Jeg knælede ned foran Orion og lagde begge hænder på siderne af hans store hoved. Han kiggede direkte ind i mine øjne og slikkede mig hurtigt over håndleddet.

“Luca tog ham med sig,” sagde jeg stille. “Det var derfor, Orion ikke lod fremmede røre ved sig i årevis. Det var derfor, han kun stolede på Luca, på mor, og så på mig. Og det betyder noget endnu vigtigere.”

Jeg rejste mig og så på Adrian og Marcus.

“Helena har sløret sit ansigt på alle billeder. Ingen i politiet ved, hvordan hun ser ud i dag, efter tyve år og sikkert adskillige plastiske operationer. Hun kan gå lige forbi os på gaden i Lugano uden, at vi aner, det er hende.”

Et koldt, beslutsomt smil bredte sig langsomt på Adrians læber, da han forstod, hvor jeg ville hen.

“Hun kan ændre sit ansigt, sit navn og sin stemme,” sagde Adrian og lagde en hånd på Orions ryg. “Men hun kan ikke skjule, hvem hun er, for den hund, hun forsøgte at dræbe.”

Tolv timer senere landede vi i en lille privat lufthavn uden for Milano i Norditalien.

Vi fløj ikke direkte til Schweiz. Hvis Helena havde øjne i lufthavnene og ved de officielle grænseovergange i Lugano, ville Adrians navn på en passagerliste til Schweiz udløse en alarm, før flyet overhovedet havde rørt jorden. I stedet brugte Marcus sine gamle kontakter i det italienske finanspoliti — en særlig korruptionsenhed, som Luca engang havde hjulpet anonymt — til at få os igennem tolden i Italien uden registrering, inklusive Orion.

Min mor var blevet tilbage under skarp bevogtning i et sikkert hus, som Marcus’ folk kontrollerede. Hun havde protesteret vildt, da vi tog afsked, men da jeg lagde mine arme om hende og lovede, at vi nok skulle drikke kaffe sammen på søndag, havde hun endelig givet efter. Inden jeg gik, havde hun stukket en lille notesbog i min taske — hendes egne håndskrevne koder og optegnelser fra årene i undergrunden. “Hvis du ser hende, Olivia,” havde min mor hvisket i mit øre, “så tøv ikke. Hun har ingen samvittighed.”

Det var sent på eftermiddagen, da vores lejede, anonyme mørkeblå stationcar snoede sig op gennem bjergvejene mod grænsen ved Luganosøen. Tågen hang lavt mellem de stejle, skovklædte bjergsider, og det mørke vand i søen lå dybt nede til venstre for os som et blankt stålspejl.

Jeg sad på bagsædet med Orion, hvis hoved hvilede tungt i mit skød. Jeg havde klædt mig i mørke jeans, flade, lydløse støvler og en sort uldtrøje under min frakke. Den sammenlåste sølvjasmin — nøglen og vedhænget forenet til én enhed — lå gemt i en indvendig lynlåslomme lige over mit hjerte.

På forsædet gennemgik Adrian og Marcus planen for sidste gang, mens Marcus styrede bilen gennem de skarpe hårnålesving.

“Mit team er på plads ved Banco Privato di Ceresio i den gamle bydel,” sagde Marcus og kiggede på sin krypterede telefon. “De har spottet mindst tre mænd i civil, der har holdt øje med bankens hovedindgang på Piazzaen siden i morges. Den ene af dem er vores kurer fra i går.”

“Hun er der selv,” sagde Adrian fra passagersædet. Han var klædt i et mørkegråt jakkesæt uden slips, der fik ham til at falde naturligt ind i billedet af en velhavende bankkunde i Schweiz, men under jakken bar han et skudsikkert vestpanel, præcis som Marcus havde tvunget mig til at tage på under min trøje. “Helena ville aldrig overlade åbningen af Boks 714 til lejesoldater. Hvis hendes mænd ser de papirer, der ligger i boksen, har de klemmen på hende. Hun er nødt til selv at tage imod dem.”

“Den italienske anklager og to betjente fra den schweiziske forbundspoliti-enhed venter i en civil vogn to gader derfra,” sagde Marcus. “De er screenet personligt af min kontakt i Rom — ingen af dem har forbindelser til det lokale politi i Lugano. Men de kan ikke anholde nogen uden enten et overfald eller dokumenterne fra boksen i hånden.”

Adrian drejede sig i sædet og så tilbage på mig. Hans blik var så intenst, at det næsten føltes som en fysisk berøring.

“Husker du aftalen, Olivia?”

“Jeg bliver i båden med Marcus, mens du går op i boksrummet fra kælderen,” reciterede jeg. “Og hvis der går mere end tolv minutter, sejler vi væk og lader politiet storme bygningen.”

“Godt,” sagde Adrian, men han så på mig, som om han kendte mig lidt for godt til helt at tro på, at jeg ville være så medgørlig, hvis noget gik galt.

Vi krydsede grænsen i en lille landsby ved søbredden, hvor en gammel træbro adskilte Italien fra Schweiz, og kørte ned til en privat, afsidesliggende bådebro ti minutter uden for Luganos centrum. Her lå en lukket, klassisk mahognimotorbåd og vuggede i det tågede vand, lejet gennem et skuffeselskab en time tidligere.