Helena rystede på hovedet op mod kystvagten og trak svømmebrillerne ned over øjnene igen.
“Jeg kommer ind til politistationen om en time!” råbte hun med en stemme, der skar gennem motorlarmen. “Jeg har et løb, jeg skal gøre færdigt først!”
Uden at vente på svar lagde hun sig fladt i vandet og satte i gang.
DEL 8: Den sidste strækning
Det, der skete på de sidste fem kilometer ind mod Tromsø, blev senere beskrevet af sportskommentatorer som en af de mest ufattelige præstationer i moderne udholdenhedshistorie.
Nyheden om, at noget dramatisk var sket i Djævelens Strøm, og at kystvagten havde grebet ind over for en af sponsorbådene, spredte sig som en løbeild blandt journalisterne og de tusindvis af tilskuere, der stod pakket langs kajen i Tromsø. På de store storskærme ved målområdet så publikum pludselig, at Helena – der havde været forsvundet fra GPS-kortet i syv minutter inde i klippestrædet – kom svømmende ud af tågebanken, eskorteret på behørig afstand af en norsk kystvagtbåd.
Hun var halvtreds meter efter de førende. Men hun svømmede ikke længere som en atlet, der passede på sine kræfter. Hun svømmede som en naturkraft, der var sluppet fri.
Al den smerte, al den ydmygelse, alle de søvnløse nætter, hvor hun havde ligget badet i koldsved og lyttet til sin egen vejrtrækning, lå nu i hvert eneste armtag. Vandet var ikke længere hendes fjende. Isen var ikke længere hendes fængsel. Hun fløj gennem det arktiske hav med en kadence, der burde have været fysisk umulig efter to en halv time i næsten frysende vand.
Ude på den hvide lystyacht ved indsejlingen til havnen havde Marcus Vane for længst indset, at noget var gået grueligt galt, da hans sikkerhedsbåd holdt op med at svare på den lukkede frekvens, og Helena kom til syne på storskærmene. Han havde beordret sin kaptajn til at starte motorerne og stævne ud mod internationalt farvand med det samme, men han nåede ikke engang at få hejst ankeret, før to sorte politibåde fra det norske beredskab lagde sig på tværs af yachtens stævn, og bevæbnede betjente gik ombord med en international arrestordre i hånden.
Helena ænsede slet ikke opstandelsen på yachten, da hun svømmede forbi den fire hundrede meter fra mål. Hendes verden bestod kun af rytmen i hendes eget hjerte, synet af sine hænder, der skar gennem det mørke vand, og brølet fra publikum inde på kajen, der voksede sig højere og højere for hvert sekund.
Med tre hundrede meter igen gik hun forbi den ene russiske svømmer.
Med hundrede meter igen lå hun side om side med den førende kvinde. De to svømmere kæmpede skulder ved skulder gennem det sidste, iskolde stræk ind mod den oplyste målport i havnebassinet. Hendes muskler skreg på ilt, hendes fingre var så følelsesløse, at hun knap kunne mærke vandet, men da hun drejede hovedet for at trække vejret, så hun Amelia og Henrik stå helt fremme ved målrampen, vildt vinkende i det skarpe projektørlys.
Helena lukkede øjnene på de sidste tyve meter, tømte sine lunger for den allersidste rest af tvivl og lagde hele sin sjæl i den afsluttende spurt.
Hendes hånd ramte målområdets elektroniske plade med et tungt smæld.
Et sekund senere ramte den russiske svømmer pladen ved siden af hende.
Helena hang over pontonkanten, gispende i den iskolde luft, mens hun skubbede svømmebrillerne op i panden. Hun kiggede op på den enorme lystavle over kajen.
Ud for hendes navn stod et stort, lysende 1-tal – og en ny verdensrekord på den arktiske distance med tolv sekunder.
Publikum eksploderede i et jubelbrøl, der fik sneen til at drysse fra tagene på de gamle træhuse langs havnen. Amelia brød grædende gennem sikkerhedsafspærringen og kastede sig på knæ på pontonen, hvor hun sammen med Henrik trak Helena op af det sorte vand og viklede hende ind i tre tykke termotæpper.
“Du gjorde det!” hulkede Amelia og begravede ansigtet i sin søsters iskolde, våde skulder. “Du gjorde det, Helena!”
Henrik lagde en tung, varm hånd på hendes nakke, og for første gang, siden Helena havde lært den barske ingeniør at kende, så hun en tåre i øjenkrogen på ham. “Uafhængig nødredning aktiveret,” sagde han lavt med et skævt smil. “Systemet virker hundrede procent.”
Helena lænede sig tilbage mod sin søster på træpontonen. Hun kiggede ud over fjorden, hvor politibådene med de blå blink netop var ved at føre en håndjernspåsat Marcus Vane over fra den hvide yacht og ind mod molen, mens blitzlysene fra halvtreds pressefotografer lynede i den arktiske skumring.
Hendes krop rystede voldsomt under tæpperne, mens varmen og følelsen langsomt vendte tilbage til hendes fingre og tæer. Det gjorde ondt – en skarp, stikkende smerte, efterhånden som blodet igen strømmede ud i de frosne nerveender. Men Helena smilede. For smerten betød, at hun var i live.
EPILOG: Et år senere






