Amos flyttede ikke blikket fra Harlan. Hans hånd knyttede sig om skæftet på revolveren, parat til at trække og dø i forsøget på at tage Harlan og mindst én af vagterne med sig i faldet. “I får dem kun over mit lig.”
“Skyd ham bare, Harlan!” skreg Thomas hysterisk fra sit muldyr. “Han brækkede min næse og stjal min kone! Skyd det vilddyr!”
KLIK.
Lyden af to tunge haner på et dobbeltløbet haglgevær, der blev spændt, skar gennem den klare bjergluft.
Døren til hytten gik op på vid gab.
Ud på verandaen trådte Monica. Hun holdt ikke den lille jagtriffel; hun havde taget Amos’ tunge, dobbeltløbede bøffelbøsse ned fra væggen. Kolben hvilede fast mod hendes skulder, og de to sorte løb pegede ikke på Harlan eller vagterne – de pegede direkte mod Thomas Nelsons bryst på mindre end femten skridts afstand.
Alle fire mænd på hestene stivnede. Amos drejede hovedet en anelse, hans øjne udvidede sig af frygt for hende, men Monica så ikke på ham. Hendes blik var låst fast på den mand, der havde efterladt hende til døden.
“Monica…” stammede Thomas, og al farve forsvandt fra hans ansigt. Han løftede hænderne i vejret. “Monica, vær nu fornuftig! Jeg er din mand!”
“Min mand?” Monicas stemme rungede klart og koldt ud over gårdspladsen, uden den mindste rysten. “Min mand skubbede mig ned fra en vogn for at brække mine ben. Min mand stemte for at efterlade mig og mit seks måneder gamle spædbarn på den åbne prærie uden vand, mens han kørte væk med min datter for at sælge hende for spillepenge.”
Hun tog et skridt frem til kanten af verandaen. De to mænd med geværerne så usikkert på Harlan. At skyde en bjergmand i vildmarken var én ting; at skyde en kvinde, der holdt sin egen uduelige ægtemand på kornet, var noget helt andet.
“Hør godt efter, Silas Harlan,” sagde Monica og flyttede blikket en tomme for at møde den rige mands øjne, mens geværløbene blev ved med at følge Thomas’ hjerte. “Denne bøsse er ladet med groft bjørnehagl i begge løb. Hvis dine mænd skyder Amos, eller hvis nogen af jer rykker så meget som en finger, trykker jeg på begge aftrækkere. Thomas Nelson vil være død og revet midt over, før han rammer jorden.”
“Mor… nej, Monica, lad være!” peb Thomas, så rædselsslagen at han næsten faldt ned af muldyret.
“Og når Thomas er død,” fortsatte Monica iskoldt, som om han slet ikke havde talt, “så er jeg ifølge loven i dette territorium en fri enke. Og i samme øjeblik han er død, er det dokument i din hånd fuldstændig værdiløst, Harlan. Så har du ingen ægtemand at gemme dig bag. Så er du bare en mand, der er trængt ulovligt ind på privat ejendom og har myrdet en uskyldig mand for at stjæle en enkes børn. Tror du virkelig, at dine to lejesvende vil risikere at blive hængt af den føderale domstol i Fort Laramie for din skyld, når der ikke længere er nogen lovlig kontrakt?”
Stilheden sænkede sig som et tungt tæppe over lysningen.
Monica havde ramt præcis der, hvor det gjorde ondt. Harlan var en tyran, men han var en tyran, der altid opererede lige inden for lovens bogstav for at beskytte sit imperium. Uden Thomas i live havde han intet krav på hverken hende eller børnene. Og et enkelt blik på de to vagters ansigter afslørede, at de absolut intet ønske havde om at deltage i et ulovligt mord på en kvinde og to børn for at inddrive Thomas Nelsons spillegæld.
Samtidig gled Amos’ hånd ned og trak hans tunge Colt-revolver ud af hylsteret med en hurtig, lydløs bevægelse. Han spændte hanen og rettede løbet direkte mod Silas Harlans pande.
“Hun skyder din skyldner, Harlan,” sagde Amos lavt. “Og et halvt sekund senere skyder jeg dig mellem øjnene. Dine to mænd kan måske nå at ramme mig bagefter, men du og jeg vil begge være i helvede til frokost. Så spørg dig selv: Er Thomas Nelsons gæld dit liv værd?”
Silas Harlan sad helt stille i sadlen. Hans øjne flyttede sig fra det sorte hul i Amos’ revolver til de to tunge geværløb i hænderne på kvinden på verandaen. Han så ingen frygt i hendes øjne – kun en løvindes ubøjelige vilje til at dræbe for sine unger.
Langsomt, meget langsomt, løftede Harlan sin venstre hånd og gav sine mænd tegn til at sænke deres våben.
De to vagter sænkede straks deres rifler med tydelig lettelse.
Harlan kiggede med dyb foragt over på Thomas, der sad og rystede som et espeløv på sit muldyr. Derefter tog han det foldede dokument fra fredsdommeren, rev det langsomt midt over og lod stykkerne falde ned i det fugtige græs.






