”Indgiv indsigelsen til fogedretten for at købe os tid,” sagde Mateo og tog sin frakke på. ”Og Henrik? Ring til statsanklageren. Fortæl dem, at vi har modtaget et forsøg på vidneintimidering og afpresning. De skal ikke sænke farten på straffesagen mod Victor og Valeria. De skal fordoble den.”
”Hvor går du hen?” spurgte Henrik.
”Hjem til min mor,” svarede Mateo. ”Hvis Victor tror, min far var en elendig forretningsmand, så har han glemt, hvem der holdt styr på min fars papirer.”
Huset i San Lucas duftede altid af kanel, bivoks og friske citroner. Da Mateo parkerede sin bil i den grusbelagte indkørsel, sad Guadalupe på den overdækkede terrasse med en kurv fuld af nyvasket vasketøj. Hun bar en enkel, lyseblå cardigan over en hvid bluse, og hendes grå hår var samlet i en blød knude i nakken. Da hun så Mateos bil, lyste hendes ansigt op i et varmt smil, men da han steg ud, og hun så udtrykket i hans ansigt, forsvandt smilet langsomt. En mors instinkt tager aldrig fejl.
”Mateo, min dreng,” sagde hun og rejste sig, mens hun tørrede hænderne i sit forklæde. ”Det er tirsdag formiddag. Hvorfor er du ikke på kontoret?”
Mateo gik op ad de tre stentrin til terrassen. Han gemte ikke kuverten bag ryggen. Han forsøgte ikke at skåne hende med halve sandheder, sådan som han havde gjort i månederne op til det aflyste bryllup, hvor han havde bildt sig selv ind, at hans tavshed var for at ”bevare husfreden”. At beskytte hende betød at respektere hende nok til at fortælle hende sandheden.
Han tog hendes hænder, førte hende hen til fletstolene ved havebordet og satte sig over for hende.
”Mor, Victor har sendt et brev i morges,” begyndte Mateo roligt, men fast. ”Han forsøger at tvinge mig til at trække politianmeldelsen mod ham og Valeria tilbage.”
Guadalupes ryg blev øjeblikkeligt rank. Den skrøbelighed, hun havde vist i springvandet, var væk. I hendes mørke øjne glimtede den stille styrke fra en kvinde, der havde overlevet fattigdom, sin mands tidlige død og årevis af ensomhed.
”Hvordan forsøger han at gøre det?” spurgte hun.
Mateo lagde kopien af det gamle skøde på bordet mellem dem og forklarede alt, hvad Henrik havde fundet ud af om lånet fra 2002 og skødet på huset. Mens han talte, så han, hvordan Guadalupe kiggede ned på sin mands underskrift på det toogtyve år gamle dokument. Hun rørte forsigtigt ved navnet Emiliano Solís med spidsen af sin pegefinger.
”Jeg husker det efterår i 2002,” sagde Guadalupe stille, da Mateo var færdig. ”Du var kun fjorten år gammel. Vi fortalte dig det ikke, for din far ville have, at du skulle koncentrere dig om skolen. Lastbilerne stod stille i seks uger på grund af blokaderne. Banken sagde nej til at forlænge vores kredit. Din far græd i køkkenet en nat, da han troede, jeg sov.”
Hun løftede blikket og så på Mateo. ”Næste dag kom Victor herud. Han sad lige der, hvor du sidder nu. Han drak min kaffe, spiste mit brød, klappede din far på skulderen og sagde: ’Emiliano, vi er som brødre. Mit selskab låner dig pengene. Det med skødet er bare en formalitet for min bestyrelse. Når du har betalt, river vi papiret over.’”
”Husker du, da far betalte den sidste rate i 2006?” spurgte Mateo intenst. ”Gav Victor ham noget papir? En kvittering? Hvor opbevarede far sine regnskaber fra dengang?”
Guadalupe rynkede panden i dyb koncentration. ”Da din far blev syg i 2013, kom Victor forbi og tilbød at rydde op i alle de gamle regnskabskasser i garagen, så vi ikke skulle bekymre os om skattevæsenet. Han tog syv flyttekasser med sig.”
Mateo bandede lavmælt og kørte en hånd gennem håret. Selvfølgelig havde Victor gjort det. Manden havde systematisk fjernet ethvert spor af sin egen svindel, mens Emiliano lå på sit dødsleje. ”Tog han det hele, mor? Er der slet ikke noget tilbage fra 2006?”
Guadalupe sad stille et øjeblik. Hun kiggede ud i haven, hen mod det store værksted i bunden af grunden, hvor Emiliano havde haft sit snedkeri i sin fritid.
”Victor tog alle de officielle ringbind fra kontoret,” sagde Guadalupe langsomt. ”Fordi Victor troede, at din far kun var en simpel vognmand, der gemte sine papirer i plastiklommer.” Et lille, næsten umærkeligt smil viste sig i hendes mundvig. ”Men din far stolede aldrig helt på nogen, der gik i jakkesæt på en tirsdag. Heller ikke Victor.”
Hun rejste sig op. ”Kom med mig, Mateo.”
De gik ned gennem haven, hvor modne citroner hang tungt på grenene. Guadalupe fandt en gammel, rusten nøgle i lommen på sit forklæde og låste hængelåsen op til værkstedet. Døren knirkede højt, da hun skubbede den op. Indenfor stod alt, præcis som da Emiliano levede. Høvlbænken i massivt egetræ stod midt i rummet, dækket af et tyndt lag støv, og værktøjet hang i sirlig orden på væggen.






