Da Monica vågnede igen, var den konstante rysten fra vognen ophørt. I stedet for lyden af piskende regn og hylende vind hørte hun den rolige, knitrende lyd af brænde, der brændte i et ildsted. En duft af fyrretræ, røg og stegt kød hang i luften.

Hun slog øjnene op og blinkede mod det bløde, gyldne skær fra en olielampe. Hun lå i en bred seng bygget af råt tilhuggede fyrretræsstammer, dækket af bløde uldtæpper og skind. Rummet omkring hende var lille, men solidt – en bjælkehytte tætnet med ler og mos mellem stammerne, udstyret med et groft træbord, et par stole, hylder fyldt med krukker og tørrede urter, og en stor stenpejs, hvor ilden dansede lystigt.

Panikken ramte hende som et lyn. Samuel.

Hun forsøgte at sætte sig op, men en skarp, brændende smerte i hendes højre ben fik hende til at udstøde et kort skrig. Hun kiggede ned. Hendes støvle var blevet skåret op og fjernet. Hendes ankel, der havde været opsvulmet og lilla, var nu smurt ind i en grønlig, stærkt duftende salve og stramt forbundet med rene linnedstrimler, støttet af to flade stykker glatpoleret træ.

“Stille nu. Hvis du vrider den fod igen, kommer du ikke til at gå før foråret.”

Amos kom ind gennem en lav dør fra et tilstødende rum. Uden sin tunge pels så han stadig enorm ud, klædt i en ren, mørkegrå uldskjorte med opsmøgede ærmer, der afslørede muskuløse underarme dækket af gamle ar. Og i hans venstre arm, svøbt i et rent, hvidt klæde, lå Samuel.

Drengen var vågen. Hans små hænder fægtede i luften, og hans hud havde fået en sund, lyserød farve tilbage. Amos holdt en lille træske op til barnets mund og lod ham sutte forsigtigt på en tynd, varm vælling.

“Samuel,” åndede Monica og rakte armene ud.

Amos gik hen til sengen og lagde forsigtigt drengen i hendes favn. Monica trykkede sin næse mod Samuels bløde hår og indåndede duften af ham – han lugtede af røg, varm mælk og bjergmandens sæbe. “Hvordan… hvor længe har jeg sovet?”

“Næsten et døgn,” svarede Amos og gik tilbage til pejsen, hvor en sort jerngryde hang over ilden. “Du havde feber, da vi nåede frem i går nat. Din krop var lige så udmattet som drengens. Jeg måtte skære din støvle af og sætte din ankel på plads, mens du var bevidstløs. Det var et grimt forstuvning, måske en lille revne i knoglen, men intet der ikke kan hele, hvis du holder dig i ro.”

Monica rødmede pludselig ved tanken om, at denne fremmede mand havde plejet hende, mens hun var uden bevidsthed, men skammen forsvandt hurtigt, da hun så den dybe respekt og distance, han holdt. Han behandlede hende med samme rolige professionalisme som en læge.

“Hvad gav du ham at spise?” spurgte hun og kiggede ned på Samuel, der nu grådigt suttede på sin egen tommelfinger. “Mit bryst… mælken stoppede for to dage siden på grund af tørsten.”

“Jeg har to malkegeder i stalden bag hytten,” sagde Amos og øste en skål dampende suppe op fra gryden. “Gedemælk kogt med lidt vand og fintmalet havre. Min kone brugte det, da vores…” Han standsede brat. Hans kæbe strammede sig, og han vendte ryggen til hende i et sekund, før han tog sig sammen og bar skålen hen til natbordet ved hendes seng. “Spis det her. Det er vildtkød og rodfrugter. Når du får væske og næring i kroppen igen, kan det være, din egen mælk vender tilbage. Indtil da skal gederne nok holde ham mæt.”

Monica tog imod skålen med rystende hænder. Den første skefuld varm bouillon sendte en bølge af liv gennem hendes kolde indre. Hun spiste i stilhed, mens Amos satte sig ved bordet i den anden ende af rummet og begyndte at rense et gevær med en olieret klud.

Stilheden mellem dem var ikke ubehagelig, men den var tung af usagte spørgsmål. Efterhånden som maden gav hende kræfterne tilbage, vendte minderne fra prærien tilbage med fuld styrke. Lyden af vognhjulene, der kørte væk. Hendes mands kolde ryg. Og lyden af hendes syvårige datters skrig.

Mor! Lad ham ikke tage mig!

En tåre trillede ned ad Monicas kind og faldt ned i den næsten tomme suppeskål. Hendes hånd strammede om træskeen, så hendes knoer blev hvide.

Amos sænkede geværet. Hans skarpe øjne hvilede på hende. “Fortæl mig om ham,” sagde han stille. “Og fortæl mig om din pige.”

Monica lukkede øjnene. Smerten i hendes bryst var langt værre end smerten i hendes ankel. “Hun hedder Clara,” hviskede hun. “Hun er syv år gammel. Hun har lyst hår som mit, og hun er bange for mørke. Min mand… Thomas… han tog hende ikke, fordi han elsker hende.”

Amos rynkede panden. “Hvorfor så?”