Og der var en ting til. Sombra var tørstig og sulten. Hendes fodring i moder-anlægget skulle have fundet sted klokken fem, lige da strømsvigtet ramte, og dyrepasseren i den sektion var blevet kaldt væk for at tjekke nødgeneratorerne.
En sulten jaguar med smerter i benet, der ligger og vogter over sin unge i mørket.
Mara kiggede langsomt til venstre, uden at dreje hovedet, blot ved at flytte øjnene.
To meter til venstre for bænken, indbygget i selve platformens bagvæg, var der et lille, aflåst medicin- og foderskab af stål, som Mara brugte til Ticos udstyr. Oven på skabet stod en tung plastikspand med frisk drikkevand, som hun havde båret derop tidligere på eftermiddagen for at vaske Ticos skåle. Og inde i den lille køleboks ved siden af skabet lå ikke kun ekstra mælk til Tico – der lå også et halvt kilo råt hestekød, skåret i strimler, som Mara var begyndt at bruge i de sidste par dage for langsomt at vænne Tico til fast føde, og ikke mindst: en lille flaske flydende meloxicam, et smertestillende og anti-inflammatorisk middel til store katte, som de altid havde stående i nødstilfælde.
Men køleboksen stod to meter væk. For at nå den måtte Mara enten rejse sig op – hvilket var selvmord – eller glide sidelæns langs den lange træbænk, centimeter for centimeter, væk fra Sombra.
Mara besluttede sig for at teste grænserne.
Hun begyndte igen på sin dybe, monotone brummen. Den lyd, der nu fungerede som et akustisk skjold mellem hende og rovdyret. Mens hun brummede lavt, flyttede hun sin vægt en anelse over på venstre balde og skubbede sig tre centimeter hen ad det glatte bænkebræt.
Stoffet i hendes bukser hviskede svagt mod træet.
Sombras ører drejede øjeblikkeligt som radarskærme i mørket. Hendes hoved løftede sig fra poten, og de to gule lygter fangede Maras ansigt.
Mara stoppede straks bevægelsen, men fortsatte den rolige brummen uden et sekunds pause. Ved hendes fødder lå den tomme mælkeflaske stadig, hvor hun havde lagt den fra sig.
Da Sombra så, at kvinden faktisk bevægede sig væk fra Tico – at afstanden mellem mennesket og den sovende unge blev større og ikke mindre – slappede musklerne i hendes nakke af igen. Det var det afgørende psykologiske nøglepunkt: Sombra ønskede plads.
Over de næste ti minutter udførte Mara en opvisning i tålmodighed, som ville have fået selv en buddhistisk munk til at måbe. Centimeter for centimeter, ledsaget af den uafbrudte, søvndyssende nynnen, gled hun langs bænken. Tre centimeter. Pause i et halvt minut. Tre centimeter mere. Pause.
Hver gang et bræt knirkede under hende, frøs hun, indtil Sombras åndedræt igen blev dybt og regelmæssigt.
Til sidst sad Mara helt ude for enden af bænken, næsten to og en halv meter fra den sovende unge og hans mor. Hendes ryg rørte nu ved den kølige stålside af foderskabet, og køleboksen stod lige ved hendes venstre fod.
Hun bøjede igen hagen ned mod kraven, men denne gang holdt hun knappen inde og hviskede så lavt, at lyden druknede i hendes egen dybe brummen og cikadernes kor:
“Lea… hør godt efter. Svar ikke, bare klik én gang, hvis du forstår.”
Hun slap knappen. Et sekund senere lød et enkelt, dæmpet klik i øresneglen.
Mara trykkede hagen ned igen:
“Hendes ben er hævet. Hun har klemt det i porten, og hun vil ikke bære Tico op ad bakken med de smerter. Jeg har kød og smertestillende i køleboksen ved min fod. Jeg giver hende en dosis her, så hun falder til ro og smerten tager af. Imens skal Pedro gå udenom – helt udenom hegnet i vindsiden – og åbne den store skydelåge mellem dette anlæg og hendes eget, så hun ikke skal presse sig gennem den smalle port igen. Og læg et spor af kød fra bunden af trappen og ind i hendes hule. Sluk for hovedrelæet til lyset, før strømmen kommer tilbage, så projektørerne ikke tænder med et chok. Klik én gang.”
Der gik tre sekunder i mørket. Så lød det: Klik.
Dr. Lea vidste, at det var en dristig plan. At åbne den store skydelåge manuelt krævede, at Pedro sneg sig helt hen til skillelinjen mellem de to indhegninger, blot femten meter fra platformen, og trak den tunge jernbolt ud. Men det var den eneste vej, hvor Sombra kunne gå oprejst og ubesværet tilbage med Tico, uden at skulle vride sin skulder gennem en tyve centimeters sprække.
Nu kom Maras egen prøve.
Med sin venstre hånd, som var skjult for Sombra bag hendes egen krop og bænken, løftede hun forsigtigt låget på plastik-køleboksen. Hengslet var heldigvis af blødt gummi og sagde intet. Den kølige luft fra isposerne steg op mod hendes fingre.
Uden at kigge ned – hendes øjne forlod aldrig Sombras omrids i mørket – følte Mara sig frem i boksen. Hendes erfarne fingre fandt straks plastikposen med de rå hestekødsstrimler og den lille æske med medicinflasken og doseringssprøjten.






