Nede fra skovbrynet kom Amos gående med en økse over skulderen, badet i det gyldne lys fra den nedgående sol. Samuel fik øje på ham først, smed træstykket og løb ham i møde med et jubelskrig. Amos smed øksen i græsset, greb drengen i luften og kastede ham op på sine brede skuldre, mens hans dybe, buldrende latter gav genlyd mellem bjergene.
Monica så på dem, mens en varm brise strøg gennem græsset. Engang havde hun troet, at stilheden på prærien betød døden. Nu vidste hun, at den storm, der havde knust hendes gamle liv, var det eneste, der kunne have ført hende hjem.






