— Hvad siger du til det, far? spurgte Hugo, pludselig lidt nervøs. — Hvis jeg ikke bliver professionel spiller… men i stedet lærer at træne og genoptræne andre spillere? Er det… er det at give op?

Julien hængte sin jakke på knagen og gik ind i stuen. Han kiggede på de opslåede bøger, der var fyldt med gule post-it-sedler og understregninger.

— Da du var tolv, Hugo, sad du oppe hele natten med en lommelygte under dynen for at lægge taktik for dit U13-hold, fordi jeres angriber havde forstuvet anklen. Du har altid tænkt på hele holdet, ikke kun på dig selv. At finde en ny bane at spille på er ikke at give op. Det er at blive voksen.

DEL 9

Foråret kom til Nordfrankrig med solskin og blæst.

I maj måned kunne Hugo løbe igen. Ikke hurtigt, og ikke med pludselige retningsskift, men i et jævnt, stædigt tempo langs kanalen i Roubaix. Julien fulgte efter ham på en gammel, rusten herrecykel, der knirkede i pedalerne, med et stopur om halsen og en vandflaske i cykelkurven.

Hugo bestod sine eksamener i juni med et gennemsnit på 15,2 — det næsthøjeste på hele hans årgang på universitetet i Lyon. Akademiet valgte ganske rigtigt ikke at forlænge hans spillerkontrakt på eliteholdet, men universitetet tildelte ham øjeblikkeligt et fuldt meritstipendium til bacheloruddannelsen i sportsfysiologi og gjorde ham til assistent for det fysiske trænerteam på deres U17-hold.

Han havde ikke længere brug for at gemme sig bag en drøm om at blive fodboldstjerne for at bevise sit værd.

Men mens Hugo gjorde sig klar til at rejse tilbage til Lyon i slutningen af august for at starte sit andet år, skete der noget, der rystede Juliens egen lille verden.

Ejeren af den bygning, hvor Juliens værksted havde ligget til leje i tolv år, døde pludseligt. Arvingerne, et stort investeringsselskab fra Paris, sendte et anbefalet brev: grunden skulle sælges til et nybyggeri af lejligheder, eller også skulle Julien købe selve erhvervsejendommen inden for tre måneder til en pris på 180.000 euro.

Julien nævnte det ikke for Hugo. Han ville ikke lægge en ny byrde på drengens skuldre, lige før han skulle afsted igen.

I stedet tog Julien sit pæneste tøj på — den hvide skjorte, han havde haft på til Hugos dimission — og gik i banken. Han lagde sine regnskaber på bordet. Værkstedet løb rundt, kunderne var loyale, men fordi Julien i fjorten år havde brugt hver eneste ekstra euro på Hugos opvækst, rejser, udstyr og senest de uger, han havde holdt lukket under operationen, var hans egenkapital minimal.

Bankrådgiveren, en ung mand knap ældre end Hugo, kiggede på tallene og rystede beklagende på hovedet.

— Hr. Morel, med din alder og manglende opsparing som sikkerhed kan vi maksimalt låne dig to tredjedele af beløbet. Du mangler mindst 45.000 euro i udbetaling for, at kreditforeningen vil godkende det. Måske bør du overveje at søge fast arbejde som lønmodtager hos en af de store værkstedskæder?

Julien gik hjem gennem gaderne i Roubaix med mappen under armen. Tanken om at skulle arbejde under en tyveårig værkfører i en steril kædebutik og skulle fyre Karim, som kun manglede et år af sin læretid, gjorde fysisk ondt i brystet.

Han havde altid klaret alting selv. Han havde aldrig bedt nogen om hjælp.

Men Karim havde hørt samtalen, da ejendomsmægleren fra Paris havde været forbi værkstedet for at måle op ugen før. Og Karim havde Hugos telefonnummer.

To dage senere, en lørdag formiddag, mens Julien stod alene på værkstedet og gjorde status over værktøjet for at se, hvad der eventuelt kunne sælges, rullede både Thomas’ Audi og Juliens egen gamle Peugeot — med Hugo bag rattet — ind på gårdspladsen.

Hugo steg ud. Han gik helt normalt nu, uden antydningen af halt, og hans skuldre var blevet bredere efter månedernes genoptræning af overkroppen. Han gik direkte hen til Julien med armene korslagt.

— Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig, at du er ved at miste værkstedet, far?

Julien sendte et dræbende blik mod kontoret, hvor Karim belejligt havde valgt at tage på lang weekend.

— Det er mit problem, Hugo. Ikke dit. Jeg finder et andet sted, eller også tager jeg et job hos Norauto. Det går nok.

— Det går overhovedet ikke, sagde Hugo bestemt. — Det her værksted er dit liv. Du har bygget det op fra ingenting.

Thomas trådte frem med en sort lædermappe under armen. Han så næsten nervøs ud, som en skoledreng, der skulle fremlægge foran en streng lærer.

— Hugo ringede til mig i forgårs, Julien, sagde Thomas hurtigt. — Og før du bliver rasende og smider mig ud med en skruenøgle, så lad mig tale færdig. Jeg ved, du aldrig ville tage imod penge fra mig som en gave. Det ville jeg heller ikke tilbyde dig, for du ville kyle dem i hovedet på mig.