Han sad med benene over kors i en læderlænestol, røg på en tyk cigar og kiggede på sit guldur. Valeria gik hvileløst frem og tilbage foran vinduet. Hun bar mørke solbriller indendørs for at skjule sine hævede øjne; siden videoen fra forlovelsesfesten var lækket blandt de to hundrede gæster, var hun blevet udstødt af samtlige sociale cirkler i byen. Hendes veninder svarede ikke på hendes opkald, og bestyrelsen i den velgørenhedsorganisation, hun brugte som sit personlige statussymbol, havde bedt hende om at træde tilbage.
”Han ringer ikke, far,” sagde Valeria skarpt og stoppede op. ”Hvad hvis han er ligeglad med det gamle skur i San Lucas? Han er milliardær! Han kan bare købe et slot til den gamle kone i morgen!”
”Du kender slet ikke den familie, vel?” svarede Victor roligt og pustede en sky af blå røg ud i lokalet. ”Det var din største fejl ved festen, Valeria. Du troede, at du kunne vinde ved at ydmyge hende åbent. Mænd som Emiliano og Mateo Solís styres af skyldfølelse og stolthed. Mateo ved, at han svigtede sin mor i månedsvis på grund af dig. Hans dårlige samvittighed æder ham op indefra lige nu. Tanken om, at bulldozere skal jævne hans fars hus med jorden, mens hans mor ser på, vil få ham til at gå på knæ. Han ringer inden fredag.”
Netop i det øjeblik ringede Victors telefon på glasbordet.
Displayet viste: Mateo Solís.
Victor så triumferende op på sin datter, tog et sidste sug af cigaren og trykkede på højttalerknappen, før han lagde telefonen tilbage på bordet.
”Mateo,” sagde Victor med en varm, næsten faderlig stemme. ”Jeg vidste, at du var en fornuftig ung mand, når først følelserne havde lagt sig. Har du talt med dine advokater?”
Der var stille i den anden ende i tre sekunder. Da Mateo talte, lød han ikke vred. Han lød træt. Og besejret.
”Henrik har gennemgået tinglysningen,” sagde Mateo gennem højttaleren. ”Han siger, at vi ikke kan stoppe fogedretten i tide uden de originale kvitteringer fra 2006. Og vi kan ikke finde dem.”
Valeria udstødte et lettelsens suk og lagde en hånd på sit bryst, mens et koldt, hoverende smil bredte sig på hendes læber.
”Det gør mig ondt at høre, Mateo,” sagde Victor glat. ”Men som jeg skrev til dig, behøver det slet ikke at komme så vidt. Vi har jo næsten været familie. Alt, hvad vi beder om, er en skriftlig erklæring til statsanklageren om, at de finansielle overførsler i din virksomhed beroede på en intern kommunikationsfejl mellem dig og mit konsulentfirma, og at du frafalder alle civile søgsmål og strafferetlige klager. Så snart anklageren bekræfter, at sagen er henlagt, underskriver jeg skødet på huset i San Lucas over til din mor for én symbolsk krone.”
”Det er ikke nok for statsanklageren, at jeg bare sender et brev,” sagde Mateo langsomt. ”De har allerede de grafologiske rapporter om de forfalskede underskrifter. Min advokat siger, at den eneste måde at få anklagemyndigheden til at droppe en sag om dokumentfalsk på dette stadie er, hvis jeg personligt møder op med dig og dine advokater og underskriver en tilbagewirkende fuldmagt. Et dokument, der bekræfter, at jeg på forhånd havde givet dig og Valeria mundtlig tilladelse til at underskrive i mit og min mors navn under forberedelserne til brylluppet.”
Victor og Valeria udvekslede et hurtigt, grådigt blik. En tilbagevirkende fuldmagt ville ikke blot redde dem fra fængsel; hvis den blev formuleret rigtigt, ville den teknisk set gøre de første overførsler på tretten millioner kroner lovlige, og Mateo ville aldrig kunne kræve pengene tilbage.
”Din advokat er en klog mand,” sagde Victor og lænede sig frem mod telefonen. ”En tilbagevirkende fuldmagt løser alles problemer.”
”Men jeg stoler ikke på dig, Victor,” sagde Mateo, og for første gang kom der en smule skarphed i hans stemme. ”Hvis jeg underskriver den fuldmagt, hvad forhindrer dig så i at beholde skødet på min mors hus alligevel – eller hævde, at grunden allerede er solgt til et entreprenørselskab?”
”Jeg tager direktøren for entreprenørselskabet – eller rettere sagt, alle overdragelsespapirerne fra Inversiones del Norte – med til mødet,” sagde Victor hurtigt. ”Vi gør det samtidig. Bord til bord. Du underskriver den tilbagevirkende fuldmagt foran en notar, og i samme sekund underskriver jeg den ubetingede overdragelse af matrikel 409-B til Guadalupe Solís og tilbagekalder fogedbegæringen.”
”Ingen advokater fra nogen af siderne,” sagde Mateo. ”Kun dig, Valeria, mig og en uafhængig notar. Og vi gør det på mit kontor i morgen aften kl. 19.00, efter personalet er gået hjem. Jeg vil ikke have, at pressen eller mine medarbejdere ser dig i bygningen.”
Victor tøvede et halvt sekund. ”Hvorfor ingen advokater?”






