— Hvad laver I her? spurgte han med hæs stemme. — Kom I sammen?

Julien gik hen til sengen, lagde sin taske på gulvet og trak den grønne plastikdinosaur op af lommen. Han stillede den på natbordet lige ved siden af vandglasset og morfindryppet.

— Den kedede sig derhjemme, sagde Julien og lagde en varm, ru hånd på sin søns pande. — Og du ved udmærket, at jeg ikke kan sove, når du ligger på et hospital.

Hugo kiggede på dinosauren, og hans underlæbe begyndte at ryste.

— Jeg ødelagde det hele, far, hviskede han. — Jeg hørte det smælde inde i knæet. Det lød som en gren, der knækkede.

— Knogler og sener gror sammen igen, min dreng, sagde Julien stille og satte sig på stolen tæt ved hovedgærdet. — Og hvis de ikke gør, så finder vi en anden vej. Tror du, jeg elsker dig, fordi du kan sparke til en læderbold?

Hugo rystede på hovedet, mens tårerne løb ned i hans tindinger. Han kiggede over på Thomas, der stod lidt akavet ved fodenden af sengen, uden at vide, hvad han skulle gøre af sine hænder.

— Undskyld, du kørte forgæves, Thomas, sagde Hugo og tørrede øjnene med hospitalslagenet. — Der bliver ikke flere kampe at se i lang tid.

Thomas trak vejret dybt. Han kiggede kort på Julien, som gav ham et næsten usynligt nik. Så trak Thomas den anden plastikstol hen til sengen, smed sin dyre frakke på gulvet i et hjørne og satte sig ned.

— Jeg kom ikke for at se fodbold, Hugo, sagde Thomas stille. — Jeg gik glip af det, da du brækkede håndleddet som tiårig. Jeg gik glip af dine børnesygdomme. Jeg havde ikke tænkt mig at gå glip af det her også.

Hugo så fra den ene til den anden. Spændingen i hans skuldre begyndte langsomt at slippe sit tag. Efter et kvarter, hvor smertestillende medicin og udmattelse tog over, faldt han i en tung, rolig søvn med Juliens hånd lukket om sin.

DEL 7

Operationen gik godt, men de efterfølgende måneder blev de hårdeste i Hugos liv.

Akademiet i Lyon gik med til, at han kunne tage sine teoretiske eksamener online og gennemføre de første tre måneders genoptræning hjemme i Lille, tæt på sin familie, for at spare udgifterne til kollegiet.

Lillejuleaften flyttede Hugo tilbage på sit gamle værelse i Roubaix. Men det var ikke den samme dreng, der vendte hjem. Den sprudlende, selvsikre anfører var blevet erstattet af en tavs, indesluttet ung mand, der brugte timer på at stirre på sit opsvulmede knæ, prydet af en lang, rød arlinje med sorte sting.

Smerten ved genoptræningen var brutal. Hver gang fysioterapeuten pressede hans ben til at bøje bare fem grader mere, bed Hugo tænderne så hårdt sammen, at hans kæber knagede. Men værre end den fysiske smerte var tomheden. Hans holdkammerater i Lyon lagde billeder op på sociale medier fra træningslejre i Spanien og sejre i turneringen, mens Hugo måtte bruge tyve minutter på bare at komme ud af sengen og ud på badeværelset på krykker.

En tirsdag aften i februar, da Julien kom hjem fra værkstedet klokken 18:30, lå lejligheden i mørke. Inde fra Hugos værelse lød der et voldsomt brag.

Julien løb derind og tændte lyset.

Hugo sad på gulvet ved siden af sin seng. Krykkerne var blevet kylet ind i klædeskabet, og på gulvet lå hans træningselastikker og en vægtmanchet spredt ud. Hans ansigt var rødt af raseri og afmagt.

— Jeg kan ikke! råbte Hugo, før Julien nåede at sige et ord. — Mit ben lystrer ikke! Musklen på låret er helt væk, den er bare slap! Jeg kommer aldrig til at løbe igen, far! Aldrig!

Julien blev stående i døråbningen. Han tænkte på det, socialrådgiveren havde sagt til ham fjorten år tidligere i det kolde kontor i Lille: Du bliver nødt til at være stærk, når han er syg, vred, teenager, måske endda uretfærdig over for dig.

— Så lad være med at løbe i dag, sagde Julien roligt.

— Du forstår det ikke! snerrrede Hugo og slog knytnæven i gulvtæppet. — Du har aldrig prøvet at have et talent og miste det på ét sekund! Du har bare stået i dit værksted hele dit liv og skiftet olie på andres biler, fordi du var nødt til det på grund af mig! Hvis du ikke havde skullet forsørge mig, kunne du have haft dit eget store sted, du kunne have haft et liv! Og nu har jeg spildt det hele!

Ordene hang i luften i det lille værelse. Så snart de havde forladt Hugos læber, frøs drengen. Skrækken malede sig i hans øjne over det, han lige havde sagt.

— Far… jeg mente ikke…

Julien gik langsomt gennem rummet. Han samlede ikke krykkerne op. I stedet satte han sig ned på gulvet med ryggen mod klædeskabet, lige over for Hugo, og strakte sine lange ben i de snavsede arbejdsbukser ud foran sig.