Det sværeste var at åbne medicinflasken og trække væsken op med kun én hånd i bælgravende mørke, uden at plasticen knitrede eller sprøjten lavede en sugende lyd. Mara klemte flasken fast mellem sine knæ under bænken, skruede låget af med tommelfinger og pegefinger og stak den stumpe plastikkanyle ned i den tyktflydende, søde væske. Hun kendte Sombras vægt på kornet fra journalerne: 68 kilo. Hun trak stemplet tilbage til markeringen, som hun kunne føle med neglen på sprøjtens side.

Så tog hun den største luns kød fra posen – et stykke på størrelse med en knytnæve – stak spidsen af sprøjten dybt ind i det bløde muskelvæv og trykkede langsomt væsken ind i midten af kødet, så lugten af medicin blev fuldstændig kapslet inde af det friske blod og kød.

Men det øjeblik, hun åbnede plastikposen med kødet, skete det uundgåelige.

Vinden bar duften af råt kød direkte hen over platformen.

Sombra reagerede, før Mara overhovedet havde trukket hånden op af køleboksen.

Jaguarens hoved røg i vejret. Hendes næsebor arbejdede voldsomt i mørket, og med en lydløs, flydende bevægelse rejste hun sig på alle fire – på trods af smerten i forbenet – og trådte hen over den sovende Tico.

Sulten, som havde været undertrykt af adrenalinen og genforeningen med ungen, vågnede med fuld kraft. Hendes øjne glødede grøngult i nattemørket, da hun stirrede direkte mod Maras venstre side, hvor duften kom fra. Hun tog et skridt frem mod Mara.

Mara vidste, at hvis hun gemte kødet eller holdt det tæt ind til kroppen, ville Sombra komme helt hen og tage det – og i mørket kan en glubsk jaguar ikke skelne mellem et stykke råt kød og den hånd, der holder det.

Uden tøven tog Mara kødklumpen med medicinen samt to andre store stykker fra posen, og med en blød, rullende underhåndsbevægelse kastede hun dem hen ad trægulvet – ikke mod Sombra, men skråt forbi hende, hen mod det øverste trin af trappen, væk fra både sig selv og den sovende Tico.

Klask.

De tunge kødstykker landede på brædderne ved trappen.

Sombra snurrede rundt på stedet med en adræthed, der trodsede hendes skade, og var over kødet i ét lydløst spring. Hendes kæber lukkede sig om det første stykke – det med medicinen – og med to kraftige bid af kindtænderne slugte hun det helt, før hun straks kastede sig over de to næste.

Mens Sombra stod med ryggen halvt vendt mod Mara ved trappen og åd grådigt, udnyttede Mara de dyrebare sekunder. Hun tog vandspanden fra skabet og stillede den lydløst ned på gulvet ved bænken, så Sombra kunne drikke, hvis hun ville, og derefter trak hun sine egne ben op på bænken og pressede sig helt ind i hjørnet ved foderskabet, så langt væk fra både ungen og trappen som overhovedet muligt.

Sombra slikkede brædderne rene for den sidste dråbe kødsaft. Hun vendte sig om, så vandspanden, trådte forsigtigt nærmere og begyndte at lappe det kølige vand i sig med lange, rytmiske slag af tungen.

Imens hun drak, lød der en svag, skurrende lyd ude fra mørket mellem de to anlæg, omkring femten meter borte. Det var lyden af en tung jernlåge, der gled på rustne skinner.

Pedro var nået frem.

Sombra løftede straks hovedet fra vandspanden. Vandet dryppede fra hendes hage og glimtede svagt i stjernelyset. Hun stirrede ud i mørket mod lyden.

Lågen mellem Ticos lille opvækst-anlæg og Sombras eget store rehabiliteringsterritorium – det område med den dybe bæk, klippehulen og det høje elefantgræs, som hun havde kaldt sit hjem de sidste tre måneder – stod nu på vid gab. Og i samme øjeblik kom en svag brise fra den retning, som bar en ny duft med sig: Duften af frisk udlagt bytte på den anden side af lågen, som Pedro netop havde kastet ind på stien.

Meloxicamen og det tunge måltid begyndte langsomt at gøre deres arbejde i Sombras krop, ikke som et bedøvelsesmiddel, der sløvede hende, men ved at dæmpe den dunkende, brændende smerte i hendes venstre forben og lægge en dæmper på det akutte stresshormon i hendes blod.

Sombra stod midt på platformen og vejrede ud i natten.

På den ene side sad den gamle kvinde sammenkrøbet og helt ufarlig i hjørnet – kvinden, der ikke havde gjort modstand, som havde givet ungen mælk og hende selv kød og vand. På den anden side lå den åbne vej tilbage til hendes trygge hule i mørket, væk fra den åbne, ubeskyttede platform.

Sombra gik hen til Tico, der stadig sov tungt midt på gulvet med sin lille runde mave i vejret.

Hun puffed blidt til ham med snuden og udstødte sit dybe, rullende “prr-uh”.

Tico strakte alle fire ben ud i luften, gabte og rullede om på maven, stadig halvt i drømmeland. Men før han kunne nå at rejse sig og eventuelt søge over mod Maras hjørne efter tryghed, åbnede Sombra gabet og tog et sikkert, blidt greb om hans nakkeskind.