“Min temperatur er fin!” råbte Helena tilbage og slog ud med hånden mod sit ur. “Hold afstand efter reglerne!”
Hun satte i gang igen med kraftige crawltag, men båden accelererede og drejede brat ind foran hende, så kølvandet skyllede direkte ind over hendes hoved og tvang hende til at sluge en mundfuld iskoldt saltvand. Samtidig gled den anden mand i båden – en stor, muskuløs dykker – lydløst ud over rælingen og ned i vandet lige foran hende.
“Hun er i hypotermisk delirium!” råbte manden i båden ind i sin radio – en besked, der utvivlsomt blev optaget på den officielle løbsfrekvens som dække for deres handling. “Hun kæmper imod redningsmandskabet! Vi er nødt til at fiksere hende i vandet!”
Dykkeren i vandet svømmede direkte mod hende. Under overfladen så Helena gennem sine svømmebriller, at han ikke rakte ud efter hendes skuldre for at løfte hende op i en redningssele. I stedet greb han fat om hendes ankler og trak voldsomt nedad i det mørke, iskolde dyb, mens han med den anden hånd forsøgte at rive hendes svømmebriller af og presse en tung, vandfyldt redningsvest ned over hendes ansigt.
I tre sekunder blev alt sort og koldt omkring Helena. Hendes lunger brændte efter den mundfuld vand, hun havde slugt, og dykkerens tunge krop pressede hende to meter ned under overfladen, hvor lyset næsten ikke trængte ned gennem tågen.
Det sker igen, skreg en stemme i hendes baghoved. Du er fanget i mørket. Du kan ikke trække vejret.
Men i det næste sekund svarede en anden stemme – hendes egen stemme, smedet gennem hundrede timer i bølgetanken og stålet fra Aegis-7.
Nej. Det her er ikke et fly. Det her er mit element. Han er i en klodset tørdragt med blybælte. Jeg er Helena.
I stedet for at kæmpe opad mod dykkerens overlegne vægt, gjorde Helena det sidste, manden havde forventet: hun slap al luft ud af næsen, bøjede sammen i hoften og sparkede nedad i dybet, så hun snoede sig fri af hans greb om hendes ankler.
Dykkeren mistede balancen i vandet og greb ud i luften. Helena svømmede et par meter dybere ned i det iskolde mørke, vendte sig hurtigt i vandet som en sæl, og kom op nedefra bag dykkeren. Med al den styrke, hun havde opbygget i sine ben og rygmuskler, greb hun fat i spændet på hans tunge blybælte, rev sikkerhedslåsen op med et enkelt ryk og flåede samtidig luftslangen ud af hans opdriftsvest.
Uden blybæltet skød dykkeren i sin luftfyldte tørdragt ukontrolleret op mod overfladen som en prop, ude af stand til at dykke ned efter hende.
Helena brød overfladen ti meter længere fremme, tæt ved den skarpe klippevæg, hvor bådens propel ikke kunne komme ind uden at blive smadret mod stenene. Hun gispede efter den frostklare luft, og i samme nu trykkede hun hovedet hårdt bagover mod den lille, sølvfarvede krave i nakken på den dragt, Henrik havde bygget til hende.
Klik.
Det var ikke en almindelig GPS-sender. I det øjeblik kontakten i hendes nakke blev aktiveret, udsendte dragten et krypteret højfrekvenssignal –og samtidig tændte et mikroskopisk, højtopløseligt vidvinkelkamera og en retningsbestemt mikrofon, der var støbt direkte ind i næsebroen på hendes specialdesignede svømmebriller. Alt, hvad der var sket i vandet og ved båden de sidste to minutter, var blevet streamet direkte via en lokal satellitforbindelse til Henriks computer og den norske kystvagts kommandocentral.
Manden i RIB-båden bandede højlydt, da hans makker plaskede hjælpeløst rundt i overfladen uden sit blybælte, og forsøgte at manøvrere båden tættere på klippevæggen med en lang bådshage i hånden.
Men han nåede det aldrig.
Tågen foran strædet blev pludselig flået op af det hvide søgelys fra to af den norske kystvagts hurtiggående patruljebåde, der bragede ind i passagen fra begge sider med blå blink og våben trukket på fordækket. Samtidig hang en redningshelikopter tyve meter over tågebanken, så rotorvinden blæste disen til side og afslørede den sorte Vane-båd midt i det ulovlige indgreb.
“Kystvagten! Sluk motoren og læg hænderne på rælingen! I er under anholdelse!” gjaldede det fra megafonerne.
Manden i båden frøs til med bådshagen i hænderne, blændet af projektørerne.
En af kystvagtens redningsmænd lænede sig ud over rælingen på patruljebåden med et varmetæppe og en redningskrans. “Helena! Vi har dem! Vi har hele optagelsen! Kom ombord, vi sejler dig i sikkerhed!”
Helena lå i det tre grader kolde vand mellem klipperne. Hendes læber var blå, der løb en stribe blod fra en hudafskrabning på hendes skulder, hvor hun havde strejfet klippen, og hendes lunger sved som ild. Hun kiggede op på redningskransen. Så kiggede hun ud gennem udmundingen af strædet, hvor tågen lettede, og hvor den åbne fjord strakte sig de sidste fem kilometer ind mod målstregen i Tromsø havn.
Fem hundrede meter længere fremme kunne hun se det hvide skumsprøjt fra de to russiske svømmere, der kæmpede mod strømmen.






