Mara frøs til is på verandaen.
Krybskytter. Eller endnu værre: bestillingsfolk fra det sorte marked for eksotiske dyr og jaguardele, der havde ventet på netop sådan en stormnat, hvor strømmen var nede, lyden af regnen dækkede alt, og de vidste, at en næsten udvokset jaguarunge og en voksen hun befandt sig i det yderste anlæg, tæt på skovvejen. På det sorte marked i udlandet var en jaguarunge og kraniet, tænderne og pelsen fra en voksen jaguar titusindvis af dollars værd.
Mara trykkede sendeknappen på sin radio helt i bund, mens hun allerede løb ned ad trappen fra verandaen og ud i det piskende regnvejr:
“Pedro! Lea! Vågn op! Sektor B! Der er nogen ved yderhegnet i Sektor B! De klipper sig ind til Sombra og Tico! Ring til miljøpolitiet med det samme og kom herop med våben!”
Hun ventede ikke på svar. I hovedbygningen tre hundrede meter i den modsatte retning sov Pedro og den unge nattevagt tungt bag lukkede skodder og med den larmende dieselgenerator lige uden for deres vindue; hvis deres radioer ikke lå lige ved hovedpuden på højeste volumen, ville der gå kostbare minutter, før de reagerede.
Og Sombra og Tico havde ikke minutter.
Mara løb, så hurtigt hendes halvfjerdsårige ben kunne bære hende gennem det ankeldybe mudder. Regnen piskede hende i ansigtet, så hun knap kunne se tre meter frem for sig, men hun behøvede ikke øjne for at finde vej til Sektor B. Hun kendte hver eneste sten, hver eneste rod og hvert eneste sving på stien. Hun holdt sin lommelygte slukket; hvis mændene ved hegnet var bevæbnede med skydevåben – hvilket krybskytter i Pantanal altid var – ville en dansende lyskegle på stien gøre hende til en skydeskive på lang afstand.
Da hun nåede toppen af den mudrede bakke ved det nordøstlige hjørne af Sektor B, gispende efter vejret og med hjertet hamrende i halsen, slog et kraftigt lyn ned mindre end en kilometer væk og oplyste hele skovbrynet i et blændende, blåhvidt glimt, der varede et helt sekund.
I det sekund så Mara alt.
Ude ved det ydre perimeter-hegn, hvor tømmervejen løb tæt forbi anlægget, holdt en mørk pickup-truck med slukkede lygter under træerne. En sektion af det ydre kædeledshegn var allerede klippet op og bøjet til side. Og inde i selve sikkerhedszonen mellem det ydre hegn og Sombras indre indhegning stod to mænd i mørkt regntøj.
Den ene stod med en tung lommelygte med rødt filter rettet ind gennem hegnet mod klippehulen, mens den anden stod med et langt gevær hævet til skulderen. Det var ikke en bedøvelsesriffel; det lange, slanke løb med en hjemmelavet lyddæmper for enden efterlod ingen tvivl. De ville skyde Sombra gennem hegnet på klos hold, så hun ikke var i vejen, og derefter gå ind med et fangstnet og en sæk for at tage Tico levende med sig.
Inde i anlægget, kun ti meter fra mændene, stod Sombra.
Den store hunjaguar var ikke flygtet ind i hulen for at gemme sig. Hun havde skubbet Tico ind i skjul bag en stor klippeblok længere inde i anlægget, og nu stod hun selv helt fremme ved det indre hegn, badet i det røde lys fra krybskyttens lygte. Hun kastede sig frem og tilbage langs gitteret i et vildt, desperat forsøg på at nå mændene, mens hun brølede og slog sine poter så hårdt mod stålwirerne, at gnisterne næsten sprang. Hun gjorde sig selv til et stort, umuligt-at-ramme-forbi mål for at holde mændenes opmærksomhed væk fra klippeblokken, hvor Tico gemte sig.
Manden med riflen stoppede op, støttede geværløbet direkte mod en hegnspæl for at få et roligt sigte mod Sombras brystkasse og råbte gennem regnen til sin makker på groft portugisisk:
“Hold lyset stille på hendes skulder, Zé! Når hun stopper næste gang for at brøle, trykker jeg af!”
Mara var femten meter fra dem, henne ved arbejdsgangen og foderslusen. Hun havde intet våben. Hun havde kun sin tunge stavlygte af aluminium, sin radio og det nøglebundt, der hang i hendes bælte.
Hvis hun råbte dem an, ville manden med riflen enten skyde Sombra i samme splitsekund og flygte, eller også ville han vende riflen mod Mara.
Hun måtte få Sombra væk fra hegnet og ind i det tætte mørke nu, samtidig med at hun blændede skytten.
Mara tænkte ikke på sin egen sikkerhed. I hendes hoved eksisterede kun det løfte, hun havde givet de to dyr i mørket to måneder tidligere.
Med ét satte Mara i løb de sidste par meter ind i den overdækkede arbejdsgang ved det nordøstlige hjørne, kun tyve meter skråt til venstre for krybskytterne. Hun greb den tunge jernstang, der blev brugt til at låse faldlemmen med, og slog den af al sin magt mod den hule stålskinne på fodringsslusen.
KLANG! KLANG! KLANG!






