“Så du åbnede uret,” sagde Adrian.

“Jeg åbnede bagkassen på uret,” bekræftede Marcus og pegede med en pincet ned i urværket under luppen. “Urværket er ødelagt af saltvand, præcis som hvis det havde ligget i havet efter din fars ulykke. Men se på indersiden af selve sølvlåget. Det er blevet graveret for nylig. Meget nylig.”

Jeg lænede mig ind over bordet og kiggede gennem det forstørrende glas. Inde i det runde sølvlåg, mellem de gamle serienumre fra urproducenten i Genève, var der ridset en række tal og bogstaver med en lasernål:

46.0037° N, 8.9511° E — Boks 714. 48 timer. Ellers falder det sidste blad.

“Det er koordinater,” sagde jeg.

“Lugano, Schweiz,” sagde Adrian øjeblikkeligt. “Lige på den anden side af grænsen fra Lago Maggiore, hvor billedet blev taget. Der ligger en privat, ureguleret boksbank i den gamle bydel, som har eksisteret siden 1800-tallet. Ingen navne, kun koder og fysiske nøgler.”

“Hun har 48 timer som deadline,” tilføjede Marcus dystert. “Hvilket betyder, at hun vil have noget, der ligger i Boks 714, eller at hun vil have os til at møde op der med det, vi har.”

“Nøglen og vedhænget,” hviskede en stemme fra døråbningen.

Vi vendte os alle tre. Min mor stod der i en morgenkåbe, bleg som et lagen, men med et pludseligt, feberagtigt lys i øjnene. Hun kom hurtigt hen til bordet.

“Da Luca og jeg åbnede jeres vedhæng med nøglen i restauranten,” sagde jeg og rørte ved sølvblomsten på mit bryst, “fandt vi hukommelseskortet og din seddel, mor. Der var ikke mere.”

“Nej, ikke indeni vedhænget!” sagde Eva og greb fat i min hånd. “Olivia, tag kæden af. Og Adrian, har du stadig nøglen?”

Adrian stak hånden i sin inderlomme og tog det lille nøglebundt frem, hvor sølvnøglen med jasminhovedet stadig hang. Jeg løsnede låsen på min halskæde og lagde vedhænget på bordet ved siden af nøglen.

Min mor tog luppen og trak vejret dybt. “Luca var genial til mekanik. Han vidste, at hvis Victor fangede mig, ville han tvinge mig til at udlevere vedhænget, og han ville finde mikrochippen med Victors egne ulovlige regnskaber. Det var lokkemaden. Det var det lag, der skulle fange Victor og tilfredsstille politiet.”

“Hvad mener du med ‘det lag’?” spurgte Adrian skarpt.

“Se på selve blomsten, når du sætter dem sammen,” sagde Eva med rystende stemme. “Da I åbnede vedhænget, satte I nøglen ind i hullet på bagsiden og drejede mod højre, ikke sandt? Det åbnede kapslen til mikrochippen.”

“Jo,” sagde jeg.

Eva tog nøglen og vedhænget. Men i stedet for at sætte nøglespidsen ind i låsehullet på bagsiden af vedhænget, vendte hun nøglen om. Hun pressede selve toppen af nøglen — den udskårne sølvjasmin — direkte ned mod forsiden af mit vedhæng, så de to blomster lå kronblad mod kronblad.

De passede sammen som to halvdele af en støbeform.

Med et fast greb drejede Eva de to blomster mod venstre.

Der lød et næsten uhørligt, metallisk klik. Ikke fra bagsiden af vedhænget, men fra selve øsknen — den lille tykke sølvring i toppen, som selve halskæden løb igennem. Den lille ring gled to millimeter ud og afslørede, at det slet ikke var en massiv øsken. Det var en mikroskopisk metaltromle med indgraverede tal langs kanten, rullet sammen som et gammeldags krypteks.

Jeg stirrede målløs på det smykke, der havde hvilet mod min hud i næsten tyve år.

“Hvad er det?” spurgte Adrian.

“Det er hovednøglen til Boks 714 i Lugano,” sagde min mor stille. “Boks 714 kan kun åbnes, hvis man har både den fysiske dobbeltnøgle — som bliver skabt, når man låser nøglen og vedhænget sammen på den måde — og den sekscifrede talkode på øsknen. Helena Vale kan ikke tømme boksen uden dem. Og inde i den boks ligger ikke bare penge. Der ligger de originale, underskrevne dokumenter fra 1990’erne og 2000’erne. Dokumenter, der beviser, hvem der i virkeligheden stod bag din fars ‘bilulykke’, Adrian. Og en liste over samtlige korrupte politikere, dommere og politifolk i Europa, som Helena har på sin lønningsliste.”

Rummet blev så stille, at man kunne høre den svage tikken fra Marcus’ armbåndsur.

“Hun vil ikke bare have sine penge,” sagde Adrian langsomt. Hans ansigt var som hugget i granit. “Hun vil udslette det eneste bevis i verden, der kan koble hende til mordet på min far og til Lucas død. Og hun giver os 48 timer til at bringe nøglen til Schweiz.”

“Ellers falder det sidste blad,” gentog jeg teksten fra uret. Jeg kiggede fra Adrian til min mor. “Hvem er det sidste blad? Dig, Adrian? Eller mig?”

“Os alle sammen,” sagde Marcus nøgternt. “Hvis en kvinde som Helena Vale har overlevet i skyggerne i så mange år, efterlader hun ingen vidner, når først hun har fået sin boks åbnet. Hvis I tager til Lugano og giver hende nøglen, kommer ingen af jer levende ud af den by.”