Monica stirrede på ham, ude af stand til at fatte hans ord. “Du? Men… du kender os slet ikke. Hvorfor skulle du risikere dit liv for os?”
Amos slap hendes hånd og gik hen til kaminen. På hylden over ildstedet stod en lille, udskåret træfugl og et falmet daguerreotypi i en messingramme. Han tog billedet ned og rakte det til hende.
Monica kiggede på det. Det viste en smilende kvinde med mørkt hår og en lille pige på omkring seks år med store, lyse øjne, der lignede Amos’ på en prik.
“De hed Sarah og Lily,” sagde Amos, og hans stemme var pludselig ru som sandpapir. “For fem år siden blev vores første hytte længere mod nord ramt af skarlagensfeber midt under en snestorm. Jeg red til Silver Creek for at hente lægen og medicin. Lægen var hos Silas Harlan til et middagsselskab. Harlan nægtede at lade lægen forlade sin gård i det uvejr for en ‘simpel pelsjægers’ skyld, medmindre jeg betalte en sum, jeg ikke havde. Jeg måtte ride til den næste by, fyrre mil væk. Da jeg kom tilbage med medicinen tre dage senere, var de begge døde. Lily døde med sit blik rettet mod døren, mens hun ventede på, at hendes far skulle komme hjem.”
Monica holdt hånden op for munden, mens tårerne igen blændede hendes syn. “Amos… det gør mig så ondt.”
Han tog billedet tilbage og stillede det forsigtigt på plads. “Jeg svor dengang, at jeg aldrig ville blande mig i menneskenes verden igen. Jeg flyttede herop i vildmarken for at være alene. Men da jeg fandt dig og drengen på den prærie i går, og da du fortalte mig om din lille pige…” Han vendte sig mod hende, og hans udtryk var hugget i granit. “Jeg kunne ikke redde min Lily. Men ved Gud, jeg vil ikke sidde stille og lade Silas Harlan og en kujon af en mand ødelægge endnu en lille piges liv.”
Næste morgen var stormen trukket forbi og havde efterladt bjergene indhyllet i en tyk, råkold tåge. Amos stod op før daggry. Han sørgede for, at Monica havde brænde, vand, brød, tørret kød og frisk gedemælk inden for rækkevidde af sengen. Han lavede endda en krykke til hende af en stærk askegren, polstret med fåreskind under armen, så hun kunne bevæge sig rundt i hytten, da smerterne i hendes ankel allerede var aftaget takket være hans urtesalve.
Før han gik, spændte han et tungt revolverhylster om hoften og stak sin riffel i sadelhylsteret på sin store, sorte hingst.
“Lås døren indefra med jernbommene,” sagde han, mens han stod i døråbningen, iført sin lange skindfrakke og en bredskygget hat. “Ingen kommer herop, men skoven har ulve og bjørne. Jeg er tilbage om tre dage. Uanset hvad der sker, åbner du kun døren, når du hører mig fløjte tre korte toner.”
“Amos,” kaldte Monica fra sengen, mens hun sad med Samuel ved brystet – i løbet af natten var hendes mælk mirakuløst begyndt at vende tilbage, og drengen diede nu roligt. “Vær forsigtig. Thomas er en kujon, men han er snu. Og Samuel og jeg… vi har ikke andre i denne verden end dig nu.”
Amos’ blik blødte op ved synet af kvinden og barnet i hans seng – et syn, der bragte liv og varme tilbage til den hytte, der havde været så tom og kold i fem lange år. Han nikkede stille. “Jeg kommer tilbage, Monica. Med din datter.”
De næste tre dage var de længste i Monicas liv, men i modsætning til de tre dage på prærien var disse fyldt med en rastløs energi og et spinkelt håb. Hun nægtede at ligge passivt i sengen. Ved hjælp af krykken humpede hun rundt i hytten. Hun vaskede sit og Samuels tøj i en balje med varmt vand, lappede et par af Amos’ uldskjorter, som hun fandt i en kurv, og holdt ilden ved lige. Hver gang hun rørte ved Amos’ ting – de omhyggeligt sorterede glas med tørrede rødder, de udskårne træredskaber, de velholdte bøger på en lille hylde i hjørnet – lærte hun lidt mere om manden, der havde reddet dem. Han var ikke en rå vildmand; han var en belæst, tålmodig og dybt omsorgsfuld mand, hvis hjerte var frosset til is af sorg.
Om eftermiddagen på den tredje dag sad Monica ved vinduet med Samuel på skødet. Hendes ankel var stadig øm, men hævelsen var faldet så meget, at hun kunne støtte forsigtigt på foden. Hendes øjne var konstant rettet mod det smalle spor, der snoede sig op gennem fyrreskoven. Solen var begyndt at synke bag bjergtoppene og farvede himlen blodrød.
Pludselig lød der tre korte, skarpe fløjtetoner fra skovbrynet.
Monicas hjerte sprang et slag over. Hun rejste sig så hurtigt, at hun næsten væltede stolen, lagde Samuel sikkert midt i den store seng og humpede hen til døren. Hun skubbede den tunge jernbom til side og rev døren op.






