”Fordi Henrik har truet med at sige op, hvis jeg indgår denne aftale,” svarede Mateo bittert. ”Han ved, at jeg begår mened over for anklagemyndigheden ved at påstå, at jeg gav jer lov til at forfalske underskrifterne. Han vil ikke være i rummet, når det sker. Hvis du tager dine advokater med, gennemgår de hvert et komma i tre timer. Jeg vil bare have det overstået, have skødet til min mors hus og aldrig se jer to igen.”

Det lød så ægte, så såret og så typisk for en mand, der bare ønskede at købe sig til fred, at Victor ikke engang blinkede.

”I morgen kl. 19.00 på dit kontor,” sagde Victor. ”Sørg for, at notaren er klar.”

Forbindelsen blev afbrudt.

Inde på sit kontor i Solís Gruppe lagde Mateo telefonen ned på bordet. Han var ikke alene i rummet.

På den anden side af skrivebordet sad Henrik – som langtfra havde sagt op – sammen med førstestatsanklager Elena Vargas og to kriminalbetjente fra afdelingen for økonomisk kriminalitet. Midt på skrivebordet lå den gamle metaldåse med danske smørkager, den sorte læderbog fra 2006 og en optager, der netop havde registreret hvert eneste ord af samtalen med Victor.

Elena Vargas, en skarp kvinde i fyrrerne med et blik som stål, slukkede for optageren og så op på Mateo.

”Afpresning, forsøg på at fremtvinge falsk forklaring for offentlig myndighed, og nu har vi – takket være din fars optegnelser – bevis for kvalificeret bedrageri og dokumentfalsk vedrørende ejendommen i San Lucas tilbage fra 2006,” sagde hun. ”Men Mateo, hvorfor inviterede du dem herop i morgen aften, når vi allerede har nok på båndet og i din fars papirer til at få deres kaution inddraget i morgen tidlig?”

Mateo så ud ad vinduet mod byen.

”Fordi hvis I anholder dem i morgen tidlig, vil Victors forsvarsadvokater hævde, at Victor blot forhandlede et civilt forlig i god tro om en gammel ejendomstvist, og at opkaldet blev taget ud af kontekst,” sagde Mateo roligt. ”Og Valeria vil spille offeret i retten. Hun vil græde foran nævningene og sige, at hendes far tvang hende til det hele, og at hun intet vidste om hverken selskaberne eller huset i San Lucas.”

Elena Vargas rynkede panden. ”Det er faktisk præcis den strategi, hendes forsvarer har antydet over for mig i morges. At Valeria var uvidende og handlet under sin fars dominans.”

”Jeg kender Valeria,” sagde Mateo. ”Hun gør intet uden at sikre sin egen del af byttet. Hvis de kommer herop i morgen uden deres advokater, fordi de tror, de har vundet, og at jeg er knækket… så vil de ikke bare medbringe skødet. De vil fremsætte et sidste krav. Og når de gør det, vil jeg have, at både dine mikrofoner og min mor er i bygningen.”

Onsdag aften kl. 18.55 var den tyvende etage i Solís Gruppes hovedkvarter badet i det dæmpede, gyldne lys fra skrivebordslamperne. Udenfor piskede en kold efterårsregn mod de høje glasfacader.

Elevatoren i forhallen gav et diskret pling, og dørene gled til side. Victor og Valeria trådte ud. Victor bar en mørk uldfrakke og en dokumentmappe i krokodilleskind. Valeria var klædt i et skræddersyet, hvidt jakkesæt og gik med løftet hoved, som om hun allerede ejede stedet. Der var ingen receptionister, ingen sikkerhedsvagter i syne – præcis som aftalt.

De gik direkte gennem det åbne kontorlandskab hen mod de store dobbeltdøre i glas, der førte ind til det store bestyrelseslokale.

Indenfor sad Mateo for enden af det lange konferencebord. Ved siden af ham sad en ældre mand i et gråt jakkesæt med et notarsegl og to bunker dokumenter foran sig.

”Præcis til tiden,” sagde Victor og knappede sin frakke op, mens han lagde mappen på bordet. Han så sig omkring i det tomme, lydisolerede lokale. ”Godt. Ingen cirkusforestilling.”

Valeria satte sig i stolen nærmest Mateo. Hun krydsede benene og betragtede sin tidligere forlovede med et blik, der var en blanding af triumf og foragt. Mateo havde mørke rande under øjnene, hans slips var løsnet, og hans skuldre hang en smule. For Valeria lignede han en mand, der ikke havde sovet i to døgn.

”Du ser forfærdelig ud, skat,” sagde Valeria med en falsk, sukkersød medfølelse. ”Det her havde slet ikke været nødvendigt, hvis du bare havde lyttet til mig ved festen i stedet for at lave en scene over en smule vand. Din mor har altid vidst, hvordan hun skulle spille svag for at manipulere dig.”

Mateo løftede blikket og så på hende. For blot tre uger siden ville han have forsøgt at dæmpe gemytterne. Nu så han blot på hende med en fuldstændig tomhed, der fik Valeria til ubevidst at stramme kæben.

”Lad os se skødet, Victor,” sagde Mateo.

Victor åbnede sin mappe og lagde et tinglyst overdragelsesdokument samt en underskrevet tilbagekaldelse af fogedbegæringen på bordet. Notaren tog papirerne, kontrollerede stemplerne og nikkede bekræftende til Mateo.