Mara så den røde CO2-brandslukker, som Dr. Lea havde insisteret på skulle hænge på væggen i arbejdsgangen siden den første morgenfodring.
Hun smed lommelygten på jorden, så dens lyskegle fortsat lå hen over græsset mod mændene, greb den tunge røde stålbeholder ned fra beslaget og løb – trods sit stive ben og sine halvfjerds år – direkte ud af arbejdsgangen og hen langs ydersiden af hegnet mod de to mænd.
Carlos så skyggen af den lille kvinde komme løbende gennem regnen og begyndte at hæve riflen mod hende, men i samme sekund lød det fjerne brøl af en firehjulstrækker-motor nede på bakken, og to kraftige projektører fra centrets jeep skar op gennem skoven bag Mara, ledsaget af det hylende horn, som Pedro holdt i bund.
Carlos frøs et halvt sekund, splittet mellem den skrigende Zé i hegnet, kvinden foran ham og jeepen, der nærmede sig med fuld fart.
Det halve sekund var alt, hvad Mara behøvede.
Hun nåede frem på tre meters afstand af Carlos, rev splitten ud af brandslukkeren, rettede det brede plastikhorn direkte mod krybskyttens ansigt og riffel og trykkede håndtaget i bund.
SHHHHHHHHHH!
En massiv, hvid sky af iskold kulsyresne på minus 78 grader eksploderede ud af hornet med et øredøvende hvæs. Skyen ramte Carlos lige i brystet og ansigtet. Manden tabte vejret i kuldechokket, snublede baglæns med hænderne for sine forfrosne øjne og tabte riflen i mudderet.
Uden at slippe håndtaget drejede Mara strålen af hvid, brølende kulsyresne ned mod hegnet, lige mellem Zés ben og Sombras hoved.
Ingen kat på jorden kan modstå det pludselige, eksplosive hvæs og den bidende, kvælende kulde fra en CO2-slukker på en meters afstand. Det gør ingen varig skade på dyret, men det virker som det ultimative chokvåben.
Så snart den hvide sky af kulsyresne omsluttede Sombras snude med en lyd som tusind hvæsende slanger, slap hun øjeblikkeligt taget i krybskyttens støvle og sprang tre meter tilbage ind i anlæggets mørke, mens hun rystede hovedet og fnyste voldsomt for at få den kolde gas ud af næseborene.
Zé lå tilbage i mudderet under hegnet, hulkende og blødende kraftigt fra dybe flænger i læggen og låret, mens hans makker Carlos lå på knæ ved siden af ham, hostende og blændet i den hvide tåge.
To sekunder senere bremsede centrets jeep hårdt op i mudderet lige bag dem, så blik og mudder sprøjtede til alle sider. Pedro og den unge nattevagt sprang ud af vognen med skarpladte haglgeværer til vagtbrug og tvang øjeblikkeligt Carlos fladt ned i mudderet med hænderne på ryggen, mens Dr. Lea løb frem med førstehjælpstasken – først mod Mara.
“Jeg fejler ikke noget!” råbte Mara gennem regnen, mens hun stod og støttede sig til den nu tomme brandslukker, drivvåd fra top til tå, med det lange grå hår klistret til kinderne. Hun pegede på de to mænd i mudderet og derefter ind i mørket. “Sørg for, at det svin der ikke forbløder på vores jord, før politiet henter ham – og hjælp så Pedro med at lukke det hul i hegnet med det samme, før Tico kommer frem og ser, hvad det er!”
Inde i mørket bag hegnet, skjult under de tunge bregner på den anden side af bækken, lød et lavt, kaldende “prr-uh” fra Sombra, efterfulgt af Ticos hurtige, plaskende skridt, da ungen kom frem fra sit skjul bag klippen og sluttede sig til sin mor i sikkerhed.
De var uskadte. Begge to.
Efterspillet efter stormnatten blev kort, men intenst.
Miljøpolitiet (Polícia Militar Ambiental) nåede frem en time senere, da regnen var stilnet af til et jævnt drypperi. Da betjentene gennemsøgte krybskytternes pickup-truck ude på tømmervejen, fandt de ikke kun et transportbur i passende størrelse til Tico samt bedøvelsesmidler og våben; i vognens lad lå også en rulle af præcis den type snoet, ulovlig ståltrådssnare med hjemmelavede låseled, som Sombra var blevet fanget i fem måneder tidligere.
Det var de samme mænd. De havde sporet hende og hendes unge dengang i skoven, og da redningscentret havde taget byttet lige for næsen af dem, havde de ventet tålmodigt på deres chance til at fuldføre arbejdet, før dyrene blev flyttet. Nu sad de begge i håndjern – den ene på vej til fængslet i Corumbá, den anden under politibevogtning på hospitalet med syvogtyve sting i benet og en livslang rædsel for plettede katte.
Men for Sombra og Tico havde nattens angreb haft en uventet, næsten mirakuløs bivirkning.
Dr. Lea havde før uvejret været en smule bekymret for, om Tico – efter fem måneder i nærheden af mennesker – var blevet for tillidsfuld over for tobenede væsener, hvilket kunne blive hans død, hvis han en dag i friheden mødte en jæger eller en fisker ved floden.
Den bekymring var nu blæst fuldstændig væk.






