”Du fandt den aldrig, vel, Victor?” sagde Guadalupe. Hendes stemme var ikke høj, men den skar gennem rummet med en autoritet, der fik selv betjentene til at tie stille. Hun trådte helt hen til Victor, så hun stod ansigt til ansigt med manden, der havde bedraget hendes familie i en menneskealder.
”Du troede, at fordi Emiliano havde snavs under neglene og arbejdede med sine hænder, så var han dum,” sagde Guadalupe stille. ”Du kom ind i mit hjem, drak min kaffe og lod som om, du var hans ven, mens du stjal fra os. Og den 15. marts 2013, da min mand fortalte dig, at han havde gennemskuet dit tyveri af vores hus… så stod du og så på, at han døde på mit gulv, uden at give ham den medicin, der lå på sofabordet.”
Victor stirrede på hende med opspilede øjne. ”Det… det kan du aldrig bevise! Han fik et hjerteanfald! Jeg ringede efter ambulancen!”
”Du ringede først sytten minutter efter, at din bil blev registreret på nabovirksomhedens overvågningskamera i indkørslen,” brød Elena Vargas ind, og hendes stemme var hård som is. ”Og nu hvor vi har Emilianos håndskrevne notat fra dagen før hans død, hvori han skriver, at han ville melde dig til politiet, har statsanklagerens kontor i eftermiddags officielt genåbnet sagen om Emiliano Solís’ dødsfald under mistanke om uagtsomt manddrab eller kvalificeret hjælpemangel i forbindelse med dækning af økonomisk kriminalitet. Og det pilleglas, Victor, som politiet tog med som rutine i 2013, fordi det lå tre meter væk fra liget under sofaen? Det ligger stadig i politiets bevisarkiv. I morgen tidlig bliver det undersøgt med moderne DNA-teknologi for at se, hvem der har tørret det af for fingeraftryk.”
Victors knæ gav næsten efter under ham. Al hans arrogance, al hans selvsikkerhed smuldrede bort på få sekunder. Han så ud som den gamle, slagne svindler, han i virkeligheden var.
Valeria begyndte at ryste voldsomt, da to betjente trådte frem med håndjern. Da det kolde metal klikkede om hendes håndled, så hun vildt over på Mateo.
”Mateo!” hulkede hun, mens tårerne nu strømmede ned over hendes kinder – ikke de beregnede tårer fra festen, men ægte, rå rædsel. ”Mateo, vær sød! Jeg gjorde det kun, fordi min far pressede mig! Han skyldte penge til farlige mennesker! Du elskede mig! Du ville gifte dig med mig for to uger siden! Du kan ikke lade dem sætte mig i fængsel!”
Mateo stod ved siden af sin mor. Han havde lagt sin ene arm beskyttende om Guadalupes skuldre, præcis som han havde gjort, da han løftede hende op af springvandet.
Han så på Valeria uden had, men også uden et gran af medlidenhed.
”Jeg elskede en person, der ikke eksisterede, Valeria,” sagde Mateo roligt. ”Og som du selv sagde for fem minutter siden: Det her havde slet ikke været nødvendigt, hvis ikke det var for en smule vand. Men det vand vaskede mine øjne rene.”
Han nikkede til betjentene. ”Før dem ud af min bygning.”
Mens Victor og en grædende, sammenbrudt Valeria blev ført ud mod elevatorerne i håndjern, tog Henrik det originale overdragelsesdokument for huset i San Lucas op fra bordet.
”I betragtning af at Victor medbragte den underskrevne tilbagekaldelse af fogedbegæringen, og at vi har din fars originale tinglysningskvittering fra 2006,” sagde Henrik med et varmt smil til Guadalupe, ”har dommeren allerede tilkendegivet, at skødet på matrikel 409-B vil blive endeligt og uigenkaldeligt registreret i dit navn i morgen kl. 09.00, fru Solís. Ingen kommer nogensinde til at røre dit hus.”
Guadalupe lukkede øjnene og drog et dybt, skælvende åndedrag. Da hun åbnede dem igen, så hun op på Mateo.
”Lad os tage hjem, min søn,” hviskede hun.
Men historien om Solís Gruppe og efterdønningerne af skandalen sluttede ikke i det bestyrelseslokale. For når en rådden mur rives ned, opdager man ofte, hvad der har gemt sig i fundamentet – men også hvem der har stået klar til at hjælpe med at bygge op igen.
To dage efter anholdelsen af Victor og Valeria eksploderede nyheden i erhvervspressen. ”Milliardær-arving afværger fjendtlig overtagelse fra tidligere forlovede og svigerfar – dramatiske anholdelser på hovedkontoret.”
På børserne og blandt Solís Gruppes største samarbejdspartnere skabte nyheden dog øjeblikkelig uro. Rygter begyndte at svirre: Hvor dybt havde Victor Morales haft fingrene nede i virksomhedens kasse? Var Solís Gruppe likvid, eller var der skjulte huller i regnskaberne? Tre af virksomhedens største internationale transportkunder satte deres kommende kontrakter i bero og krævede en fuldstændig redegørelse på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde om fredagen.
Torsdag morgen sad Mateo på sit kontor, omgivet af regnskabsmapper, da hans sekretær bankede på døren.
”Mateo, Patricia Vega er her. Arrangøren fra forlovelsesfesten. Hun siger, at du bad hende om at komme?”
Mateo rejste sig straks og gik hen mod døren. ”Luk hende ind.”






