Camila rystede voldsomt på hovedet, og en tåre løb ned ad hendes kind. “Nej. Jeg ved godt, at det, jeg gjorde… at det, jeg lod ske, aldrig kan tilgives. Jeg drømmer om det hver eneste nat, Helena. Jeg ser kassen glide ud over den rampe, og jeg vågner ved, at jeg ikke kan få vejret.”
“Det var mig, der var inde i kassen, Camila,” sagde Helena koldt. “Spar mig for dine mareridt. Min advokat sagde, at du havde noget at fortælle mig om dagen for ulykken. Noget, politiet ikke fandt.”
Camila så sig nervøst over skulderen mod glasruden, hvor fængselsbetjenten stod udenfor med korslagte arme. Så lænede hun sig tættere ind over bordet og sænkede stemmen.
“Under retssagen tog Sofia hele skylden for planlægningen, fordi hendes advokat rådede hende til at hævde, at det var en impulsiv hævnakt, der gik over gevind,” sagde Camila hurtigt. “De sagde, at vi bare skulle skræmme dig ved at låse dig inde i kammeret i en halv time, og at kølesystemet gik i gang ved en fejl, hvorefter Sofia gik i panik og besluttede at dumpe kapslen fra transportflyet for at skjule dit lig.”
“Det troede anklageren ikke på,” sagde Helena. “I blev dømt for overlagt drabsforsøg.”
“Ja, men der var en grund til, at Sofia nægtede at forklare, hvordan vi fik adgang til hangaren og koderne til flyets lastmanifest,” hviskede Camila, og hendes øjne flakkede. “Helena, vi var bare svømmere. Vi var blevet suspenderet fra forbundet tre måneder forinden. Vi havde ingen penge, ingen adgangskort og ingen teknisk viden om Aegis-systemet. Tror du virkelig, at Sofia selv fandt ud af at hacke et militært testprogram og bestikke et helt fragthold?”
Helena stivnede. Et koldt gys løb ned ad hendes rygsøjle. “Hvem hjalp jer?”
“Det var ikke os, der fandt på det med kapslen,” sagde Camila, og nu strømmede tårerne frit ned over hendes ansigt. “To uger efter vores suspendering, da vi var helt nede i kulkælderen og pressen svinede os til hver dag, blev Sofia kontaktet af en mand. En stor sponsor og investor inden for ekstremsport og maritimt udstyr. Han mødtes med os på et hotel i Hamborg. Han fortalte os, at du var blevet hyret som den officielle sikkerhedskonsulent for Aegis-projektets endelige godkendelse.”
Helena rynkede panden. “Jeg skulle bare evaluere brugervenligheden for redningssvømmere. Hvad havde en investor med det at gøre?”
“Alt!” udbrød Camila dæmpet. “Manden hedder Marcus Vane. Han er direktør for Vane Nordic Gear – dit eget gamle hovedsponsorfirma, som du droppede sidste år, fordi deres nye kuldedragter ikke levede op til sikkerhedskravene!”
Helenas hjerne arbejdede på højtryk. Hun huskede tydeligt konflikten med Marcus Vane. Et år før ulykken havde Vanes virksomhed lanceret en revolutionerende, ultratynd termodragt til arktisk svømning og søredning. De havde tilbudt Helena en kontrakt på fem millioner kroner for at være ansigtet udadtil og blåstemple dragten til det internationale svømmeforbund og kystvagten. Men da Helena testede prototypen i Nordatlanten, opdagede hun en fatal fejl i sømmene ved brystkassen: under højt vandtryk og ekstrem kulde mistede materialet sin isoleringsevne på få minutter. Hun havde nægtet at skrive under og havde sendt en intern advarselsrapport til sikkerhedskomitéen.
“Marcus Vane…” mumlede Helena. “Men hans firma laver svømmeudstyr. Hvad har han med Aegis-7 at gøre?”
“Vane Nordic Gear var ved at gå konkurs på grund af din rapport,” sagde Camila. “Hans eneste redning var en gigantisk kontrakt med forsvaret og de arktiske olieselskaber om at levere sit eget, konkurrerende redningssystem – Polaris-kapslerne. Men Aegis-7 – det projekt, du støttede sammen med ingeniør Henrik Lind – vandt udbuddet foran næsen på ham. Hvis Aegis-7 derimod oplevede en katastrofal, dødelig ulykke under en testflyvning, hvor deres egen stjernekonsulent Helena omkom inde i kapslen på grund af en ‘systemfejl’ i køleanlægget…”
Helena følte, at gulvet gyngede under hende. Brikkerne faldt på plads med en brutal, kvalmende klarhed.
“Så ville Aegis-programmet blive lukket ned på stedet,” afsluttede Helena lavt. “Og Vane ville både slippe af med den atlet, der ødelagde hans omdømme, og overtage en milliardkontrakt på redningsudstyr.”
“Han spillede på Sofias had til dig,” hulkede Camila. “Han gav hende koderne til hangaren. Han sørgede for, at de rigtige teknikere blev sendt til et falsk møde i en anden by den morgen. Og det var hans folk i fraktselskabet, der godkendte de forfalskede papirer uden at tjekke vægten på containeren. Han fortalte Sofia, at hvis hun hjalp ham med at iscenesætte det som en tragisk testulykke, hvor du selv var kravlet ind i kapslen uden tilladelse for at teste den, ville han bruge sin indflydelse i forbundet til at få vores suspendering ophævet og gøre Sofia til frontfigur for sit nye imperium.”
“Hvorfor sagde du ikke det her til politiet?!” udbrød Helena og slog hånden i bordet, så betjenten uden for ruden straks trådte et skridt nærmere døren.






