Er på hospitalet i Lyon. De tager scanninger i morgen tidlig. Ring ikke nu, far, jeg er helt døset til af smertestillende. Jeg ringer i morgen.
Julien sov ikke et sekund. Klokken 10:30 næste formiddag ringede Hugo. Hans stemme lød flad, næsten livløs, som om nogen havde trukket stikket ud på ham.
— Det er det forreste korsbånd, far. Og en skade på menisken.
Julien lukkede øjnene og støttede sig til køkkenbordet. Han kendte nok til fodbold til at vide, hvad det betød for en 18-årig på vej mod en professionel kontrakt.
— Hvad siger lægerne?
— Operation i næste uge. Derefter syv til ni måneders genoptræning. Sæsonen er slut. Træneren var her til morgen… Han sagde, at akademiet beholder mig på papiret indtil sommer, men de kan ikke garantere mit stipendium til næste år, hvis jeg ikke kommer tilbage på hundrede procent. De kigger allerede på en ny midtbanespiller fra Paris.
Der blev helt stille i linjen. Så hørte Julien en lyd, han ikke havde hørt, siden Hugo var tolv år gammel: en kvalt hulken, som drengen forsøgte at kvæle ved at bide sig i hånden.
— Alt det arbejde, far… sagde Hugo med grødet stemme. — Alle de år, hvor du kørte mig. Alle de penge. Hvis jeg mister stipendiet, mister jeg også pladsen på studiet hernede. Det hele er slut.
— Hør efter, Hugo, sagde Julien, og hans stemme fik den faste, rolige klang, den altid havde haft, når feberen steg midt om natten. — Der er ikke noget, der er slut. Bliv, hvor du er. Jeg kommer.
— Nej, far, du kan ikke bare forlade værkstedet midt på ugen, og togbilletterne herned koster en formue lige før jul…
— Jeg sagde, at jeg kommer.
Julien lagde på, gik ind på værkstedet, gav Karim nøglerne og sagde, at han lukkede biksen resten af ugen. Tyve minutter senere holdt han i sin tolv år gamle Peugeot 308 foran Thomas’ ejendomsmæglerkontor i centrum af Lille.
Thomas var midt i et møde med et ungt par, da Julien bankede på glasdøren. Da Thomas så Juliens ansigt, undskyldte han sig øjeblikkeligt og kom ud på gangen.
— Hugos korsbånd er røget, sagde Julien uden indledning. — Han skal opereres i Lyon. Han ligger alene på en hospitalsstue seks hundrede kilometer væk og tror, at hans liv er forbi. Jeg kører derned nu. Min bil har kørt tre hundrede tusind kilometer, så det tager syv timer, hvis køleren ikke koger over.
Thomas kiggede på sit ur, derefter ind gennem glasvæggen på sin sekretær.
— Giv mig tre minutter til at hente min frakke, sagde Thomas. — Vi tager min bil. Vi kan være der på fem timer, hvis vi skiftes til at køre.
DEL 6
De kørte sydpå ad A6-motorvejen gennem et gråt, regntungt Frankrig. De første to timer kørte Thomas med en fart, der lå lige på grænsen til at koste kørekortet, mens Julien sad på passagersædet med sin gamle sportstaske mellem benene og stirrede ud på asfalten.
Ved en tankstation nær Dijon byttede de plads. Mens Julien satte sig bag rattet, ringede Thomas til sin kone, aflyste deres planer for weekenden og begyndte derefter at ringe til kontakter. Julien lyttede med et halvt øre, mens Thomas brugte sin forretningsstemme over for sekretærer og forsikringsselskaber for at undersøge mulighederne for de bedste sportskirurger og genoptræningscentre i regionen.
— Stop, sagde Julien pludselig, da de nærmede sig Mâcon.
Thomas sænkede telefonen.
— Hvad? Jeg kender en læge i Lille, hvis bror arbejder på en privatklinik i…
— Thomas, stop. Når vi træder ind ad den dør om en time, har Hugo ikke brug for en projektleder. Han har ikke brug for, at vi fikser hans fremtid på ti minutter eller køber os til en genvej. Lige nu er han rædselsslagen for at have skuffet os. Hvis du kommer ind med lægeplaner og pengeløsninger, vil han føle sig som en fiasko, der skal repareres.
Thomas kiggede ud ad sideruden på de forbipasserende vinmarker.
— Jeg ved ikke, hvordan man gør det på andre måder, Julien, indrømmede han stille. — Jeg ved, hvordan man løser problemer med penge og kontakter. Jeg ved ikke, hvordan man bare… er der, når det gør ondt. Det var jo derfor, jeg løb.
Julien holdt blikket rettet mod vejen.
— Så gør, som jeg gør. Hold din kæft, sæt dig på en stol, og lad ham være vred, hvis han har brug for at være vred.
Da de trådte ind på stue 412 på Hôpital Édouard Herriot klokken 17:40, lå Hugo med benet i en stor, stiv skinne, hævet på to puder. Værelset lugtede af desinfektionsmiddel og kold hospitalsmad. Hugo stirrede op i loftet, bleg under den hvide belysning.
Da han drejede hovedet og så dem begge stå i døråbningen — Julien i sin slidte arbejdsjakke og Thomas med sit krøllede jakkesæt — spærrede han øjnene op.






