I den femte uge efter genforeningen blev middagsflasken sløjfet og erstattet af helt frisk bytte med pels, fjer og knogler, som Tico skulle kæmpe med sin mor om at flå fra hinanden for at opbygge sine kæbemuskler. I den syvende uge fik han kun en halv flaske om morgenen, og i slutningen af den ottende uge – da Tico nu var over fem måneder gammel, vejede næsten femogtyve kilo og havde fået sit permanente tandsæt af sylskarpe rovdyrtænder – kom den morgen, hvor Mara gik ned til gitteret uden plastikflasken.
Tico løb som sædvanlig hen til sit faste sted ved stængerne og kiggede spørgende på Maras tomme hænder. Han udstødte sit dybe, lidt rustne unge-grynt og skrabede med poten mod betonen.
Mara satte sig på skamlen og lagde blot sin hånd fladt på ydersiden af gitteret, lige ud for Ticos snude.
“Ikke mere børnemad til dig, min lille prins,” sagde hun blidt, mens en klump voksede i hendes hals. “Du er en rigtig jaguar nu. Du skal ud i den store skov med din mor om en måned, og derude er der ingen gamle koner med lune plastikflasker.”
Tico snusede til hendes fingre gennem tremmerne. Han slikkede en enkelt gang på stålet ud for hendes håndflade, fnyste lidt skuffet, men da Sombra ovre ved foderlugens sluse flåede bugen op på et helt vildsvinekadaver, som Pedro netop havde skubbet ind, og en intens duft af varmt kød spredte sig på platformen, glemte Tico alt om mælkeflasken på under tre sekunder.
Med et dybt, næsten voksent knurren sprang den unge jaguar over til sin mor, satte sine forpoter hårdt på vildsvinets skulder og begyndte at trække til i sin egen ende af byttet, mens Sombra holdt igen i den anden.
Mara blev siddende på sin skammel i tyve minutter og så på dem. Det var præcis sådan, det skulle være. Den usynlige navlestreng mellem mennesket og dyret var ved at blive klippet over, millimeter for millimeter, så kun naturens eget bånd stod tilbage.
Dr. Lea havde allerede indsendt ansøgningen til IBAMA – det brasilianske miljøinstitut – om tilladelse til at genudsætte Sombra og Tico i et fjerntliggende, strengt beskyttet kerneområde af Serra do Amolar længere mod nord ved Paraguay-floden, hvor der ingen kvægfarme var i halvtreds kilometers omkreds. Datoen var sat til tre uger senere, lige i starten af regntiden, hvor byttedyrene var talrige og krybskytterne havde svært ved at komme frem ad de oversvømmede veje.
Alt så ud til at gå mod en perfekt, lykkelig afslutning.
Men regnskoven og den grådighed, der lurer i dens udkant, følger sjældent menneskets planer.
Det skete en tirsdag nat, blot ni dage før den planlagte genudsættelse.
Et voldsomt tropisk uvejr – den første rigtige storm i den nye regntid – rullede ind over reservatet fra vest sent på eftermiddagen. Himlen blev sort som tjære allerede klokken fire, og vinden rev i trætoppene med en kraft, der fik de store ipê-træer til at svaje som siv. Da regnen brød løs ved mørkets frembrud, faldt den ikke i dråber, men i massive, hvide vægge af vand, der trommede så øredøvende på bliktagene i centrets bygninger, at man måtte råbe til hinanden indendørs for at blive hørt.
Lynene flænsede himlen hvert tiende sekund, efterfulgt af tordenbrag, der fik vinduesruderne i Maras lille hus ved udkanten af reservatet til at klirre i rammerne.
Mara kunne ikke sove. Hendes gigtplagede led værkede altid før og under et lavtryk, men denne nat var det ikke gigten, der holdt hende vågen. Det var den gamle, uforklarlige sjette sans, som tyve år i vildmarken havde indpodet i hende. Den fornemmelse af, at noget i nattens rytme var skævt.
Klokken 01:30 gik strømmen i hele området, da et kæmpemæssigt paranød-træ væltede ned over højspændingsledningen nede ved landevejen fem kilometer væk. Nødgeneratoren ved hovedklinikken gik i gang med et dybt brøl, men den dækkede kun selve operationsstuen, medicinkøleskabene og det indre sikkerhedshegn; de ydre perimeter-kameraer langs grænsen til den offentlige skovvej mod nord var mørke.
Mara rejste sig fra sin seng, trak i sine gummistøvler og sin tunge, gule regnfrakke og tog sin store, vandtætte stavlygte ned fra knagen ved døren. Hun tændte for sin vagtradio. Der var kun statisk støj og lyden af regnen, der piskede mod antennen på taget.
Hun åbnede døren og trådte ud på sin veranda. Vandet løb i mudrede strømme ned ad grusstierne mellem anlæggene.
Og netop i pausen mellem to tordenbrag, da vinden et øjeblik lagde sig for at skifte retning, hørte hun det.
Det kom oppe fra Sektor B – oppe fra Sombras og Ticos store anlæg, der lå længst væk fra hovedbygningen, direkte ud mod den gamle, nedlagte tømmervej i skoven.
Det var ikke lyden af et væltet træ. Det var lyden af en boltsaks, der klippede sig gennem tykt kædeledshegn – et skarpt, metallisk klip-klang – efterfulgt af et rasende, dybt brøl fra Sombra, som var så fyldt med raseri og frygt, at det skar direkte gennem lyden af regnen.






