Helena så på Henrik. “Kan vi bruge det imod ham?”

“Ikke bare bruge det,” sagde Henrik og trak et blueprint frem på den store skærm. “Vi kan sætte en fælde, som han slet ikke kan modstå. Hvis Marcus Vane er bange for, at dit comeback i Tromsø vil genåbne spørgsmålet om din rapport mod hans dragter – og hvis han vil demonstrere sit Polaris-redningssystem for verdenspressen under løbet – så vil han have øjnene stift rettet mod dig ude på fjorden.”

Over de næste tre uger udarbejdede Helena og Henrik en plan i dybeste hemmelighed. Offentligt annoncerede Helena på et stort pressemøde i København, at hun ikke blot ville stille op i The Arctic Circle Challenge, men at hun efter løbet ville afholde en uafhængig teknisk høring om sikkerheden i moderne maritimt redningsudstyr – med direkte henvisning til sine oplevelser i Aegis-7 og sine tidligere tests af termodragter.

Reaktionen udeblev ikke. To dage senere modtog Henrik en anonym forespørgsel via en underleverandør om de præcise frekvenser på den biometriske sender, Helena ville bære under svømmeløbet i Norge. Nogen ville vide præcis, hvordan man kunne overvåge – og potentielt forstyrre – hendes nødsignal ude på det åbne vand.

Samtidig besøgte Helena igen fængslet, men denne gang var det ikke Camila, hun bad om at se. Hun sendte et enkelt, kort brev til Sofia i det lukkede statsfængsel. I brevet stod der kun tre linjer:

Camila har fortalt mig alt om hotellet i Hamborg og Marcus Vane. Politiet har fundet sikkerhedskopien af serverloggen fra hangaren. Vane er ved at forhandle en aftale med anklagemyndigheden, hvor han skyder hele skylden for bestikkelsen af fragtholdet på dig for at redde sit eget firma. De ti millioner i Schweiz eksisterer ikke, Sofia. Han brugte dig, præcis som du brugte Camila.

Det var et bluffnummer – politiet havde endnu ingen serverlog, der direkte nævnte Vanes navn – men Helena kendte Sofia bedre end nogen anden. Hun vidste, at Sofias største svaghed ikke var grådighed, men hendes enorme, sårbare stolthed. Tanken om at være blevet brugt som en dum brik af en forretningsmand og derefter efterladt uden en øre til at rådne op i tolv år, ville drive Sofia til vanvid.

Tre dage før afrejsen til Norge kom svaret. Sofias forsvarsadvokat kontaktede statsanklageren med en besked om, at hans klient ønskede at afgive en supplerende forklaring mod til gengæld at få sine afsoningsforhold lempet. Sofia havde ikke smidt sin telefon i Atlanterhavet, som Camila troede. I sin mistillid til alle omkring sig havde Sofia gemt en krypteret backup-chip med samtlige lydoptagelser fra mødet med Marcus Vane i Hamborg – syet ind i foret på sin gamle træningstaske, som stod opbevaret hos hendes intetanende tante i Odense.

Politiet rykkede ud i hemmelighed og sikrede chippen. Lydoptagelserne var krystalklare: Marcus Vanes stemme, der koldt og kynisk gennemgik tidsplanen for at låse Helena inde i Aegis-7, mens han lovede Sofia guld og grønne skove, når “ulykken” var overstået.

Statsanklageren ville anholde Vane øjeblikkeligt, men Henrik og norsk politi påpegede et problem: Marcus Vane befandt sig allerede på sit private skib i internationalt farvand ud for Nordnorges kyst, klar til at sejle ind til Tromsø på selve løbsdagen. Hvis dansk politi udstedte en arrestordre nu, ville Vanes kontakter advare ham, og han ville kunne sejle direkte til et land uden udleveringsaftale inden for få timer. For at fange både ham og de medsammensvorne sikkerhedsfolk i hans stab, måtte han lokkes i land i Tromsø i den tro, at han stadig havde fuld kontrol over situationen.

“Jeg svømmer løbet,” sagde Helena til den norske politimester på et lukket møde i Tromsø aftenen før starten.

“Det er alt for risikabelt,” indvendte politimesteren. “Hvis Camilas advarsel taler sandt, har Vane folk blandt sikkerhedsdykkerne eller på følgebådene, der har fået ordre til at sørge for, at du ikke kommer levende i mål, før din pressekonference i morgen eftermiddag.”

“Han tør ikke røre mig ved starten eller ved målstregen, hvor der er hundredvis af kameraer og tilskuere,” svarede Helena og pegede på søkortet over den norske fjord. “Det eneste sted, hvor en svømmer kan ‘forsvinde’ eller komme ud for en fatal ulykke uden vidner, er ved Djævelens Strøm – den smalle passage mellem klipperne ved ti-kilometer-mærket, hvor tågen altid ligger tæt over vandet, og hvor de store følgebåde ikke kan sejle ind på grund af klipperne under overfladen. Der er kun vandscootere og sikkerhedsdykkere i det område.”

Henrik nikkede. “Og det er præcis der, vi vender hans eget våben mod ham.”

DEL 7: Isens dronning

Morgenen for The Arctic Circle Challenge oprandt med en spøgelsesagtig, arktisk skønhed. Klokken var ni, men i det nordlige Norge midt om vinteren hævede solen sig aldrig over horisonten; i stedet lå himlen i et dybt, elektrisk skumringslys af violet, stålgråt og isblåt. Sneklædte fjelde rejste sig stejlt op fra det sorte fjordvand som tavse kæmper.