“Fordi hun er gammel nok til at arbejde,” sagde Monica med en stemme, der pludselig var hård som glas. Bitterheden og hadet, som havde ligget begravet under hendes kamp for at overleve, brød nu op til overfladen. “Thomas Nelson er en mand, der regner alt ud i værdi. På rejsen fra Missouri indså jeg langsomt, hvem han i virkeligheden var. Da vores opsparing slap op ved floden, begyndte han at drikke og spille kort med nogle af de andre mænd i vogntoget. En af dem, en mand ved navn Harlan, som ejer en stor gård og et savværk i udkanten af Silver Creek – den sidste by før bjergpasset – lånte Thomas penge til nye heste og forsyninger.”

Amos’ øjne blev smalle. “Harlan? Silas Harlan?”

Monica kiggede overrasket op. “Kender du ham?”

“Alle i disse bjerge kender Silas Harlan,” sagde Amos mørkt. “Han er en grib. Han låner penge til desperate nybyggere på vej vestpå, og når de ikke kan betale tilbage, tager han deres vogne, deres kvæg… eller deres arbejdskraft. Han driver sit savværk og sine miner med folk, der er bundet af gæld.”

Monica mærkede kulden brede sig i maven. “To nætter før mit uheld hørte jeg Thomas og Harlan tale sammen ved bålet. Thomas havde tabt endnu flere penge i kortspil. Harlan sagde, at hans kone derhjemme i Silver Creek havde brug for en ung pige til at gøre rent, vaske tøj og passe hus, og at Clara kunne arbejde gælden af over de næste ti år. Jeg konfronterede Thomas. Jeg sagde, at jeg hellere ville dø end at lade ham sælge vores datter som tjenestepige til den mand.”

Hun kiggede ned på sine hænder. “Dagen efter knækkede vores vognhjul. Og da jeg faldt ned fra vognen… jeg troede, jeg bare gled. Men nu, hvor jeg tænker tilbage, husker jeg, at Thomas stod lige bag mig. Jeg husker hans hånd mod min skulder, lige før jeg mistede fodfæstet.”

Rummet blev dødsstille. Kun ilden i pejsen knitrede.

“Han skubbede dig,” sagde Amos. Det var ikke et spørgsmål.

“Jeg var en klods om benet på ham,” sagde Monica, og tårerne løb frit nu, brændende af raseri. “Jeg stod i vejen for hans aftale med Harlan. Og Samuel var bare en ekstra mund at mætte, et spædbarn der krævede pleje og ikke kunne arbejde. Da vognen gik i stykker, så Thomas sin chance. Han lod de andre rejsende tro, at det var en nødvendig beslutning for gruppens overlevelse. Han slap af med mig, han slap af med babyen, og han tog Clara med direkte til Silver Creek for at slette sin gæld og starte sit eget liv på ny.”

Amos rejste sig langsomt fra bordet. Han så pludselig endnu større ud i det lille rum, hans skygge kastet op ad bjælkevæggen som en kæmpe. Han gik hen til vinduet og kiggede ud i det regnvåde mørke. Hans hænder var knyttede langs hans sider.

“Silver Creek ligger kun to dages rejse herfra, længere oppe i dalen,” sagde han med ryggen til hende. “Vogntoget er blevet forsinket af stormen i går. De har måttet slå lejr ved flodkrydset. De når tidligst byen i morgen eller overmorgen.”

Monica satte sig brat op, ligeglad med smerten, der jog gennem hendes ben. “To dage? Er de så tæt på?!” Hun forsøgte at svinge det raske ben ud over sengekanten. “Jeg er nødt til at tage derhen! Jeg er nødt til at finde hende, før han giver hende til den mand og forsvinder videre mod Oregon!”

Amos vendte sig om og var hos hende i tre lange skridt. Han lagde en tung, varm hånd på hendes skulder og pressede hende blidt, men bestemt, tilbage i puderne.

“Du kan ikke engang stå på dine egne ben, Monica,” sagde han. “Og selv hvis du kunne, hvad ville du så stille op? Gå alene ind i Silver Creek med et spædbarn på armen og kræve din datter tilbage fra Silas Harlan og hans bevæbnede vagter? Loven i den by tilhører Harlan. Sheriffen spiser af hans hånd. Og efter loven i dette territorium har en ægtemand ret til at bestemme over sine børns arbejde. Hvis din mand skriver under på en lærlingekontrakt for pigen, kan ingen domstol hjælpe dig.”

“Så hvad skal jeg gøre?!” råbte Monica desperat, mens hun greb fat i hans skjorteærme. “Skal jeg bare ligge her og lade min lille pige blive solgt til slaveri?! Hun er syv år gammel, Amos! Hun tror, jeg ikke ville have hende!”

Amos kiggede ned på hendes hånd, der klemte om hans ærme, og derefter op i hendes ansigt. Hans gråblå øjne brændte med en pludselig, voldsom ild.

“Du skal blive her,” sagde han lavt. “Du skal spise, du skal lade din ankel hele, og du skal holde din søn i live. Og når stormen lægger sig i morgen tidlig…” Han lagde sin store hånd over hendes. “…så rider jeg til Silver Creek.”