— Min kone, Sophie, spurgte mig i sidste uge, hvornår vi skulle invitere Hugo på weekend hos os, sagde Thomas og kiggede ned i sit papkrus. — Jeg sagde til hende, at når Hugo kommer hjem til nord, så tager han ikke hjem til os. Han tager hjem til dig.
Julien sagde ikke noget. Han begyndte at pakke sit værktøj sammen.
— Jeg fandt nogle ting, fortsatte Thomas og tog en flad, brun konvolut op fra sin inderlomme. — Da jeg flygtede dengang… tog jeg næsten intet med. Men jeg tog en æske med Claires ting, som jeg har haft stående i et opbevaringsrum i tolv år uden at turde åbne den. Jeg åbnede den i søndags.
Han rakte konvolutten frem. Julien tøvede, tørrede sine fingre grundigt i en ren klud og tog imod den.
Indeni lå der en stak fotografier fra før ulykken og et lille, blåt hæfte — Hugos første sundhedsbog og en lille notesbog, hvor Claire havde skrevet datoer og små bemærkninger ned fra Hugos første tre leveår. På det øverste billede stod en ung Julien med langt, uglet hår og holdt en étårig Hugo op i luften, mens Claire grinede i baggrunden, og Thomas stod med armen om hendes skulder.
De havde været unge. De havde troet, de var usårlige.
— Jeg tænkte, du skulle have dem, sagde Thomas med hæs stemme. — Du er den eneste, der har fortsat den bog. Hvis jeg giver den direkte til Hugo nu, vil det føles, som om jeg prøver at købe mig til en fortid, jeg smed væk. Hvis den kommer fra dig… så hører den bare til derhjemme.
Julien kiggede op fra billedet. For første gang så han ikke manden i den dyre frakke som en trussel eller en rival, men som en overlevende fra det samme skibbrud, der bare var drevet i land på en helt anden og meget mere ensom kyst.
— Hvad skal du have for eftersynet? spurgte Thomas og tog sin pung frem.
Julien lagde konvolutten forsigtigt ind på skrivebordet.
— Det var en sten i bremsen, Thomas. Kør hjem. Og hvis du vil se knægten spille, så sender han mig et link til livestreamingen af deres udekamp i Saint-Étienne på søndag klokken 15. Du kan komme forbi min lejlighed, hvis du kan tåle lugten af opvarmet lasagne.
Thomas stivnede. Hans øjne blev blanke, men han blinkede hurtigt og nikkede.
— Jeg tager dessert med.
DEL 5
Efteråret gik over i en råkold november. Et uventet og lidt akavet ritual opstod hver anden søndag i den lille lejlighed i Roubaix. Thomas dukkede op præcis klokken 14:45 med kager fra et alt for fint konditori i Lille, og Julien koblede sin gamle bærbare computer til fjernsynet med et HDMI-kabel, der kun virkede, hvis det lå i en bestemt vinkel.
I starten talte de næsten kun om kampen. Men langsomt, mens de så det lille slørede billede af nummer 8 i den hvide trøje løbe over skærmen, begyndte fortiden at sive ind i samtalen. Ikke den smertefulde del, men tiden før. De talte om Claires elendige stedsans, om dengang deres gamle Renault brød sammen midt på motorvejen til Belgien, og om den aften Hugo blev født, hvor Thomas var besvimet på fødegangen, og Julien havde måttet køre ham på skadestuen med en flækket øjenbryn, mens Claire fødte på etagen ovenover.
Når Hugo ringede på FaceTime efter kampene, stadig svedig og med håret klistret til panden, vænnede han sig hurtigt til at se dem begge i billedet.
— Sidder I nu der igen som to gamle mænd på balkonen i Muppet Show? grinede Hugo gennem skærmen efter en sejr over Marseille i slutningen af november.
— Din far råber ad dommeren gennem fjernsynet, sagde Thomas og pegede på Julien. — Jeg prøver bare at drikke min kaffe i fred.
Hugo stoppede op et sekund ved ordet din far, som Thomas havde brugt så naturligt om Julien. Et blødt, næsten umærkeligt smil gled over drengens ansigt.
Men to uger før jul ændrede tonen i opkaldene sig.
Under en onsdagskamp mod reserverne fra Monaco blev banen forvandlet til et mudderbad af silende regn. Julien så kampen alene på værkstedet på sin telefon. I det 68. minut gik Hugo ind i en tackling på midtbanen. Hans højre støvle sad fast i det tunge græs, mens modstanderen faldt med hele sin vægt ind over hans knæ.
Selv gennem den lille skærm og uden kommentatorlyd kunne Julien se, at noget var helt galt. Hugo rullede ikke rundt, som fodboldspillere gør, når de vil trække tiden. Han lå helt stille i mudderet og slog begge hænder ned i græsset, før han greb sig til højre knæ.
Julien tabte næsten telefonen ned i en spand med spildolie.
Han ringede til Hugo ti gange den aften. Ingen svarede. Først klokken 23:15 tikkede en besked ind:






