Adrian stirrede på skærmen, og jeg så, hvordan musklen i hans kæbe arbejdede.

“H.V.,” sagde jeg langsomt, mens en forfærdelig mistanke slog rod i mig. “Adrian… hvad hed din fars søster? Hende, du engang fortalte mig døde i Schweiz, før du blev født?”

Adrian svarede ikke med det samme. Da han endelig talte, var hans stemme knap nok en hvisken.

“Helena,” sagde han. “Helena Vale.”

Den nat sov ingen af os.

Min mor blev installeret i gæsteværelset med en vagt uden for døren, selvom hele etagen allerede var sikret som en fæstning. Marcus sad i arbejdsværelset og kørte ansigtsgenkendelse på kureren gennem sine gamle kontakter i Interpol, mens han forsøgte at spore ruten på den varevogn, der var blevet brugt ved leveringen.

Klokken var næsten to om natten, da jeg gik ud på den overdækkede terrasse for at få luft. Regnen var stilnet af og havde efterladt luften skarp, kold og duftende af våd asfalt og vinter. Jeg stod med min jakke trukket tæt om mig og kiggede ud over byen, mens Orion sad tæt op ad mit venstre ben. Hans tunge hoved hvilede mod mit lår, og jeg lod mine fingre glide gennem den tykke pels ved hans hals.

Skydedøren gled op bag mig, og Adrians skridt lød dæmpet mod stenfliserne. Han stillede sig ved siden af mig ved glasrækværket og rakte mig et krus med dampende varm kakao.

“Du ryster,” sagde han stille.

“Det er bare kulden,” løj jeg og tog imod kruset.

Han så på mig fra siden. I det dæmpede lys fra stuen bag os så han udmattet ud. Han havde smøget ærmerne på sin hvide skjorte op til albuerne, og den øverste knap stod åben. Alt det, han havde kæmpet for at vaske af sit familienavn — alt det blod og bedrag, han troede, han havde begravet sammen med Victor — var lige blevet gravet op igen og kastet lige i hovedet på os.

“Du behøver ikke at lyve for mig, Olivia,” sagde han og lagde sin hånd på rækværket, så hans fingre strejfede mine. “Jeg er også bange.”

Jeg kiggede overrasket op på ham. Adrian Vale indrømmede aldrig frygt. Han var manden, der kunne få en hel restaurant til at tie stille ved blot at rejse sig fra sit bord. Han var manden, der havde stirret sin egen onkel i øjnene i retten uden at blinke.

“Jeg er ikke bange for, hvad hun kan gøre ved mig eller mine penge,” fortsatte han, og hans blik gled ned til jasminvedhænget, der stadig hang om min hals. “Men hun adresserede ikke den æske til mig. Hun sendte den til dig. På det kontor, jeg gav dig. Det var en besked om, at hun ved præcis, hvem du er for mig.”

Han vendte sig helt mod mig, og før jeg kunne nå at tænke, tog han kruset ud af mine hænder, stillede det på det lille terrassebord og lukkede sine arme om mig.

Jeg pressede mit ansigt ind mod hans bryst og indåndede hans velkendte duft af cedertræ, regn og varm hud. Hans hjerte slog tungt og hurtigt lige under min kind.

“Da jeg mistede mine forældre, lukkede jeg af,” mumlede han med læberne mod mit hår. “Da jeg mistede Luca, svor jeg, at jeg aldrig ville lade nogen komme tæt nok på til, at det kunne bruges imod mig. Og så gik en stædig, udmattet servitrice forbi mit bord og klappede min hund, som om det var den mest naturlige ting i verden.”

Jeg smilede svagt mod hans skjorte, selvom mine øjne brændte af tilbageholdte tårer. “Han så ud til at trænge til det.”

“Det var ikke kun ham, der trængte til det,” hviskede Adrian og løftede mit ansigt med en hånd under min hage. Hans tommelfinger strøg blidt hen over min kind. “Jeg sender dig ikke væk, Olivia. Jeg vil ikke begå den fejl, din mor begik, ved at tro, at jeg kan beskytte dig ved at holde dig i mørket. Men du skal love mig én ting: uanset hvad vi finder ud af i morgen, så går du ingen steder uden mig eller Orion.”

“Det lover jeg,” sagde jeg.

Vi stod sådan længe i den kolde nattebris, indtil Marcus bankede på ruden inde fra stuen. Hans ansigtsudtryk fortalte os, at pausen var forbi.

Da vi kom ind i varmen igen, havde Marcus spredt indholdet af mahogniæsken ud på det store spisebord under en kraftig lup med indbygget lys. Ved siden af lå et sæt juvelérværktøj.

“Jeg kunne ikke lade din fars ur ligge,” sagde Marcus uden omsvøb, da vi trådte nærmere. “Jeg tænkte over det, du sagde, Olivia. At Helena Vale — eller Gartneren — kun ville tage kontakt, hvis vi havde noget, hun manglede. Men Victor er i fængsel, og vi har overdraget alle Lucas filer til statsadvokaten. Hvad skulle vi have, som hun ikke allerede ved?”