“Ved gitteret?” spurgte Pedro skeptisk. “Tico kan jo stikke hovedet gennem maskerne i sikkerhedsnettet, men Sombra vil da knuse flasken eller flå dine fingre, hvis du stikker dem ind til dem.”

“Ikke hvis hun får sin egen opgave på samme tid,” sagde Mara. “Og ikke hvis det er mig, der sidder der.”

Dr. Lea ville protestere. Som leder af centret og ansvarlig for sikkerheden burde hun blankt afvise ethvert eksperiment, der involverede nærkontakt med et voksent rovdyr, selv med et stålhegn imellem. Men da hun så på tallene på sin tablet – og så ned på Tico, der nu stod nede ved det sydlige hegn og kaldte med sin spæde, hæse stemme op mod udkigstårnet, fordi han kunne lugte Mara i morgenvinden – vidste hun, at de ikke havde andre muligheder, hvis drømmen om at genudsætte mor og unge sammen i naturen skulle reddes. En unge, der bliver taget fra sin mor igen nu og flasket op af mennesker til han er et halvt år, lærer aldrig at jage. Han vil forblive i et bur resten af sit liv. Men en unge, der vokser op ved sin mors side, mens mennesket blot agerer en midlertidig “mælkeautomat” gennem et hegn, kan blive vild igen.

“Kun gennem dobbelt-sikkerhedsslusen ved nordøsthjørnet,” sagde Lea til sidst og pegede en advarende finger mod Mara. “Der, hvor stålgitrene har de smalle fem-centimeters mellemrum forneden og foderrøret foroven. Og Pedro står bag dig med CO2-riflen og en brandslukker med kulsyresne, hver eneste gang. Ved det mindste udfald fra Sombra mod gitteret, afbryder vi øjeblikkeligt og går tilbage til standardprotokollen. Er vi enige?”

Mara nikkede blot og gik allerede hen mod stigen for at hente mælkeflasken i opvarmningsbadet.

En halv time senere begyndte det, som personalet på centret senere skulle døbe “Morgenritualet i Sektor B”.

Det nordøstlige hjørne af Sombras anlæg var bygget op omkring en betonplatform med et kraftigt, svejset stålgitter, der adskilte dyrene fra en lille, overdækket arbejdsgang for dyrepasserne. Gitteret var konstrueret sådan, at man kunne skubbe en flad foderbakke med kød ind gennem en lav åbning ved gulvet i den ene side, mens der tre meter længere henne var et lille felt med gitterstænger, som sad med akkurat så meget afstand, at en mælkeflaske med en lang gummisut kunne stikkes fem centimeter ind i anlægget, uden at dyrepasserens hånd kom inden for rækkevidde af en pote.

Mara gik alene ind i arbejdsgangen, mens Pedro og Lea blev stående fem meter tilbage i skyggen for ikke at forstyrre den skrøbelige dynamik med fremmede lugte og bevægelser.

Mara bar de nøjagtigt samme kakibukser og den samme slidte, grønne skjorte som aftenen før – hun havde endda nægtet at vaske dem, så hendes lugt var fuldstændig identisk med den fra træplatformen, inklusive de indtørrede pletter af mælk.

Hun satte sig på en lav træskammel tæt ved stålgitrene og begyndte at frembringe sin dybe, velkendte brummen.

Der gik ikke engang ti sekunder, før buskadset på den anden side af gitteret bevægede sig.

Først kom Tico. Den lille pelsbold tumlede ud af de høje bregner i et klodset galop, så snart han hørte lyden af Maras stemme og rasleriet fra den velkendte plastikflaske. Han løb direkte hen mod gitteret, men halvtreds centimeter fra stålet blev han bremset brat.

En tung, plettet forpote lagde sig hen over hans bryst og stoppede ham.

Sombra trådte frem fra skyggen bag ham. I det klare dagslys så hun endnu mere mægtig ud end i skumringen. Hendes pels skinnede som nypudset kobber i morgensolen, og muskulaturen over hendes bryst og nakke bølgede, mens hun målte stålgitrene, betonvæggen og kvinden på skamlen med sine gule øjne. De to skikkelser længere nede i gangen – Pedro og Lea – fik hendes læber til at trække sig en anelse op i et lydløst snerren.

“Rolig, pige,” brummede Mara og klappede langsomt med flad hånd på stålskinnen ved foderbakken til venstre. “Dit ligger her. Og hans er herovre.”

Mara trak i håndtaget til foderlugens sluse og skubbede en bakke med to kilo frisk oksehjerte og lever – tilsat den daglige dosis smertestillende til hendes ben – ind på den ene side af betonplatformen.

Men Sombra gik ikke hen til kødet med det samme.

Hun stod stille midt på betonen med poten foran Tico og kiggede skiftevis på kødbakken til venstre og på Maras hånd med den hvide mælkeflaske til højre. Hendes mistænksomhed over for stålgitre var dybt rodfæstet; det var bag sådanne gitre, mennesker med hvide kitler og pusterør havde lukket hende inde og skilt hende fra Tico tre måneder tidligere. Hun frygtede en fælde – en faldlåge, der kunne gå ned og skille hende og ungen ad på ny.

Tico peb højlydt og forsøgte at vride sig fri under hendes pote for at komme hen til flasken, som Mara nu holdt helt hen til gitrene, så en enkelt dråbe varm mælk perlede frem på spidsen af den brune gummisut. Duften af den søde, lune mælk svævede ind gennem tremmerne.