Patricia trådte ind. Hun var i begyndelsen af trediverne, klædt i en enkel, mørkegrøn uldkjole og en trenchcoat, der stadig var våd af regnen. Hendes mørke hår var sat op, og hun bar ingen prangende smykker – en skærende kontrast til den verden, Valeria havde repræsenteret. Under armen bar hun endnu en gang en tyk mappe.

Ved forlovelsesfesten havde Patricia været den eneste udefrakommende, der havde haft modet til at gribe ind. Hun var ikke bare eventplanlægger; hendes firma håndterede logistik, kontrakter og sikkerhed for nogle af landets største erhvervskonferencer og selskaber. Og det var hendes skarpe øje for finansielle uregelmæssigheder i leverandørfakturaerne, der havde afsløret den første falske underskrift og reddet Mateos virksomhed i ellevte time.

”Tak fordi du kom så hurtigt, Patricia,” sagde Mateo og pegede på stolene ved det lille rundbord. ”Kan jeg byde på en kop kaffe?”

”Gerne, tak,” smilede Patricia og satte sig. Hendes blik var vågent, intelligent og direkte. ”Jeg læste nyhederne i morges. Det glæder mig, at din mor har fået sit hus sikret, og at sandheden kom frem. Hvordan har Guadalupe det?”

Spørgsmålet fik Mateo til at stoppe op et sekund, mens han hældte kaffe op. I det år, han havde været sammen med Valeria, havde ingen i Valerias omgangskreds nogensinde spurgt til hans mors velbefindende som det første.

”Hun har det godt,” svarede Mateo og mærkede et uventet varmt smil brede sig på sine læber. ”Hun bagte faktisk kanelbrød i morges og bad mig give dig denne æske, hvis jeg så dig. Hun sagde, at hvis ikke du havde givet os optagelserne fra sikkerhedskameraet ved springvandet og mappen med fakturaerne, ville vi stadig kæmpe i blinde.”

Patricia tog imod den lille pakke, som Mateo rakte hende, og en svag rødme viste sig på hendes kinder. ”Det var så lidt. Jeg brød mig ikke om den måde, Valeria talte til din mor på under generalprøven dagen før festen. Da jeg så den mistænkelige tilbageførsel på blomster- og cateringkontoen samme morgen, besluttede jeg mig for at tjekke underskriften en ekstra gang.”

Hun åbnede sin mappe på bordet. ”Men jeg regner ikke med, at du bad mig komme kun for at aflevere hjemmebag, Mateo – selvom det dufter fantastisk.”

”Nej,” sagde Mateo og satte sig over for hende. ”Da mine revisorer gennemgik det arbejde, du lavede for at spore Victors skuffeselskab inden festen, sagde min chefjurist noget interessant. Han sagde, at du på otteogfyrre timer fandt et spor i vores leverandørkæde, som vores egne interne controllere havde overset i fire måneder. Jeg tjekkede din baggrund i går, Patricia. Før du startede dit eget event- og logistikbureau, var du senioranalytiker inden for supply chain compliance hos Deloitte i Madrid i seks år.”

Patricia så overrasket på ham, men nikkede så. ”Det passer. Jeg forlod revisionsbranchen, fordi jeg var træt af kun at sidde bag et skrivebord og rydde op, efter katastroferne var sket. Jeg ville bygge noget op selv og arbejde med mennesker i den virkelige verden.”

”Netop derfor har jeg brug for dig nu,” sagde Mateo alvorligt. ”Victor har haft adgang til vores leverandørkontrakter som ekstern konsulent i årevis. I morgen kl. 14.00 mødes jeg med vores fem største internationale kunder og vores bankforbindelser. De frygter, at Victor har plantet ’giftpiller’ eller fiktive underleverandører i vores logistiknetværk, som vil kollapse, nu hvor han er fængslet. Jeg har fyret hele det eksterne konsulenthus, Victor brugte. Jeg har brug for en uafhængig chef for intern revision og leverandøretik, der kan gennemgå de tyve største kontrakter sammen med mig i nat – og som vil overveje at overtage posten permanent som direktør for vores nye compliance-afdeling.”

Patricia stirrede på ham. ”Mateo, jeg driver en virksomhed, der planlægger konferencer og store selskaber.”

”Du driver en virksomhed, der styrer halvtreds underleverandører på sekundet uden en eneste fejl i budgettet, og som har integritet nok til at konfrontere en milliardær midt i hans egen forlovelsesfest for at beskytte en kvinde, du ikke engang kendte,” sagde Mateo stille. ”Jeg har haft nok af ja-sigere og folk i dyre jakkesæt, der smigrer mig, mens de tømmer mine lommer. Jeg har brug for nogen, der tør fortælle mig sandheden, før jeg selv ser den.”

Patricia så længe på ham. Hun så ikke den arrogante, distancerede forretningsmand, hun først havde mødt, da Valeria hyrede hende for et halvt år siden. Hun så en mand, der var blevet vækket brat til live, og som var villig til at kæmpe for det, der var ægte.

Hun lukkede sin mappe, tog sin kaffekop og nikkede mod den store bunke af grønne regnskabsmapper på Mateos skrivebord.

”Så må vi hellere komme i gang,” sagde hun. ”Vis mig de kontrakter, Victor godkendte i tredje kvartal.”

De arbejdede gennem hele natten.