Klokken 02.00 om natten sad Mateo i skjorteærmer på gulvet midt på sit kontor med regneark spredt ud i en halvcirkel omkring sig, mens Patricia stod ved whiteboardet med en rød tusch og tegnede forbindelseslinjer mellem fire forskellige transportfirmaer i Syden.
For første gang i årevis følte Mateo ikke, at arbejdet var en byrde. Med Valeria havde alt handlet om facade – hvilke restauranter de skulle ses på, hvilke ure han skulle bære, og hvordan de skulle præsentere sig selv for pressen. Hun havde aldrig stillet et eneste spørgsmål om, hvordan Solís Gruppe rent faktisk fungerede, bortset fra hvor stort udbyttet var ved årets udgang.
Patricia var det stik modsatte. Hun var skarp, humoristisk midt i trætheden og fuldstændig kompromisløs. Da klokken slog 03.30, stoppede hun pludselig op foran whiteboardet og stirrede på et firmanavn i hjørnet.
”Mateo,” sagde hun stille. ”Hvem ejer TransLogística Sur, som står for jeres køletransport af medicin og fødevarer fra havnen?”
Mateo gned sine trætte øjne og kiggede i kontrakten. ”Det gør en mand ved navn Carlos Méndez. En af vores ældste samarbejdspartnere. Hvorfor?”
”Fordi kontonummeret til deres bonusudbetalinger for overholdte leveringstider blev ændret for fire måneder siden,” sagde Patricia og pegede på en fodnote i bilaget, som hun netop havde krydstjekket med de papirer, hun havde taget med fra festbudgettet. ”Det er nøjagtig den samme mellembank i Panama, som Victor brugte til at omdirigere refusionerne fra din forlovelsesfest. Victor har ikke stjålet fra Carlos Méndez – han har opkrævet et ulovligt ’konsulentgebyr’ på 8 procent af alle TransLogísticas fakturaer til dig, mod at love Carlos, at du ikke ville opsige kontrakten.”
Mateo rejste sig op og gik hen til tavlen. ”Returfakturering. Victor har presset vores egne trofaste leverandører for penge i mit navn.”
”Og ikke kun Carlos,” sagde Patricia og vendte sig mod ham med lysende øjne. ”Se på mønstret her. Alle de fem store kunder og leverandører, der har truet med at trække sig i morgen på grund af skandalen, har én ting til fælles: Deres konti blev håndteret af Victors kontor. De trækker sig ikke, fordi de er bange for, at du er korrupt, Mateo. De er bange, fordi Victor har bildt dem ind, at du krævede de ekstra gebyrer under bordet, og nu frygter de at blive trukket med ind i politiets efterforskning!”
Mateo stirrede på tavlen, og derefter på kvinden foran sig. Det var brikken, der manglede. Det var ikke en defensiv krise; det var en mulighed for at rense luften fuldstændigt og binde leverandørerne og kunderne endnu tættere til virksomheden.
”Patricia,” sagde Mateo med dyb beundring i stemmen, ”du er et geni.”
Patricia smilede træt og strøg en hårlok væk fra panden, hvilket efterlod en lille rød tuschplet ved hendes tinding. ”Jeg kan bare godt lide puslespil, hvor brikkerne forsøger at gemme sig.”
Mateo gik ubevidst et skridt tættere på hende, tog sin lommeklud op af bukselommen og tørrede forsigtigt den røde streg væk fra hendes tinding. Hans fingre strejfede hendes kind, og i et par sekunder stod de helt stille i det dæmpede lys, mens regnen stilnede af udenfor. Patricia så op på ham, og der var ingen forstillelse, ingen skjulte dagsordener i hendes mørke øjne – kun en rolig, ærlig varme, der fik Mateos hjerte til at slå et slag over.
Hun trådte et lille skridt tilbage, men hendes smil blev hængende. ”Klokken er næsten fire, Mateo. Hvis du skal overbevise bestyrelsen og kunderne kl. 14.00, skal vi have indkaldt Carlos Méndez til et formøde kl. 10.00.”
Fredagens møde i Solís Gruppes store auditorium blev ikke den ydmygelse, som erhvervspressen havde spået. Det blev en triumf.
Da de fem store internationale kunder og repræsentanterne for leverandørerne ankom kl. 14.00, blev de ikke mødt af forsvarsadvokater med uklare bortforklaringer.
De blev mødt af Mateo, der flankeret af Patricia og Carlos Méndez fremlagde hele sandheden på storskærm. Mateo viste dem præcis, hvordan Victor Morales havde udnyttet sin position som mellemmand til at opkræve ulovlige kommissioner uden Mateos viden. Og derefter annoncerede Mateo, at Solís Gruppe med øjeblikkelig virkning ville tilbagebetale hver eneste krone, som leverandørerne var blevet afpresset af Victor, direkte af de beslaglagte midler fra Victors konti, som retten netop havde frigivet til selskabet – og at alle fremtidige kontrakter ville blive sænket med 5 procent som et tegn på god vilje og gennemsigtighed under ledelse af virksomhedens nye direktør for Etik og Revision, Patricia Vega.
Da mødet sluttede kl. 16.30, havde samtlige fem internationale koncerner ikke blot trukket deres trusler tilbage; to af dem havde forlænget deres kontrakter med yderligere fem år på stedet.
Da de sidste gæster forlod auditoriet, stod Mateo alene tilbage ved de store vinduer og så ud over byen, hvor solen endelig brød gennem skyerne og kastede et gyldent skær over våde tage.
Patricia kom hen til ham med to glas danskvand i hænderne og rakte ham det ene.






