Den skarpe, metalliske lyd skar gennem tordenvejret som en kirkeklokke. Samtidig brølede Mara med en stemme, som ingen skulle tro kunne komme fra en halvfjerdsårig kvinde – ikke mod mændene, men det skarpe, indøvede advarselssignal, som dyrepasserne brugte, når der skulle sprøjtes med højtryksspuler i anlægget, og som Sombra hadede over alt på jorden:
“SOMBRA! VÆK! BAGUD!”
Virkningen var øjeblikkelig.
Ved lyden af Maras velkendte stemme og det øredøvende stål-klang fra det hjørne, hvor maden normalt kom fra, snurrede Sombra rundt på hælene og sprang i ét mægtigt sæt tre meter baglæns ind i det dybe, mudrede vand i bækken, netop i det splitsekund hvor et dæmpet pffft! lød fra krybskyttens riffel.
Projektilet ramte stålpælen, præcis hvor Sombras hoved havde været et halvt sekund tidligere, og rikoschetterede med et hvinende smæld ud i natten.
“Hvad fanden?!” brølede skytten og snurrede rundt mod arbejdsgangen. “Der er nogen ved foderhuset! Lys derover, Zé!”
Men før manden med den røde lygte kunne dreje lyskeglen mod Mara, tændte Mara sin egen kraftige halogen-stavlygte på fuld styrke – 2000 lumen hvidt lys – og rettede den ikke mod sin egen krop, men holdt den ud i strakt arm langt til siden for sig selv, bag den tykke betonmur ved slusen, og lyste direkte ind i øjnene på de to mænd.
Det skarpe, hvide lys flænsede mørket og ødelagde øjeblikkeligt mændenes nattesyn. De holdt hænderne op for ansigterne og bandede højlydt i regnen.
Og så begik manden med lygten – Zé – sit livs største fejltagelse.
For at komme i dækning for det blændende lys og få vinkel på hvem end der stod inde i arbejdsgangen, trådte han tre skridt baglæns og til siden, ind mod det sted ved det indre hegn, hvor hans makker allerede havde skåret de nederste stålwirer over for at lave et hul, de kunne trække ungen ud igennem, når moderen var skudt.
I sin blændede tilstand i det glatte mudder mistede Zé fodfæstet på skråningen. Hans støvler gled i det våde ler, og han faldt baglæns – direkte ind under den løsthængende, opklippede del af det indre hegn, så hans ben og underkrop rutsjede en meter ind på den forkerte side af gitteret. Ind i Sombras anlæg.
Manden nåede knap at udstøde et forskrækket gisp og forsøge at sparke sig fri af de stikkende ståltråde, før vandet i bækken fem meter derfra eksploderede.
Sombra behøvede ikke lys for at se i regnen. Og denne mand lugtede ikke af mælk, omsorg eller den gamle kvinde ved slusen. Han lugtede af vådt krudt, af ståltråd, af tobak og af den præcis samme død og rædsel, som havde holdt hende fanget i en snare i tre dage i skoven, mens hendes unge sultede.
Hun kom op af det mørke vand som en dæmon af sort og guld.
Der var intet advarende knurren denne gang.En jaguar på jagt – eller i forsvar af sit afkom mod en dødsfjende – spilder ikke vejret på trusler.
Med to gigantiske spring hen over det våde græs var Sombra over den liggende mand ved hegnet.
Zé skreg – et højt, skingert skrig, der gik over i et gisp af ren rædsel – da hundrede kilo rasende jaguar landede direkte på hans lår og hofte. Sombra gik ikke efter hans strube, for hans overkrop var stadig halvt ude på den anden side af det nedbøjede hegn, men hendes kæber lukkede sig med knusende kraft om hans højre støvle og lægben, mens hendes forpoter med samtlige kløer ude flåede gennem hans tykke regnbukser og dybt ind i hans lår for at trække ham helt ind i anlægget.
“Carlos! Skyd hende! Hun trækker mig ind! Hun flår mit ben af!” hylede Zé i vild panik, mens han klamrede sig med begge hænder til en hegnspæl på ydersiden, mens hans støvler pløjede dybe furer i mudderet under Sombras enorme trækkraft.
Hans makker, Carlos, stod to meter derfra med riflen. I det silende regnvejr og med det hvide lys fra Maras lygte stadig pegende mod sig, forsøgte han desperat at sigte ned i det vilde virvar af mudder, hegnstråd, sprøjtende vand og pels ved Zés ben. Men i mørket og tumultet var det umuligt at skyde jaguaren uden at risikere at ramme Zé direkte i kroppen.
Og Mara vidste to ting med lynets hast: For det første, at hvis Carlos fik held til at skyde Sombra på klos hold nu, var alt tabt. Og for det andet – hvor uretfærdigt det end føltes i hendes blødende hjerte – at hvis Sombra trak krybskytten helt ind i anlægget og dræbte ham, ville myndighederne og loven måske kræve, at en jaguar, der havde dræbt et menneske og smagt menneskeblod, aldrig måtte genudsættes i naturen, eller i værste fald skulle aflives.
Sombra måtte ikke blive en menneskedræber på grund af dette usle kryb.






