”Dokumenterne vedrørende matrikel 409-B i San Lucas er ægte og juridisk bindende, så snart de modunderskrives,” bekræftede notaren.

”Og nu til min fuldmagt,” sagde Victor og rakte hånden frem mod de papirer, der lå foran Mateo.

”Der er én ting, vi skal have på plads først,” sagde Mateo og lagde sin hånd fladt oven på fuldmagten. ”I det udkast, din sekretær sendte til min mail i eftermiddags, står der ikke kun, at jeg godkender de tidligere dokumentunderskrifter for at stoppe straffesagen. Der står også på side tre, paragraf 4, at jeg som kompensation for ’tort og svie’ ved det aflyste bryllup og de uretmæssige politianmeldelser overdrager 15 procent af de stemmeberettigede aktier i Solís Gruppe til et nyt selskab: VM Holding. Hvem er VM Holding?”

Victor nåede ikke engang at åbne munden, før Valeria lænede sig frem over bordet. Hendes øjne lyste af kold, beregnende grådighed.

”Det er Valeria Morales Holding,” sagde hun skarpt. ”Tror du virkelig, at jeg nøjes med, at min far slipper for tiltale, Mateo? Du ydmygede mig foran to hundrede af byens mest indflydelsesrige mennesker! Du ødelagde mit omdømme foran hele eliten på grund af en gammel, simpel kone i en billig lilla kjole! Min far og jeg brugte otte måneder på at planlægge selskabsstrukturen, kopiere din mors gamle underskrifter fra arkiverne og sætte kontiene op på Caymanøerne, så vi kunne overtage kontrollen med bestyrelsen inden jul. Jeg har selv siddet og øvet din underskrift i tre uger for at få det rigtige svirp på S’et!”

Victor lagde advarende en hånd på Valerias arm. ”Valeria, det er nok. Han behøver ikke detaljerne.”

Men Valeria rystede sin fars hånd af sig. Hun havde holdt masken i dagevis over for politiet og pressen; nu, i dette lukkede rum over for en mand, hun troede var fuldstændig i hendes hule hånd, strømmede al hendes arrogance ud.

”Nej, far, han skal vide det!” hvæsede hun og pegede på dokumentet. ”Hvis du ikke underskriver de 15 procent til mit selskab lige nu, Mateo, så går jeg personligt ud til pressen i morgen tidlig, mens bulldozerne kører ind i din mors have, og fortæller alle, at din far døde i dyb gæld til min familie, fordi han var en uduelig taber! Så skriv under!”

Der blev dødsstille i bestyrelseslokalet. Kun regnens trommen mod ruderne kunne høres.

Mateo kiggede på Valeria. Så skiftede hans ansigtsudtryk.

Den trætte, bøjede holdning forsvandt på et splitsekund. Han rettede ryggen, lænede sig tilbage i læderstolen og rettede på sine manchetknapper med en langsom, næsten behagelig ro. Et koldt, skarpt smil viste sig i hans mundvig.

”Tre uger for at øve svirpet på S’et,” gentog Mateo stille og kiggede op mod det diskrete panel i loftet over midten af bordet. ”Fik I det hele med på lyd og billede, Elena?”

Valeria stivnede. Victor rejste sig så hurtigt, at hans stol væltede bagover mod gulvtæppet.

”Hvad har du gjort?!” brølede Victor og greb ud efter skødet på bordet, men den ”ældre notar” ved Mateos side var hurtigere. Med et greb, der tydeligvis ikke stammede fra et liv på et notarkontor, men fra femogtyve år ved politiet, greb manden Victors håndled og låste det fast mod bordpladen, mens han med den anden hånd trak sit politiskilt op af jakkelommen.

I samme øjeblik gik dørene til det tilstødende mødelokale op.

Førstestatsanklager Elena Vargas trådte ind, efterfulgt af Henrik, fire uniformerede betjente – og Guadalupe.

Guadalupe bar en mørkeblå frakke og holdt den gamle metaldåse fra Emilianos værksted i sine hænder. Hun stoppede op få meter fra bordet og så direkte på Valeria og Victor.

Valeria stirrede fra Guadalupe til anklageren, og hendes ansigt mistede enhver farve. ”Det… det er ulovligt!” skreg hun, og hendes stemme knækkede over i panik. ”Det er ulovlig aflytning! Vi er blevet lokket i en fælde uden vores advokater! Intet af det, jeg lige har sagt, kan bruges i en retssal!”

Elena Vargas gik roligt hen til bordet med en dommerkendelse i hånden.

”Når man møder op for at begå aktiv afpresning og tvinge et vidne til mened i en igangværende straffesag, frøken Morales, kaldes det ikke en afhøring uden advokat,” sagde anklageren køligt. ”Det kaldes en forbrydelse i fuld udførelse, overvåget med en retskendelse udstedt af dommeren kl. 11.30 i formiddags. Din detaljerede tilståelse om, at du personligt forfalskede underskrifterne, samt at du og din far sammen planlagde at skyde skylden på fru Guadalupe Solís og gemme midlerne på Caymanøerne, er fuldt ud lovligt bevismateriale.”

Victor forsøgte at vriste sin arm fri fra civilbetjentens greb. Hans ansigt var mørkerødt af raseri, men da hans øjne faldt på metaldåsen i Guadalupes hænder og den sorte læderbog, som Henrik nu lagde på bordet foran ham, stoppede han med at kæmpe.

Han genkendte bogen. Han havde ledt efter den i Emilianos hus i timevis den eftermiddag i marts 2013, efter at Emiliano var faldet om på stuegulvet.