— Ved du, hvad jeg lavede, før du kom, Hugo? spurgte Julien stille.
Hugo rystede på hovedet, ude af stand til at tale.
— Jeg arbejdede på et dækcenter ved motorvejen. Jeg kom hjem klokken seks, drak to øl foran fjernsynet, kørte lidt for stærkt på min motorcykel om søndagen og ventede på, at ugen startede forfra. Jeg havde ingen planer. Jeg havde ingen drømme om et stort værksted. Jeg drev bare rundt.
Julien kiggede direkte ind i sin søns øjne.
— Den dag jeg fandt dig i den sofa, fik jeg en grund til at stå op om morgenen. Jeg tog mit svendebrev som rigtig mekaniker, da du var syv, fordi jeg ville have, at du skulle kunne sige i skolen, hvad din far lavede, uden at jeg skammede mig. Jeg lærte at lægge et budget, jeg lærte at lave mad, jeg lærte at tale med lærere og læger. Du tog ikke mit liv fra mig, Hugo. Du gav mig et.
Hugo begravede ansigtet i sine hænder. Skuldrene rystede voldsomt på den store, attenårige krop.
Julien rykkede tættere på og lagde begge arme om ham, præcis som han havde gjort, da drengen var fire år gammel og havde mareridt.
— Og hvad angår dit knæ, hviskede Julien ind mod hans hår, — så er du min søn. Og i den her familie giver vi ikke op, bare fordi en reservedel er gået i stykker. Vi bygger den op igen. Millimeter for millimeter.
DEL 8
Næste morgen klokken 6:00 vækkede Julien Hugo.
— Tag varmt tøj på, sagde han og kastede en tyk hættetrøje hen på sengen. — Og tag krykkerne.
— Fysioterapien åbner først klokken ni, mumlede Hugo søvndrukkent.
— Vi skal ikke til fysioterapi.
Julien kørte dem ud til den kommunale svømmehal i udkanten af Roubaix, hvor en af hans gamle kunder arbejdede som livredder og lukkede dem ind en time før den officielle åbningstid. Vandet lå helt stille og dampende i det blålige morgenlys.
Julien havde selv trukket i et par gamle, falmede badeshorts. Hans blege overkrop bar præg af tyve års fysisk arbejde, med små ar på underarmene fra varme udstødningsrør og skarpe metalkanter.
— I vandet vejer du næsten ingenting, sagde Julien og hjalp Hugo ned ad den brede trappe i det lave bassin. — Lægen sagde, at du må begynde på vandgang i den her uge. Så vi går.
— Du hader at svømme, far, sagde Hugo, da det varme vand nåede ham til brystet.
— Jeg hader klor, rettede Julien og trådte ned ved siden af ham. — Kom så. Fra den ene ende til den anden.
Det blev deres nye morgenvane. Hver morgen fra klokken seks til syv, før Julien kørte på værkstedet, gik de frem og tilbage i bassinet. I starten haltede Hugo voldsomt, selv under vandet, men Julien gik tålmodigt ved hans side, skridt for skridt, længde efter længde.
Om eftermiddagen, når Julien var på arbejde, trådte Thomas til på en måde, ingen af dem havde forventet.
En eftermiddag i marts hentede Thomas Hugo for at køre ham til genoptræning. I stedet for bare at sætte ham af og vente i bilen med sin telefon, gik Thomas med ind i træningssalen. Han tog jakken af, smøgede skjorteærmerne op og spurgte fysioterapeuten, hvilke øvelser han kunne hjælpe med at støtte under.
Senere på ugen begyndte Thomas at tage sine egne sagsmapper med hjem i Juliens stue om eftermiddagen, mens Hugo læste op til sine universitetseksamener i anatomi og fysiologi ved spisebordet.
En dag, da Julien kom tidligt hjem, stoppede han op ude i entréen.
Inde ved bordet sad Hugo med sine store lærebøger og forsøgte at forklare biomekanikken i et knæled, mens Thomas lyttede intenst og tog noter på en blok, som om det var en millionhandel i ejendomsbranchen.
— Så hvis din baglårsmuskel er stærkere end dit forlår, kan den overtage noget af stabiliteten for det nye korsbånd? spurgte Thomas og pegede på et diagram i bogen.
— Præcis, sagde Hugo, og for første gang i måneder var der gnist i hans stemme. — Faktisk har jeg talt med min vejleder i Lyon i dag. Selv hvis jeg mister mit fodboldstipendium til sommer, kan jeg søge et akademisk stipendium på linjen for sportsrehabilitering og fysisk træning, hvis jeg får et gennemsnit over 14 i mine teoretiske fag.
Thomas kiggede op og fik øje på Julien i døråbningen. Der var ingen triumf i Thomas’ blik, kun en stille stolthed, som han straks delte med Julien.
— Hørte du det, Julien? spurgte Thomas. — Knægten har ikke bare fødderne skruet rigtigt på. Han har også hovedet med sig.
Hugo vendte sig om på stolen. Krykkerne stod lænet op ad væggen i det fjerne hjørne; han havde ikke brugt dem inde i lejligheden i tre dage.






