“Ifølge denne rapport,” sagde Harlan med en stemme, der dirrede af indestængt raseri, “fandt vi desværre kun de jordiske rester af Monica Nelson og hendes børn heroppe i bjergene efter den hårde vinter. En tragisk skæbne. De eksisterer ikke længere i Silver Creeks optegnelser.”

Han drejede sig mod Thomas. “Og hvad dig angår, Nelson… da du tydeligvis ikke har nogen familie til at betale din gæld, tilhører din ryg nu mine kulminer de næste femten år. Bind hans hænder, drenge.”

“Nej! Harlan, vent! Vi havde en aftale!” skreg Thomas, da en af vagterne red hen, greb ham i kraven og bandt et reb om hans håndled. “Monica! Hjælp mig! Jeg er far til dine børn! Du kan ikke lade ham tage mig med ned i minerne!”

Monica sænkede ikke geværet en eneste tomme. Hendes ansigt var udtryksløst, renset for enhver følelse over for den mand, der engang havde båret hendes navn.

“Farvel, Thomas,” sagde hun stille. “Må du finde præcis den barmhjertighed i de miner, som du viste Samuel og mig på prærien.”

Harlan sendte Amos et sidste, giftigt blik. “Hold dig på din side af bjergene, Calder. Hvis jeg ser dig i Silver Creek igen, gælder der ingen våbenhvile.”

“Du kommer aldrig til at se mig igen, Harlan,” svarede Amos, mens hans revolver forblev rettet mod manden, indtil de vendte deres heste. “Men hvis jeg nogensinde ser et eneste spor af dine folk på denne side af floden, kommer jeg ned fra bjerget i nattens mulm og mørke og brænder dit savværk ned til grunden.”

Harlan svarede ikke. Han gav sin hest sporerne og red ind i skoven, efterfulgt af sine vagter, der trak det grædende, tryglende vrag af Thomas Nelson efter sig på muldyret.

Monica og Amos blev stående i præcis samme stilling, indtil lyden af hovslag og Thomas’ klynken var fuldstændig opslugt af skovens dybe stilhed.

Først da sænkede Monica langsomt det tunge gevær. Adrenalinen forlod hendes krop på ét sekund, og hendes knæ gav efter under hende.

Men før hun ramte verandagulvet, var Amos der. Han havde stukket revolveren i hylsteret og sprunget op ad trinene i to sæt. Han greb hende i faldet, tog forsigtigt det tunge gevær ud af hendes rystende hænder og stillede det op ad væggen, før han løftede hende helt op i sin favn.

Monica begravede sit ansigt mod hans skulder og trak vejret i dybe, skælvende gisp. “Er det forbi?” hviskede hun. “Er han virkelig væk?”

“Det er forbi,” mumlede Amos og kyssede hendes tinding igen og igen, mens han holdt hende så tæt, at hun kunne mærke hans hjerte hamre mod sit bryst. “Du er fri, min elskede. I er alle tre frie. Og ved Gud, Monica… jeg har aldrig set noget så storslået og skræmmende som dig med den bøffelbøsse.”

Monica udstødte en lille, grådkvalt latter mod hans skjorte.

Døren til soveværelset gik forsigtigt op, og Clara kiggede ud med Samuel på armen. Da hun så, at de fremmede mænd var væk, og at Amos holdt om hendes mor, løb hun ud på verandaen og klemte sig ind mellem dem. Samuel strakte sine små, tykke arme ud mod Amos og pludrede højt: “Da-da!”

Amos stivnede et sekund, kiggede ned på den lille dreng, der smilede til ham med fire skinnende hvide mælketænder, og derefter på Clara, der krammede hans ben. En dyb rødme bredte sig op under hans skæg, og hans øjne blev blanke i forårssolen. Med sin ene stærke arm holdt han Monica tæt ind til sig, og med den anden løftede han Samuel op og lagde sin kind mod drengens bløde hår.

To dage senere kørte den store godsvogn ud på bjergstien mod Fort Laramie. Men de kørte ikke kun for at sælge skind. I den lille garnisonskirke ved fortet, foran en feltpræst og med Clara i en ny kjole syet af blå bomuld og Samuel på armen, lagde Monica sin hånd i Amos Calders store, arrede hånd. Under de nye papirer, som ingen i Fort Laramie satte spørgsmålstegn ved, gav enken Monica Nelson sit ja til bjergmanden, der havde samlet hendes knuste liv op fra præriens støv.

Da de ugen efter vendte hjem til hytten i bjergene, var vognen fyldt med frugttræer, som skulle plantes i lysningen, tømmer til at bygge et ekstra værelse til børnene, og alt, hvad de behøvede til fremtiden.

Tre år senere, på en varm sommeraften, sad Monica på verandaen i den gyngestol, Amos havde bygget til hende. Ved hendes fødder legede en fireårig, stærk og larmende Samuel med sin tiårige søster Clara, der var ved at lære ham at snitte i et stykke blødt træ med en lille sløv kniv. Og i Monicas arme lå en nyfødt lille pige med mørkt dunet hår og Amos’ klare, gråblå øjne – lille Sarah Lily Calder.