Solen stod højt over kysten ved Lysekil og fik bølgerne i Skagerrak til at glitre som millioner af små diamanter.
På dækket af det nye forskningsskib Freyja stod Helena i en mørkeblå neoprendragt med Lind & Vestergaard Maritime Safety trykt i hvide bogstaver på brystet. Efter retssagen mod Marcus Vane – hvor både lydoptagelserne fra Sofias gemte chip, Camilas vidneudsagn og den dramatiske video fra Helenas svømmebriller i Tromsø havde sikret Vane fjorten års ubetinget fængsel og en massiv erstatning til Aegis-projektet – var hele branchen for maritim sikkerhed blevet vendt på hovedet.
Helena havde brugt sin del af erstatningen og sine præmiepenge til at købe sig ind som partner i Henrik Linds ingeniørfirma. Sammen havde de færdigudviklet den nye generation af Aegis-redningskapslen, som nu var standardudstyr på samtlige redningshelikoptere og arktiske skibe i Skandinavien.
Men de havde også startet noget andet: et trænings- og rehabiliteringsprogram for søredningsfolk og overlevende fra maritime ulykker, der kæmpede med traumer efter nærved-druknedød og ekstrem kulde.
Bag Helena på skibsdækket lød der fodtrin. Hun vendte sig om og så en slank kvinde med kortklippet hår stå med en kasse redningsveste i favnen.
Det var Camila.
Efter at have afsonet sin nedsatte straf og vidnet som kronvidne i den store korruptionssag mod Vane Nordic Gear, var Camila blevet løsladt tre måneder tidligere. Hun var blevet udelukket fra konkurrencesport på livstid, hendes gamle venner havde vendt hende ryggen, og ingen i svømmeforbundet ville røre hende med en ildtang.
Helena havde ikke tilgivet hende det, der skete i hangaren. Det ar ville altid sidde der, og deres gamle venskab fra ungdomsårene var dødt og borte for altid. Men Helena havde lært, at man ikke behøvede at glemme fortiden for at bygge en fremtid. Da Camila stod uden arbejde og med en kæmpe gæld til sagsomkostninger efter sin løsladelse, havde Helena tilbudt hende et ulønnet praktikforløb som udstyrsassistent og lagerarbejder på værftet – under strengt opsyn af Henrik.
“Det nye hold af kystvagt-aspiranter er klar på agterdækket, Helena,” sagde Camila stille og stillede kassen ned. Hun så stadig på Helena med en dyb, ydmyg respekt, uden nogen sinde at kræve mere fortrolighed, end Helena var villig til at give. “De venter på, at du gennemgår nødproceduren for Aegis-9.”
“Tak, Camila,” nikkede Helena. “Sørg for, at de termiske dragter er tjekket i alle sømme, før vi går i vandet.”
“Det er allerede gjort. Dobbeltjekket.”
Helena gik om på agterdækket, hvor tolv unge mænd og kvinder stod opstillet ved siden af den skinnende, hvide og orange redningskapsel, der hang klar i skibets kran over det åbne hav. Henrik stod ved kontrolpanelet og vinkede til hende, mens Amelia – der nu arbejdede som projektkoordinator for centret – stod klar med en notesblok.
Helena trådte hen til den åbne luge på kapslen og lagde en varm, rolig hånd på det buede polycarbonatglas. Hun kiggede ud over det uendelige, blå hav, der engang havde været hendes største mareridt.
“Velkommen ombord,” sagde Helena klart til de unge aspiranter, og hendes stemme bar over bølgernes brusen uden den mindste skælven. “I dag skal jeg lære jer, hvad man gør, når man falder ned i mørket – og hvordan man finder vejen op til overfladen igen.”






