Vi fulgte efter Marcus op på kontoret, men blev stående i døråbningen, mens sikkerhedschefen tog et par nitrilhandsker på og fandt en lille elektronisk scanner frem fra sin taske. Orion stod tæt op ad mit ben; jeg holdt fast i hans halsbånd og kunne mærke de spændte muskler under hans pels.
Marcus førte scanneren hen over mahogniæsken. Apparatet gav et svagt, grønt blink.
“Ingen sprængstoffer. Ingen metalmekanismer under spænding. Ingen biologiske eller kemiske spor på ydersiden,” konstaterede Marcus nøgternt. Han fandt et lille, fladt værktøj frem og løftede forsigtigt låget med spidsen af det, mens han holdt sig på sikker afstand.
Låget gled op uden modstand.
Marcus kiggede ned i æsken i et par sekunder. Så sænkede han værktøjet og så tilbage på os. “I bør se det her. Men lad handskerne ligge, jeg tager det op.”
Adrian og jeg trådte hen til skrivebordet. Inde i æsken, på en bund af sort fløjl, lå tre ting.
Det første var et gammelt, gulnet fotografi.
Det andet var en enkelt, tørret jasminblomst, der var blevet knust til næsten ingenting.
Det tredje var et gammeldags mekanisk lommeur i sølv, hvis glas var revnet, og hvis visere var stoppet præcis klokken 03:17.
Marcus brugte en pincet til at vende fotografiet om. På bagsiden var der skrevet en enkelt sætning med frisk, sort blæk. Skriften var knivskarp og fuldstændig blottet for rysten:
Du fangede skakbrikken, Adrian. Men hvem tror du ejede brættet?
Jeg mærkede blodet forlade mit ansigt. Marcus vendte fotografiet om igen, så vi kunne se billedsiden.
Det var et billede taget for mindst femten år siden på terrassen af en storslået villa med udsigt over en bjergsø. På billedet stod fire mennesker. Jeg genkendte straks to af dem: en yngre udgave af Victor Vale med en cigar i hånden, og ved siden af ham stod min mor, Eva, med en mappe under armen og et anspændt udtryk i ansigtet.
Den tredje person var en mand i trediverne med det samme mørke hår og de samme skarpe kindben som Adrian, men med et blidere, mere åbent smil. Luca.
Men det var den fjerde person, der fik Adrian til at stivne ved siden af mig.
Det var en kvinde i halvtredserne, klædt i et skræddersyet hvidt jakkesæt. Hendes ansigt var sløret med vilje — nogen havde brændt hendes ansigtstræk væk fra selve fotografiet med gløden fra en cigaret, så der kun var et svedent hul i papiret. Men på hendes venstre håndled, som hvilede på rækværket, kunne man tydeligt se et tungt guldarmbånd formet som to sammenslyngede slanger.
Og ved hendes fødder sad en ung, sort schæferhund.
“Orion,” hviskede jeg og kiggede ned på hunden ved min side, der nu stirrede intenst på det svedne fotografi.
“Det er ikke Orion,” sagde Adrian. Hans stemme lød, som om den kom fra bunden af en brønd. “Orion er kun syv år gammel. Billedet her er taget mindst tre år før, Luca købte ham.”
“En forælder?” foreslog Marcus og rynkede panden. “Samme blodlinje?”
“Luca fortalte mig, at han havde købt Orion fra en pensioneret politihundetræner i Østrig,” sagde Adrian langsomt. Hans øjne var låst fast på det revnede lommeur i æsken. “Og det ur… Det tilhørte min far. Han havde det på den nat, hans bil kørte ud over klippen ved kystvejen, da jeg var atten. Politiet sagde, at uret gik tabt i havet.”
Et koldt gys løb ned ad min rygsøjle.
“Klokken 03:17,” sagde jeg stille. “Var det…?”
“Det var det præcise tidspunkt, hvor Lucas lejlighed eksploderede i den brand, der dræbte ham,” sagde Adrian. Da han så på mig, var hans mørke øjne hårdere end stål, men bag hårdheden gemte der sig en rædsel, jeg aldrig før havde set hos ham. “Ring til din mor, Olivia. Vi henter hende. Hun skal ikke være alene i sin lejlighed i nat.”
Min mor sagde ikke et ord, da hun en time senere sad ved det lange spisebord i Adrians topsikrede penthouselejlighed og stirrede på fotografiet, som lå forseglet i en gennemsigtig plastiklomme foran hende.
Udenfor piskede regnen mod panoramaruderne, og byen lå under os som et hav af lys, der pludselig føltes alt for uoverskueligt og fuldt af skygger. Orion gik hvileløst frem og tilbage mellem min stol og min mors stol. Hver gang han passerede mahogniæsken, som Marcus havde stillet på et sidebord, rejste børsterne sig på hans ryg.
Eva sad med begge hænder viklet om en kop varm te, som hun ikke havde drukket af. Hendes knoer var hvide. De grå striber i hendes hår syntes pludselig meget mere fremtrædende i det skarpe lys over bordet.
“Eva,” sagde Adrian. Han stod for enden af bordet med armene over kors, lænet mod væggen. “I seks måneder har jeg troet, at du gav os alt. Jeg troede, at da Victor røg ind, var netværket knust. Hvem er kvinden på det billede?”






