“Og hvis vi ikke tager derhen, og vi overdrager nøglen til politiet her?” spurgte jeg.
“Så bruger hun en af de korrupte kontakter, Eva lige nævnte, til at finde ud af det i løbet af ti minutter,” sagde Adrian. “Hun vil få boksen spærret eller destrueret udefra, og så vil hun sende sine folk efter dig og din mor resten af jeres liv. Vi ville aldrig kunne spise på en restaurant igen uden at kigge mod døren. Du ville aldrig være sikker, Olivia.”
Jeg kiggede ned på Orion, der sad ved mine fødder og kiggede op på mig med sine dybe, loyale øjne. Jeg tænkte på det liv, vi lige havde brugt et halvt år på at bygge op. Jeg tænkte på den unge pige, der havde båret bakker i tolv timer i træk med ømme ben, og som var blevet trukket ind i en verden af milliarder, mord og gamle familiehemmeligheder på grund af et smykke, hun ikke engang forstod.
Jeg var træt af at være den, der blev jagtet. Jeg var træt af, at min mor skulle leve i frygt, og at Adrian skulle bære vægten af sin families synder alene.
Jeg rakte ud og tog det sammenlåste smykke op fra bordet. Sølvet føltes tungt og køligt i min håndflade.
“Så tager vi til Lugano,” sagde jeg.
Alle tre kiggede på mig.
“Olivia, nej,” sagde min mor straks og greb efter min arm. “Jeg holdt mig væk i femten år for at holde dig ude af det her! Du tager ikke i nærheden af hende!”
“Mor, hun sendte æsken til mig,” sagde jeg fast, men blidt, og holdt hendes blik. “Hun tror, jeg er det svage led. Hun tror, jeg bare er Evas datter — en servitrice, som Adrian har fået et blødt punkt for, og som vil gå i panik og gøre præcis, hvad der bliver sagt for at redde sit eget skind. Det er vores eneste fordel.”
Jeg vendte mig mod Adrian. “Du og Luca lavede en fælde for Victor ved hjælp af de filer, mor kopierede. Kan vi ikke gøre det samme her? Vi giver hende ikke bare nøglen. Vi tager til Schweiz, vi åbner den boks før hende, og så bruger vi hendes egne beviser til at knuse hende én gang for alle.”
Adrian betragtede mig længe. Der var en blanding af dyb bekymring og en uforklarlig stolthed i hans øjne.
“Boksen i Lugano kræver formentlig en biometrisk eller personlig godkendelse ud over nøglen, hvis den er oprettet i Vale-navnet,” sagde han langsomt, mens hans hjerne allerede begyndte at lægge strategien. “Eftersom Victor er i fængsel, og Luca og min far er døde, er jeg den eneste nulevende mandlige arving med det efternavn. Banken vil lukke mig ind uten at stille spørgsmål, hvis jeg har nøglen.”
“Men Helena vil overvåge banken,” indvendte Marcus. “Hun venter på, at I dukker op.”
“Så lad hende vente foran hovedindgangen,” sagde jeg, og et pludseligt minde fra de gamle regnskabsfiler, jeg havde læst på Lucas hukommelseskort, dukkede op i mit hoved. “Adrian, kan du huske de gamle transportoptegnelser fra 1998, som vi gennemgik i sommers? Dem fra galleriet i Milano, der transporterede malerier til Lugano?”
Adrian rynkede panden. “Ja. De brugte søvejen over søen for at undgå grænsekontrollen på motorvejen.”
“Ikke bare søvejen,” sagde jeg og mærkede adrenalinen pumpe gennem blodet. “I noterne stod der, at leverancerne til bankboksen i Lugano skete via kælderslusen. De gamle privatbanker ned til søen har direkte bådindgange i kælderen fra dengang, man fragtede guld over vandet. Og mere end det…”
Jeg kiggede ned på Orion og derefter tilbage på fotografiet med den brændte kvinde og schæferhunden ved hendes fødder.
“Hvorfor reagerede Orion så voldsomt på æsken i dag?” spurgte jeg. “Marcus’ scanner sagde, at der ikke var sprængstoffer eller kemikalier på den. Alligevel knurrede Orion, som om selve djævlen lå i den æske.”
Adrian kiggede ned på hunden. “Fordi han genkendte en lugt på tingene indeni.”
“Ikke en behagelig lugt, som da han genkendte mors jasminparfume på mig,” sagde jeg. “En lugt, han hader. En lugt, han frygter. Du sagde, at Luca købte Orion fra en pensioneret træner i Østrig. Hvad nu, hvis Luca ikke købte ham tilfældigt? Hvad nu, hvis Luca reddede Orion fra Helenas kennel ved Lago Maggiore?”
Min mor gispede lavt og slog hånden for munden. “Hundene,” hviskede hun. “Gud, jeg havde glemt hundene. Helena opdrættede sorte schæferhunde på sin ejendom til at bevogte villaen. Hvis en hund viste det mindste tegn på blødhed eller nægtede at angribe på kommando, beordrede hun dem aflivet. Luca var på besøg på villaen fem år før sin død… Han havde en rasende konflikt med hende over en unghund, hun ville skyde, fordi den havde beskyttet et barn fra køkkenpersonalet i stedet for at bide.”






