Han var 43 år gammel. For første gang siden han var 29, bestod hans liv ikke længere af skoleskemaer, vasketøjskurve, der flød over med græsplettede sportstrøjer, og hurtige måltider mellem to skift på værkstedet.
På værkstedet i Roubaix lagde hans kollega og lærling, den 20-årige Karim, hurtigt mærke til forandringen. Før i tiden var Julien altid den første til at vaske olie af hænderne klokken 17:30 præcis for at nå hjem eller køre til træning. Nu blev han hængende under bilerne længe efter lukketid, med en skruenøgle i hånden og radioen kørende i baggrunden.
— Chef, sagde Karim en fredag aften i oktober, mens regnen trommede mod bliktaget. — Den gearkasse bliver ikke mere repareret af, at du stirrer på den. Du har ikke nogen, der venter på aftensmad, vel?
Julien tørrede hænderne i en klud og kiggede op.
— Nej. Det er netop problemet.
— Ring til ham, sagde Karim og trak på skuldrene. — Min mor ringer til mig tre gange om dagen, og jeg bor kun to gader væk.
Men Julien ville ikke være en klods om benet. Han vidste, hvor krævende elitemiljøet i Lyon var. Hugo fulgte et intensivt universitetsforløb i sportsvidenskab sideløbende med træningen på akademiets reserveliga-hold. Deres opkald var blevet korte, klemt ind mellem et restitutionsbad og en forelæsning klokken tyve minutter i ni om aftenen.
— Alt går fint, far, sagde Hugo i telefonen. Hans stemme lød dybere, lidt hæs af træthed. — Træneren presser os hårdt, men jeg er med i startopstillingen på søndag. Hvad med dig? Husker du at spise andet end rugbrødsmadder?
— Jeg lavede lasagne i går, løj Julien, mens han kiggede ned på sin tallerken med opvarmet suppe.
— Du er en elendig løgner, far. Vi ses til jul.
Julien lagde på med et smil, men da skærmen gik i sort, virkede den lille stue i Roubaix endnu mindre. På hylden ved siden af fjernsynet stod den grønne plastikdinosaur, som Hugo havde glemt på køkkenbordet den morgen, han rejste. Julien havde sat den lige ved siden af pokalen fra regionsfinalen.
To dage senere, en tirsdag sidst på eftermiddagen, gled en mørkeblå Audi ind på den regnvåde gårdsplads foran værkstedet. Den passede så dårligt ind mellem en rusten Peugeot 206 og en gammel varevogn, at Karim stoppede midt i et dækskift.
Døren gik op, og Thomas steg ud. Han bar den samme ulastelige uldfrakke som til finalen, men hans holdning var anderledes. Han gik tøvende hen over det olieplettede betongulv, som om han var bange for at træde et sted, han ikke havde ret til at være.
Julien kom frem fra liften med en lommelygte i hånden. Hans første indskydelse var frygt.
— Er der sket noget med Hugo? spurgte han brat, før Thomas overhovedet nåede at åbne munden.
— Nej, nej! skyndte Thomas sig at sige og løftede begge hænder. — Hugo har det fint. Jeg talte med ham i går aftes. Undskyld, jeg burde have ringet først.
Julien sænkede skuldrene en smule og tørrede panden med bagsiden af underarmen.
— Hvad laver du så her, Thomas? Hvis der er noget med betalingen til hans kollegieværelse, har jeg sagt, at jeg nok skal dække…
— Det handler ikke om penge, afbrød Thomas stille. Han kiggede sig omkring i det rod af reservedele, dæk og gammelt værktøj, der udgjorde Juliens verden. — Min bil laver en mærkelig lyd fra forhjulet. En skurrende lyd, når jeg drejer.
Julien kiggede på den næsten fabriksnye Audi og derefter tilbage på Thomas.
— Du har vel en mærkeforhandler i det indre Lille med lædersofaer og gratis espresso, mens du venter.
Thomas smilede skævt og stak hænderne dybt i lommerne.
— Det har jeg. Men de kender ikke Hugo.
Julien stirrede på ham i et par sekunder. Så pegede han med skruenøglen mod kaffemaskinen i det lille kontor bag glasvæggen.
— Kaffen her smager af brændt gummi, og stolene har huller i betrækket. Kør bilen ind på lift to.
Det tog Julien tyve minutter at finde en lille sten, der havde sat sig fast mellem bremseskiven og ankerpladen. Det var en banal fejl, som ikke engang krævede reservedele. Da han sænkede bilen igen, stod Thomas stadig i døråbningen til kontoret med et papkrus i hånden.
— Hugo fortalte mig om værkstedet, sagde Thomas stille. — Han fortalte mig, hvordan han plejede at sidde på en gammel mælkekasse derovre i hjørnet og lave matematiklektier, mens du skiftede koblinger.
Julien lukkede motorhjelmen med et dump.
— Jeg havde ikke råd til barnepige de første år. Og han nægtede at gå i fritidshjem, hvis det betød, at vi først så hinanden klokken syv.
Thomas nikkede langsomt. Hans blik faldt på opslagstavlen inde på kontoret. Mellem gamle fakturaer og leverandørkalendere hang der et falmet fotografi af en syvårig Hugo uden fortænder, iført en alt for stor arbejdskasket, samt et avisudklip fra lokalavisen om gymnasieholdets sejr.






