Hun så overhovedet ikke ud som en kriminel bagmand. Hun lignede en pensioneret ambassadør eller en bestyrelsesformand for et kunstmuseum. Hendes hår var klippet i en elegant, sølvgrå page, hendes ansigt var glat og velplejet, og hun bar en kridhvid kashmirfrakke over et lyst jakkesæt. Kun omkring hendes venstre håndled glimtede noget velkendt: de to sammenslyngede guldsnoge.

Helena Vale. Gartneren.

Hun havde lige rakt hånden ud for at samle de røde lædermapper op fra bordet, mens livvagten tog det sidste skridt mod Adrian, hvis ene hånd var presset ned i bordpladen, mens hans anden hånd holdt en tung stålbrevpresser — et desperat, men håbløst våben mod en professionel dræber.

Jeg tænkte ikke. Jeg skubbede branddøren op, trådte ind i marmorgangen og pegede direkte ind gennem gitterdøren mod kvinden i den hvide frakke.

“Orion!” råbte jeg, så det rungede mellem stålskabene. “Tag hende!”

Helena Vale og hendes livvagt nåede kun lige at dreje hovederne mod lyden af min stemme.

Da Orion kom stormende ind gennem gitterdøren, skete der noget med Helena Vales kontrollerede, kølige facade. I det splitsekund, hvor hendes øjne mødte den store sorte schæferhunds blik, og hun så det lille hvide ar ved hundens venstre øre — arret fra dengang på villaen for år tilbage — krakelerede hendes maske. Hendes øjne udvidede sig i ren, uforfalsket vantro.

Og Orion tøvede ikke.

Den hund, der var så blid, at han lagde sit hoved i mit skød, når jeg var ked af det, forvandlede sig i luften til fyrre kilo ren gengældelse.

Livvagten forsøgte at dreje rundt og række ind under sin jakke efter sin pistol, men han var alt for langsom. Med et brøl, der fik luften i det lille boksrum til at vibrere, sprang Orion ikke efter livvagten — men i det øjeblik Adrian så distraktionen, slyngede Adrian den tunge stålbrevpresser lige i ansigtet på livvagten og fulgte op med et knusende slag mod mandens kæbe og håndled, så sprøjten røg hen over marmorgulvet og knustes mod væggen.

Orion fløj direkte forbi de to mænd og ramte Helena Vale midt i brystet.

Kraften fra sammenstødet væltede hende bagover ind i stålskabene med et voldsomt drøn. De røde lædermapper fløj ud af hendes hænder og spredte sig ud over gulvet. Helena skreg — et højt, panisk skrig, da Orions kæber lukkede sig med knusende kraft om hendes højre underarm gennem den hvide kashmirfrakke, præcis som han var blevet trænet til for år tilbage, og holdt hende naglet fast til gulvet.

Hans forpoter stod på hendes bryst, og hans blottede tænder var kun få centimeter fra hendes strube. Han dræbte hende ikke, men hans dybe, rasende knurren fortalte hende, at hvis hun så meget som løftede en finger, ville det være det sidste, hun gjorde.

Inde i hjørnet lå livvagten bevidstløs på gulvet, mens Adrian stod bøjet over ham, tungt åndende, med blødende knoer.

Jeg løb ind i boksrummet og samlede hurtigt den pistol op, som var gledet ud af livvagtens hylster, da han faldt. Mine hænder rystede ikke, da jeg trådte hen ved siden af Orion og kiggede ned på kvinden på gulvet.

Helena Vale lå og stirrede op på mig og hunden. Hendes sølvgrå hår var i uorden, og der var en plet af blod, der sivede gennem det dyre, hvide stof på hendes ærme, hvor Orions tænder holdt fast.

“Få det bæst væk fra mig!” hvæsede hun, mens smerten og ydmygelsen fik hendes stemme til at knække. “Jeg betaler dig, hvad end Adrian har lovet dig! Dobbelt så meget! Bare kald den tilbage!”

Adrian trådte hen på min anden side. Han lagde en hånd på min skulder og kiggede ned på sin faster med et blik, der var fuldstændig blottet for følelser.

“Du misforstår stadig det hele, Helena,” sagde Adrian stille. “Der findes mennesker i den her verden, som ikke kan købes.”

Jeg bøjede mig ned og samlede de røde lædermapper op fra gulvet. På forsiden af den øverste mappe stod der med Lucas håndskrift: Til statsadvokaten — Vedrørende drabet på Christian Vale og netværket H.V.

I det fjerne, ude fra Piazzaen foran bankens hovedindgang, lød nu de skingre sirener fra de schweiziske og italienske politivogne, som Marcus havde tilkaldt, da skuddene faldt nede i bådhallen.

Jeg så ned på kvinden, der havde stjålet femten år af min mors liv, som havde taget Luca fra Adrian, og som havde troet, at vi bare var skakbrikker på hendes bræt.

“Orion,” sagde jeg med rolig stemme og lagde min frie hånd blidt på hundens spændte nakke. “Slip. Hun er ikke det værd.”

Orion slap øjeblikkeligt sit greb i hendes ærme, men han flyttede sig ikke en millimeter fra hendes bryst, før de bevæbnede forbundsbetjente to minutter senere stormede ind i boksrummet og lagde Helena Vale i håndjern.

En måned senere sad jeg på en bænk af vejrbidt drivtømmer og kiggede ud over havet.