Amos standsede. Hans gråblå øjne fangede hendes, og i det blik lå der ingen kulde, kun en dyb, smertefuld forståelse. “Monica,” sagde han blødt, men fast. “Jeg har mistet et barn til præriekulden før. Jeg har ikke tænkt mig at se det ske igen. Hvis hans læber er blå, og han ikke har drukket i to dage, slukkes hans livslys inden mørket falder på. Lad mig hjælpe ham.”
Ordene ramte hende som et slag, men de løsnede også den knude af panik, der lammede hende. Med rystende hænder løsnede hun sit greb og lod de grove, arrede hænder tage det lille bundt. Samuel så næsten forsvindende lille ud i bjergmandens favn.
Amos viklede hurtigt de fugtige, støvede tæpper af drengen. Han knappede sin egen tunge bøffelskindspels op, samt den tykke flanelskjorte indenunder, og lagde det lille, kolde spædbarn direkte mod sit eget brede, varme bryst. Derefter trak han pelsen tæt omkring dem begge og bandt et tørklæde om sin talje for at holde drengen fast i den levende hule af kropsvarme.
“Mit eget kød og blod må give ham varmen tilbage,” mumlede Amos og tog den lille læderflaske. Han skruede låget af med tænderne. En skarp, sødlig lugt bredte sig i det lille rum under sejldugen. “Lidt sukkervand blandet med en dråbe brændevin og knust pilebark. Det vil tvinge hans hjerte til at slå hurtigere.”
Han dyppe sin lillefinger i væsken og førte den forsigtigt ind i Samuels mund, hvor han gned den mod drengens blege gummer. Samuel reagerede ikke. Amos gjorde det igen. Og igen. Med den anden hånd masserede han blidt spædbarnets ryg gennem uldskjorten, op og ned, i en fast, utrættelig rytme.
Minutterne sneglede sig afsted. Udenfor piskede stormen løs. Vinden hylede gennem sprækkerne i vognkassen, og regnen slog så hårdt mod lærredet, at det lød som hagl. Monica sad lænet op ad vognens side, hendes egen krop rystede af kulde og udmattelse, mens hendes øjne var naglet til det sted under Amos’ pels, hvor hendes søn lå. Hun bad uden ord, en desperat bøn til en Gud, hun følte havde forladt hende tre dage tidligere.
“Kom så, lille kriger,” hviskede Amos dybt nede i sit skæg. Hans store hoved var bøjet over barnet, og hans øjne var lukkede, som om han forsøgte at overføre sin egen livskraft gennem ren viljestyrke. “Verden er ond, det ved jeg. Men du må ikke give op endnu. Din mor har brug for dig.”
Han dyppede fingeren en fjerde gang og lod en enkelt dråbe falde ned på drengens tunge.
Pludselig kom der en lyd. En lille, spinkel hoste, knap nok hørbar over tordenen.
Monica snappede efter vejret.
Under pelsen bevægede den lille bylt sig. En svag, klagende klynken steg op fra Amos’ bryst, efterfulgt af et dybt, rystende gisp, da Samuel trak luften ned i sine små lunger og begyndte at græde – en hæs, tynd lyd, men for Monica var det den smukkeste musik, hun nogensinde havde hørt.
Amos åndede tungt ud, og hans brede skuldre sank en anelse. Et svagt, næsten usynligt smil viste sig i kanten af hans gråstribede skæg. “Sådan skal det være,” mumlede han og kiggede op på Monica. “Han har din vilje, frue. Han nægter at slippe taget.”
Monica brød sammen i en voldsom hulken, hvor lettelse og tre dages opsparet rædsel væltede ud af hende. Hun forsøgte at række ud efter sin søn, men svimmelheden greb hende, og hun faldt tilbage mod dyreskindene.
“Bliv liggende,” sagde Amos. Han rakte ud med sin frie hånd og trak et tykt bjørneskind op over hende, helt op til hagen. “Jeg beholder ham her under pelsen, mens jeg kører. Min kropsvarme vil holde ham i live, indtil vi når i sikkerhed. Min hytte ligger fire timer mod nordvest, oppe i foden af bjergene. Hvis jeg presser hestene, kan vi være der før midnat.”
“Din… din hytte?” hviskede Monica, mens hendes øjenlåg kæmpede for at holde sig åbne. Den pludselige tryghed og varmen fra skindene trak hende ned i et dybt mørke.
“Jeg handler med pelse og tømmer,” sagde Amos, mens han forsigtigt kravlede tilbage mod kuskbænken med den lille dreng sikkert bundet ind til sit bryst. “Jeg var på vej tilbage fra handelsstationen ved Fort Laramie med forsyninger til vinteren. Det var ikke meningen, jeg skulle have taget denne sydlige rute, men et jordskred blokerede bjergpasset.” Han standsede ved åbningen i sejldugen og så tilbage på hende gennem halvmørket. “Måske var det ikke et uheld alligevel. Sov nu, Monica Nelson. Jeg skal nok holde vagt.”
Monica hørte ham fløjte lavt til hestene. Vognen satte i gang igen med et ryk, og den vuggende bevægelse, kombineret med lyden af Samuels svage, regelmæssige åndedrag fra forsædet, vuggede hende ind i en dyb, drømmeløs søvn.






