Mateo greb sin telefon og ringede direkte til sin chefjurist, Henrik.

”Henrik, kom ind på mit kontor. Nu. Og tag adgangskoderne til tinglysningsregistret med.”

To minutter senere sad Henrik på den anden side af skrivebordet med sin bærbare computer åben. Han var en mand i halvtredserne med skarpe øjne bag runde briller, og han havde kendt Mateo, siden virksomheden blot var et mellemstort logistikfirma. Henrik læste Victors seddel, rettede på sine briller og begyndte at taste hurtigt.

Der gik tre minutter i total stilhed, kun afbrudt af lyden af Henriks fingre mod tastaturet og den svage summen fra ventilationsanlægget. Så stoppede Henrik. Hans ansigt mistede farven.

”Hvad er der?” spurgte Mateo. Hans stemme var lav og farligt rolig.

”Mateo… skødet på din mors hus i San Lucas står ikke i hendes navn,” sagde Henrik langsomt. ”Og det stod heller ikke i din fars navn, da han døde for tolv år siden.”

Mateo lænede sig frem. ”Hvad taler du om? Min far købte den grund i 1994. Jeg har set de originale papirer.”

”Ja, han købte den i 1994,” bekræftede Henrik og drejede skærmen mod Mateo. ”Men i efteråret 2002 – under den store transportstrejke, hvor din fars lille vognmandsforretning var tæt på at gå konkurs – optog han et nødlån for at redde virksomheden. Lånet blev givet af et privat holdingselskab ved navn Inversiones del Norte.”

”Victors første selskab,” hviskede Mateo.

”Præcis,” nikkede Henrik dystert. ”Victor var din fars revisor og rådgiver dengang. I stedet for et almindeligt banklån overbeviste han tilsyneladende din far om at lave en sale-and-leaseback-aftale som sikkerhed. Din far overførte skødet til Inversiones del Norte mod en klausul om, at ejendommen automatisk ville falde tilbage til din far, når lånet plus renter var fuldt tilbagebetalt.”

”Og min far betalte det tilbage!” udbrød Mateo og rejste sig op. ”Jeg husker det tydeligt! I 2006 holdt vi en middag derhjemme, fordi han sagde, at vi endelig var gældfri. Han gav min mor en ny medaljon den aften.”

”Han har uden tvivl betalt pengene,” sagde Henrik og pegede på en række scannede dokumenter i det digitale arkiv. ”Men se her. Tilbagekøbsklausulen krævede, at en endelig kvittering for gældsafvikling blev tinglyst af begge parter inden for halvfems dage efter sidste betaling. Den kvittering blev aldrig indsendt til retten. Victor har sandsynligvis taget imod din fars sidste rater i kontanter eller via en særskilt konto, givet din far et værdiløst stykke papir med et stempel på, og derefter ladet fristen udløbe.”

Mateo følte det, som om gulvet gyngede under ham. ”Så juridisk set…”

”Juridisk set ejer Victors holdingselskab huset i San Lucas,” sagde Henrik stille. ”Din mor har boet der på det, som loven teknisk set betragter som en mundtlig, uopsagt lejeaftale på ejerens nåde. Og i morges kl. 08.00 – femogfyrre minutter efter du modtog den kuvert – har Inversiones del Norte indgivet en begæring til fogedretten om øjeblikkelig udsættelse på grund af tyve års manglende husleje, samt en tilladelse til nedrivning, fordi grunden er blevet solgt videre til et entreprenørselskab.”

Mateo stirrede på skærmen. Billedet af sin mor i den gennemblødte lilla kjole i springvandet dukkede op for hans indre blik. Dengang havde han troet, at ydmygelsen ved festen og forsøget på at svindle hans virksomhed var et desperat træk fra en grådig svigerfar og en forkælet forlovede.

Nu indså han sandheden. Det stank langt dybere. Victor havde været en parasit på Solís-familien i over to årtier. Han havde udnyttet Emilianos tillid, mens manden levede, og nu brugte han de gamle fælder som et skjold for at slippe for fængsel.

”Kan vi blokere fogedbegæringen?” spurgte Mateo.

”Jeg kan indgive en indsigelse om svig i dag,” sagde Henrik, men hans tonefald manglede overbevisning. ”Men Mateo, din far er død. Kvitteringerne fra 2002 til 2006 eksisterer ikke i vores nuværende digitale systemer, for din fars gamle enkeltmandsvirksomhed blev lukket, da du stiftede det nye selskab. På papiret har Victor et gyldigt, tinglyst skøde, der har stået uanfægtet i toogtyve år. Forældelsesfristen for almindelige formueretlige krav er for længst overskredet. Hvis vi ikke kan finde et fysisk bevis på, at din far betalte det lån ud, OG at Victor bevidst tilbageholdt tinglysningen, vil retten give Victor medhold. De kan sætte din mor på gaden om fjorten dage.”

Mateo lukkede øjnene et sekund. Da han åbnede dem igen, var der ingen frygt i dem. Kun en kold, knivskarp beslutsomhed.

Den gamle Mateo – den Mateo, der havde tiet stille, mens Valeria skubbede hans mor om bagved på familiebillederne – ville have forsøgt at forhandle. Han ville have spurgt Henrik, hvor mange millioner Victor skulle have for at sælge skødet tilbage og forsvinde ud af deres liv.

Men den Mateo eksisterede ikke længere. Han var druknet i det springvand samme aften, som han løftede sin rystende mor op fra vandet.