Vi var ved at hele. Vi var ved at bygge noget virkeligt.

Indtil en regnfuld tirsdag i november, hvor en kurer afleverede en trææske på fondens kontor.

Det var sidst på eftermiddagen. Mørket var allerede faldet på udenfor og forvandlede byens lys til slørede gule og røde striber i de våde ruder. De fleste af medarbejderne var gået hjem. Kun jeg sad tilbage ved mit skrivebord, begravet i ansøgninger fra unge billedhuggere, mens Orion sov tungt på det persiske tæppe ved siden af døren. Adrian var til et møde med byrådet i den anden ende af byen.

Receptionisten, en ung studerende ved navn Maja, bankede forsigtigt på min åbne dør, før hun gik.

“Olivia? Den her blev lige leveret med bud. Der var ingen afsender på følgesedlen, men dit navn står brændt ind i låget.”

Hun stillede en aflang æske af mørkt, lakeret mahogni på hjørnet af mit skrivebord.

“Tak, Maja. God aften, og pas på dig selv i regnen.”

Da hoveddøren klikkede i efter hende, blev der helt stille i de store lokaler. Kun lyden af regnen mod tagvinduerne og den svage summen fra min computerskærm fyldte rummet.

Jeg rejste mig og gik hen til æsken. Før jeg overhovedet nåede at røre ved den, skete der noget, der fik hårene i min nakke til at rejse sig.

Orion vågnede.

Han rejste sig ikke langsomt og strakte sig, som han plejede. Han sprang op i én enkelt, lydløs bevægelse. Hans ører var rettet skarpt fremad, hans krop var spændt som en stålfjeder, og fra dybet af hans bryst lød en lav, vibrerende knurren. Det var ikke den advarende lyd, han brugte over for fremmede på gaden. Det var en lyd, jeg aldrig havde hørt fra ham før.

Han trådte hen til skrivebordet, pressede sin flanke mod mit ben for at skubbe mig bagud og stirrede direkte på mahogniæsken.

“Hvad er der, ven?” hviskede jeg. Mit hjerte begyndte pludselig at hamre mod mine ribben.

Jeg kiggede nærmere på æsken. Mit navn, Olivia, var ganske rigtigt brændt ind i det mørke træ med elegante, svungne bogstaver. Men lige under navnet var der indgraveret et lille symbol, som Maja ikke havde bemærket.

En jasminblomst. Men ikke en hel blomst. Den var knækket midt på stilken.

Mine fingre blev iskolde. Jeg rørte ikke ved æsken. Jeg havde lært nok af Adrian og min mor i løbet af det sidste halve år til ikke at være dumdristig. I stedet tog jeg min telefon, tog et billede af æsken og ringede til Adrian.

Han tog den efter det første ring. “Hej. Mødet trækker ud, men jeg er på vej om et kvarter. Har du spist?”

“Adrian,” sagde jeg. Min stemme lød mærkeligt tynd i det store, tomme lokale. “Der er blevet leveret en pakke til mig her på kontoret. Uden afsender. Og Orion opfører sig, som om der er en slange i rummet.”

Stilheden i den anden ende varede kun et splitsekund, men jeg kunne høre skiftet i hans vejrtrækning. Den rolige forretningsmand forsvandt øjeblikkeligt.

“Rør den ikke,” sagde han. Hans stemme var skarp som glas. “Gå ud af kontoret. Tag Orion med dig, lås døren udefra, og vent nede i lobbyen hos sikkerhedsvagten. Jeg er der om otte minutter.”

“Der er en knækket jasminblomst på låget, Adrian.”

Jeg hørte en bildør smække i baggrunden og lyden af en motor, der blev startet med et brøl. “Gå ned i lobbyen nu, Olivia. Lige nu.”

Jeg behøvede ikke at blive bedt to gange. Jeg greb min frakke og min taske, kaldte på Orion, der kun modvilligt veg blikket fra skrivebordet, og skyndte mig ned ad den brede marmortrappe til stueetagen, hvor nattevagten sad bag skranken.

Otte minutter senere gled Adrians sorte sedan ind til kantstenen foran bygningen med hvinende dæk, der sprøjtede regnvand op på fortovet. Han kom ikke alene. En høj, bredskuldret mand med kortklippet gråt hår og et ar over det ene øjenbryn steg ud fra passagersædet. Det var Marcus, Adrians sikkerhedschef og en tidligere efterretningsagent, som havde hjulpet os under efterforskningen af Victor.

Da Adrian trådte ind gennem svingdøren, fandt hans øjne mig med det samme. Regnen dryppede fra hans mørke hår og ned på kraven af hans uldfrakke. Han krydsede lobbyen i hurtige skridt og stoppede først, da hans hænder lukkede sig om mine overarme. Hans blik gled hurtigt hen over mit ansigt, som om han skulle sikre sig, at jeg virkelig var uskadt.

“Er du okay?” spurgte han lavt, kun for mine ører.

“Ja. Jeg rørte den ikke.”

Han nikkede kort, slap mig modvilligt og vendte sig mod Marcus. “Op på tredje sal. Jeg vil have den scannet, før nogen overhovedet trækker vejret i nærheden af den.”