“Jeg tager til Fort Laramie denne gang, ikke Silver Creek,” sagde Amos en morgen i maj, mens han læssede bundterne af skind op på sin godsvogn. “Det er en længere tur, men jeg vil ikke have noget med Harlan at gøre. Du og børnene bliver her med riflen, eller også tager I med mig hele vejen.”

“Vi tager med dig,” sagde Monica straks, mens hun stod på verandaen med Samuel på hoften. En ubehagelig fornemmelse havde gnavet i hende de sidste par dage, siden vejret var blevet varmt. “Jeg vil ikke være adskilt fra dig i en hel uge, Amos.”

Han smilede til hende – et af de sjældne, varme smil, der var forbeholdt hende og børnene – og gik hen for at kysse hende. Men midt i bevægelsen frøs han.

Hans hoved drejede skarpt mod skovbrynet, og hans øjne blev til smalle sprækker.

Samtidig begyndte gederne i folden at bræge uroligt, og lyden af hestehove, der trådte på knækkede grene, brød skovens stilhed.

“Gå ind i hytten,” sagde Amos med en stemme, der pludselig var kold som is. “Tag Clara og Samuel, gå ind i soveværelset og lad riflen ved døren. Nu.”

Monica tøvede ikke et sekund. Hun kaldte skarpt på Clara, der legede ved brændestablen, greb pigens hånd og skyndte sig ind i hytten. Hun lukkede den tunge trædør, men lod en smal sprække stå åben ved skodden ved vinduet, mens hun greb Amos’ ekstra jagtriffel fra knagerækken over pejsen.

Udenfor trådte Amos frem foran vognen og stillede sig med spredte ben midt på gårdspladsen, hans højre hånd hvilende løst på skæftet af revolveren ved hans hofte.

Ud fra fyrreskoven red fire mænd.

Monica holdt vejret, så det gjorde ondt i brystet, da hun genkendte to af dem.

Forrest red en høj, velklædt mand med gråt hår, en dyr uldfrakke og et koldt, hovmodigt ansigt – det måtte være Silas Harlan. Ved siden af ham red to bredskuldrede mænd med geværer hvilende over sadelknappen. Og bagerst, på et magert muldyr, sad Thomas Nelson.

Thomas så forfærdelig ud. Han var blevet tynd, hans ansigt var oppustet og rødmosset af billig whisky, og hans næse var groet skævt sammen efter det brud, Amos havde givet ham i efteråret. Hans tøj var beskidt og slidt; det var tydeligt, at han aldrig var kommet til Californien, men havde drukket og spillet alle sine penge op i løbet af vinteren.

“Så det var sandt, hvad mine jægere fortalte mig,” råbte Silas Harlan og standsede sin hest tyve skridt fra Amos. Hans øjne gled over hytten, de velholdte dyrefolde og det nyvaskede børnetøj, der hang til tørre på en snor mellem træerne. “Bjergbjørnen har gemt en hel familie heroppe i sneen.”

“Du er på mit land, Harlan,” sagde Amos. Hans stemme var ikke høj, men den bar en dødbringende ro, der fik hestene til at trippe nervøst. “Vend dine heste om og rid ned ad bjerget, mens du stadig kan sidde i sadlen.”

Harlan lo en tør, hånlige latter. “Jeg er her i lovens ærinde, Calder. Ser du, da foråret kom, og Thomas her endelig ædruede nok op til at indse, at hans lommer var tomme, kom han i tanke om sin pligt som kristen ægtemand og far. En af mine pelsjægere så dig nede ved floden i sidste uge sammen med en lille lyshåret pige og en kvinde, der haltede en smule. Thomas blev så lykkelig over at høre, at hans kære kone og søn på mirakuløs vis havde overlevet stormen i efteråret.”

Thomas pressede sit muldyr lidt frem, selvom han tydeligvis rystede ved synet af Amos. “Monica!” råbte han mod hytten med en falsk, klynkende stemme. “Monica, kom ud! Jeg troede, I var døde! Jeg har sørget hele vinteren! Jeg er kommet for at hente dig og børnene hjem, så vi kan være en familie igen!”

Inde i hytten mærkede Monica en voldsom kvalme efterfulgt af et rent, hvidglødende raseri. Hun forstod straks spillet. Thomas var løbet tør for penge og stod sikkert i dyb gæld til Harlan igen. Ved at kræve sin kone og sine to børn tilbage med lovens magt kunne han give dem alle tre til Harlan som arbejdskraft på savværket og gården – og samtidig få hævn over Amos.

“Du har en frist på to minutter til at udlevere kvinden og begge børn til deres retmæssige ægtemand og far, Calder,” sagde Harlan koldt og trak et foldet dokument frem fra sin frakkelomme. “Jeg har en fuldmagt underskrevet af fredsdommeren i Silver Creek. Hvis du nægter, gør du dig skyldig i bortførelse af en gift kvinde og hendes børn, og mine mænd har tilladelse til at skyde dig på stedet.”

De to vagter løftede langsomt deres geværer og rettede dem mod Amos’ bryst.