkstedet i stedet for hos mærkeforhandleren. Alt er på kontrakt, Julien. Ingen gaver. Ingen almisser. Bare familie og forretning.

Julien kiggede fra Thomas’ alvorlige ansigt til Hugos lysende, stædige øjne.

I fjorten år havde han været den, der bar alting. Han havde været muren, der skærmede mod vinden, den der solgte sin motorcykel, den der sov på sofaen, den der fandt løsningerne, når pengene slap op. Han havde vænnet sig så meget til at være den stærke, at han havde glemt, hvordan det føltes, når andre bar en del af vægten for ham.

Hans blik faldt på kontrakten på kølerhjelmen, hvor Hugo allerede havde skrevet under som medinvestor under punktet Morel & Søn.

— Du har ikke engang kørekort til lastbil eller forstand på dieselpumper, mumlede Julien med tyk stemme og pegede på Hugos underskrift.

— Nej, smilede Hugo og lagde en arm om Juliens skuldre. — Men som du selv sagde: du valgte mig hver dag. Nu er det min tur til at investere lidt i dig. Skriv nu under, far, før kaffen bliver kold.

Julien tog kuglepennen. Hans hånd, der ellers kunne holde en tyve kilo tung gearkasse helt stille, rystede så meget, at hans underskrift blev helt skæv.

DEL 10

Tre år senere.

Solen bagte ned over gårdspladsen i Roubaix en lørdag i slutningen af juni. Oppe over den store port hang der et nymalet skilt i mørkeblåt og sølv: Garage Morel — Ejer: J. Morel & K. Benali. Karim var blevet udlært og var nu fast makker på værkstedet, som havde fået to nye lifte og en nymalet facade.

Inde på gårdspladsen var bilerne dog kørt ud på gaden for en gangs skyld. I stedet var der stillet tre lange klapborde op, dækket med papirduge, skåle med salater, hjemmelavede tærter og en stor grill, hvor Julien stod med en grilltang i hånden, iført en ren skjorte under sit forklæde.

Det var fejringen af Hugos bachelorgrad fra universitetet i Lyon.

Omkring bordene summede det af liv. Der var Karim og hans familie, nogle af Hugos gamle holdkammerater fra gymnasiet i Lille, den gamle socialrådgiver, som nu var gået på pension, men som Julien havde insisteret på at invitere, og i den ene ende af bordet stod Thomas sammen med sin kone, Sophie, og fyldte glas op med kold hvidvin, mens de grinede af en historie, Karim fortalte.

Midt i det hele stod den 21-årige Hugo. Han havde en ung kvinde med mørke krøller ved hånden — Léa, en medicinstuderende fra Lyon, som han havde mødt under sin genoptræning, og som han nu delte en lille lejlighed med.

Hugo løftede sit glas og slog på det med en gaffel. Samtalerne døde langsomt ud.