Motorlarmen var dæmpet til en dyb, hul brummen, da Marcus styrerede båden ud i tågen og fulgte kystlinjen ind mod den gamle bydel. Lysene fra Luganos palæer, hoteller og promenader dukkede op gennem disen som svævende lanterner.
Jeg sad tæt ved siden af Adrian i den bagerste del af kabinen. Kulden fra vandet trængte ind gennem træværket, og Adrian lagde sin arm om mine skuldre og trak mig ind til sig.
“Når det her er overstået,” sagde han lavt ind mod mit øre, så lyden næsten druknede i vandets klukken mod skroget, “tager vi en måned fri. Ingen fonde, ingen regnskaber, ingen advokater. Bare dig, mig og Orion i et hus ved kysten, hvor det eneste, vi skal tage stilling til, er, hvad vi skal have til aftensmad.”
Jeg vendte hovedet og mødte hans øjne. Vi var så tæt på hinanden, at jeg kunne se de små gyldne pletter i hans mørke iris. Uden at sige et ord lænede jeg mig frem og kyssede ham.
Det var ikke et forsigtigt kys. Det havde al den frygt, alt det håb og al den opsparede spænding fra de sidste seks måneder i sig. Hans hånd gled op i min nakke, hans fingre flettede sig ind i mit hår, og han kyssede mig tilbage med en næsten desperat ømhed, som om han ville brænde øjeblikket fast i os begge, uanset hvad der ventede inde bag bankens tykke mure.
Da vi trak os tilbage for at få vejret, hvilede han sin pande mod min i et sekund.
“Giv mig nøglen,” hviskede han.
Med modvillige fingre lynede jeg min inderlomme op, tog den tunge, dobbelte sølvjasmin frem og lagde den i hans hånd. “To-syv-nul-fire-ni-et,” hviskede jeg koden, som vi havde aflæst på øsknen. “Fødselsdatoen på din far. Det var den kode, Luca valgte.”
Adrian lukkede hånden om nøglen, mens båden sænkede farten.
Foran os rejste bagsiden af Banco Privato di Ceresio sig direkte op af det mørke søvand. Bygningen var et gammelt palæ fra det 19. århundrede med mure af grå granit. Nede i vandlinjen, delvist skjult bag en støbejernsport med rustne tremmer, lå den gamle vandsluse.
Marcus slukkede projektørerne på båden og lod os glide de sidste meter i mørke. Ved siden af støbejernsporten sad et moderne elektronisk tastatur og et intercom-anlæg med kamera — bankens diskrete indgang for de kunder, der ikke ønskede at blive set på gaden.
Adrian rejste sig, rettede på sin jakke og trådte ud på bådens stævn, da den lagde til ved det smalle betontrin foran porten. Han trykkede på knappen.
En stemme lød på italiensk gennem højttaleren. “Buonasera. Identifikation, tak.”
“Adrian Vale,” sagde han roligt og kiggede op i kameraet. “Boks 714. Jeg ønsker kældermodtagelse i henhold til familieprotokollen fra 1994.”
Der gik ti lange sekunder. Jeg holdt vejret inde i kabinen, mens min hånd hvilede på Orions halsbånd. Hvis Helena allerede havde bestukket bankdirektøren til at afvise Adrian og tvinge ham op til hovedindgangen, var planen død på stedet.
Så lød der en tung, elektrisk summen. Støbejernsporten gled langsomt til side, og inde bagved kom en oplyst bådhal af rå klippe og granit til syne, hvor en ældre bankfunktionær i mørkt jakkesæt stod klar på en træmole.
Marcus manøvrerede båden ind i klippehallen, og porten lukkede sig bag os med et tungt drøn, der skar os af fra søen og tågen udenfor.
“Signor Vale,” sagde den ældre funktionær med et høfligt buk, da Adrian steg i land på molen. Mandens blik gled nysgerrigt mod den mørke kabine på båden, hvor Marcus, Orion og jeg sad i skyggen. “Direktøren blev informeret om, at der kunne komme aktivitet på Boks 714 i denne uge. Hvis De vil følge med mig op til sikkerhedsslusen? Dine… ledsagere må vente hernede ved kajen.”
Adrian kiggede et splitsekund tilbage mod båden, før han vendte ryggen til os og fulgte efter funktionæren hen mod en tung ståldør for enden af molen.
Minuttet efter forsvandt han ind bag døren.
Tiden inde i den kolde, fugtige klippehal sneglede sig afsted. Vandet klukkede svagt mod granitvæggene. Et minut. To minutter. Fem minutter.
Marcus stod ved rattet med en lille øresnegl i øret, forbundet til Adrians telefon, som lå med en åben, lydløs linje i Adrians brystlomme, så vi kunne høre, hvad der foregik oppe i boksen. Gennem en lille ekstra højttaler, som Marcus havde sat til på instrumentbrættet, kunne vi høre lyden af Adrians skridt mod marmorgulve, lyden af en tung boks-dør, der blev åbnet, og funktionærens stemme, der sagde: “De har ti minutter i enerum med boksen, Signor Vale.”
Derefter lyden af metal, der skrabede mod metal, da Adrian trak Boks 714 ud og satte dobbeltnøglen i.
Otte minutter.
Vi kunne høre raslen af tykt papir gennem mikrofonen. Adrian havde fundet dokumenterne. Jeg slap et lettet suk ud, som jeg ikke vidste, jeg havde holdt tilbage.






