Men i præcis det øjeblik skete der to ting på én gang.

Oppe i højttaleren lød ikke lyden af Adrian, der forlod rummet, men lyden af en dør, der blev åbnet, efterfulgt af en kvindestemme, der talte på fejlfrit, køligt engelsk:

“Du har din fars øjne, Adrian. Men heldigvis har du Lucas tålmodighed — du ventede, til boksen var åben for mig.”

Og samtidig, hernede i bådhallen, begyndte Orion at knurre.

Han kiggede ikke mod den dør, Adrian var gået igennem. Han stod med forpoterne oppe på kanten af bådens ræling og stirrede op mod den smalle metalgangbro, der løb langs loftet af klippehallen — en nødudgang, der førte direkte op til gadeniveau.

Oppe på gangbroen stod kureren med sølvringen. Og han var ikke alene. Ved siden af ham stod en anden mand, og de havde begge trukket pistoler med lyddæmpere, rettet direkte ned mod vores båd.

“Ned!” råbte Marcus og kastede sig mod mig for at skubbe mig ned bag motorhjelmen, samtidig med at han trak sit eget våben fra skulderhylstret.

To dæmpede smæld — som lyden af en gren, der knækker — gav genlyd i klippehallen. En kugle flænsede træværket på båden ti centimeter fra mit hoved, og en anden ramte Marcus i venstre skulder med en kraft, der slyngede ham bagover ned i dørken på båden med et dæmpet støn.

“Marcus!” gispede jeg og kravlede hen til ham, mens blodet hurtigt farvede hans skjorte mørk under skulderen på den skudsikre vest.

“Jeg er i live,” stønnede han gennem sammenbidte tænder og pressede sin højre hånd med pistolen op over rælingen og affyrede to skud mod gangbroen, hvilket tvang de to mænd i dækning bag metalgelænderet. “De har blokeret vores vej ud, og de har afskåret mig fra at komme op til Adrian! Olivia, du er nødt til at bruge servicedøren bag ved brændstoftankene derhenne! Hvis Helena er inde hos Adrian i boksrummet, har han ingen våben på sig!”

Jeg kiggede fra den blødende Marcus til de to mænd på gangbroen, der var på vej ned ad jerntrappen i den modsatte ende af hallen for at få en bedre skudvinkel på båden.

Og så hørte jeg gennem den lille højttaler på instrumentbrættet lyden af en pistolhane, der blev spændt oppe i boksrummet, og Adrians rolige, kolde stemme: “Hvis du skyder mig herinde, Helena, udløser krudtrøgen brandalarmen og låser hele kældersektionen ned, før du når ud.”

“Hvem sagde noget om at skyde, kære nevø?” svarede kvindestemmen i højttaleren. “En lille injektion med kaliumklorid i halsen ligner et tragisk hjertestop hos en ung mand under stort pres. Bankdirektøren vil være så ked af at finde dig.”

Frygten i mit bryst forsvandt. Den blev erstattet af en iskold, brændende vrede.

Jeg så på Orion, der stod krøbet sammen ved siden af mig i bunden af båden, skælvende af ophidselse og raseri, med øjnene låst på trappen, hvor kureren nærmede sig.

“Marcus, hold dem beskæftiget i ti sekunder,” sagde jeg.

Marcus så på mig, forstod øjeblikkeligt og hævede pistolen med sin raske arm. “Løb, når jeg skyder!”

Marcus affyrede tre hurtige skud op mod trappen. Gnisterne sprang fra metallet, og kureren kastede sig tilbage bag en klippefremspring.

I samme sekund sprang jeg og Orion over rælingen og ud på den våde mole. Vi løb ikke mod den officielle ståldør, hvor mændene stod, men kastede os ind bag de store olietønder ved klippevæggen, hvor en gammel, grønmalet jerndør med skiltet Kun for personale — Maskinrum var halvt skjult.

Døren var ikke låst. Vi røg ind i en smal, oplyst betontrappeopgang, der lugtede af olie og gammelt støv.

“Op, Orion! Find Adrian!” hviskede jeg hæst.

Jeg behøvede ikke at vise hunden vej. Orion kendte Adrians færten bedre end sin egen skygge. Som et sort lyn strøg den store schæferhund op ad de stejle betontrin med mig lige i hælene. Mine lunger brændte, men alle de år, hvor jeg havde løbet op og ned ad trapper med tunge bakker i tolv timer i træk, betalte sig nu. Jeg snublede ikke én eneste gang.

Vi nåede toppen af kælderen, hvor en tung branddør førte ind til selve bankens boksafdeling. Jeg kiggede gennem det lille armerede glasvindue i døren.

Gangarealet uden for det store boksrum var tomt — bankfunktionæren var ingen steder at se, utvivlsomt betalt for at kigge den anden vej i ti minutter. Men selve den massive rundbuede gitterdør ind til boksrummet stod på klem.

Inde i det hvidoplyste rum af stål og marmor stod Adrian med ryggen mod rækkerne af kobberbokse. På bordet foran ham lå den åbne Boks 714 og en stak gamle dokumenter i røde lædermapper.

Over for ham stod to personer.

Den ene var en massiv livvagt, som holdt en lille, spids medicinsk injektionssprøjte i sin handskeklædte hånd, kun et skridt fra Adrian.

Den anden var en kvinde.