Den usynlige mur af høflighed og tilbageholdenhed, de havde opretholdt i månedsvis, var blevet tyndere og tyndere for hver dag, der gik. Hver gang deres hænder strejfede hinanden, når de rakte brænde eller mad over bordet, slog det gnister. Monica vidste med hele sit hjerte, at hendes taknemmelighed for længst havde udviklet sig til en dyb, altfortærende kærlighed til denne stærke, tavse mand. Men hun vidste også, at Amos holdt sig tilbage af respekt for hende – og måske af frygt for at åbne sit hjerte helt igen.

“Amos?” hviskede hun og lagde børsten fra sig.

Han lagde støvlen ned, tørrede sine hænder i en ren klud, men sagde ingenting. Monica rejste sig ikke; i stedet rykkede hun lidt tættere på hans stol og lagde sit hoved mod hans knæ, mens hun kiggede op på ham.

Amos trak vejret dybt og skælvende. Hans store hånd løftede sig tøvende og gled derefter ind i hendes bløde, nyvaskede hår. Hans fingre strøg gennem de gyldne lokker med en næsten smertefuld ømhed.

“Jeg bør ikke røre dig sådan her, Monica,” mumlede han, hans stemme tyk af tilbageholdt længsel. “Du er stadig lovformeligt gift med en anden mand. Og jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig ville udnytte, at du er her og er afhængig af mig.”

Monica rejste sig på knæ foran hans stol, så hendes ansigt var i højde med hans. Hun tog hans ansigt mellem sine hænder og mærkede det grove skæg mod sine håndflader. “Thomas Nelson døde for mig den dag på prærien, da han lod mig og min søn ligge i støvet,” sagde hun fast, mens hun så direkte ind i hans øjne. “En mand, der forsøger at dræbe sin kone og sælger sin datter, er ikke en ægtemand for Gud eller mennesker. Og jeg er ikke her, fordi jeg er afhængig af dig, Amos. Jeg er her, fordi jeg elsker dig.”

Amos’ åndedræt standsede. “Monica…”

“Jeg elsker dig,” gentog hun blødt, og en enkelt tåre af ren følelse glitrede i hendes øjenvipper. “Jeg elsker den måde, du holder Samuel på, når han græder. Jeg elsker den måde, du har fået Clara til at le igen. Jeg elsker dine ar, dine hænder og din stilhed. Du reddede ikke bare vores kroppe, Amos. Du reddede min tro på, at der findes godhed i denne verden. Lad være med at skubbe mig væk for en død mands skyld.”

Noget brast inde i bjergmanden – den sidste dæmning af sorg, skyld og ensomhed, han havde bygget op omkring sig selv i fem år. Med en dyb, knurrende lyd i brystet greb han hende om taljen, løftede hende op på sit skød og begravede sit ansigt mod hendes hals. Hans store krop rystede, da han holdt hende tæt ind til sig, som om han var bange for, at hun ville forsvinde i røgen, hvis han slap.

“Gud hjælpe mig, Monica,” hviskede han mod hendes hud, og hans stemme knækkede. “Jeg troede aldrig, jeg skulle føle sådan her igen. Jeg har elsket dig siden den nat, du sad i min seng og så på mig med den ild i øjnene, da du bad om din datter. Det har været en pinsel at ligge på det gulv hver nat og lytte til dit åndedræt uden at måtte holde om dig.”

Monica slog armene om hans brede skuldre og drejede hans ansigt mod sit. Da hans læber endelig mødte hendes, var kysset først blidt og spørgende, men da hun åbnede sig for ham med et stille suk, forvandlede det sig til en dyb, lidenskabelig omfavnelse, der rummede al den smerte, de begge havde overlevet, og al den kærlighed, de havde fundet i hinanden.

Den nat sov Amos ikke på gulvet ved pejsen. Og for første gang i sit liv vidste Monica, hvordan det føltes at falde i søvn i armene på en mand, der ville gå gennem helvede for at beskytte hende.

Foråret kom sent til bjergene det år, men da det endelig brød igennem i slutningen af april, var det med en eksplosion af liv. Sneen smeltede i fossende bække ned ad bjergsiderne, skovbunden blev dækket af vilde blomster, og luften var klar og varm.

Samuel var nu næsten et år gammel – en stærk, trind dreng med rosenrøde kinder, der netop havde taget sine første vaklende skridt hen over hyttens trægulv, direkte ind i Amos’ ventende hænder. Clara var vokset flere tommer, hendes kinder var fregnede af forårssolen, og hun kaldte nu helt naturligt Amos for “far” – et ord, der hver eneste gang fik den store bjergmand til at rømme sig og blinke mistænkeligt hurtigt mod solen.

Men som passene åbnede, og sneen forsvandt fra dalen, vidste både Amos og Monica, at de ikke kunne blive i vildmarken for evigt uden at konfrontere omverdenen. Hytten manglede salt, mel, krudt og klæde, og Amos havde et helt vinterlager af værdifulde bæver-, odder- og ræveskind, der skulle sælges på handelsstationen.