„Drei Tage.“
“Allein?”
Monica nickte.
„Wer hat dich verlassen?“
Sie hatte Mühe zu sprechen.
“Mein Ehemann.”
Der Fremde erstarrte völlig.
Monica erzählte ihm, was passiert war.
Das kaputte Rad.
Die Abstimmung.
Ihr verletzter Knöchel.
Ihre Tochter wurde ihr weggenommen.
Ihr Mann verließ sie, ohne zu versprechen, zurückzukehren.
Als sie geendet hatte, blickte die Fremde in Richtung des aufziehenden Gewitters.
Lange Zeit sagte er nichts.
Dann stand er auf.
Monicas Herz sank.
Diesen Gesichtsausdruck hatte sie schon einmal gesehen.
Die Berechnung.
Die Entfernung.
Die Entscheidung, dass die Hilfe für sie zu teuer wäre.
„Bitte“, flüsterte sie.
„Verlass Samuel nicht.“
Der Fremde drehte sich um.
„Kannst du laufen?“
Sie schüttelte den Kopf.
Er streckte die Hand nach ihr aus.
Monica zuckte zusammen.
„Ich bin zu schwer.“
Der Mann blickte sie an, als ob die Worte keinen Sinn ergäben.
Dann schob er einen Arm unter ihre Knie und den anderen hinter ihre Schultern.
„Dann trage ich dich.“
Er hob sie vorsichtig vom Boden hoch.
Monica fing an zu weinen, bevor sie sich beherrschen konnte.
Der Fremde trug sie zu seinem Wagen, wo warme Tierfelle das hölzerne Bett bedeckten.
Er setzte sie unter sie und legte Samuel sanft an ihre Brust.
„Mein Name ist Amos Calder“, sagte er.
„Monica Nelson.“
Amos nickte einmal.
Dann blickte er in Richtung der Berge.
„Ein Sturm zieht auf.“
Wir müssen uns bewegen.
Er kletterte auf den Fahrersitz und nahm die Zügel in die Hand.
Zum ersten Mal seit drei Tagen spürte Monica, wie sich der Wagen unter ihr bewegte.
Sie verließen den Ort, an dem sie zu sterben erwartet hatte.
Doch als die ersten kalten Regentropfen auf die Leinwand trafen, blickte Amos zurück zu Samuel.
Das Baby weinte nicht.
Er bewegte sich nicht einmal.
Und plötzlich verzog sich das Gesicht des Bergmannes zu einem Ausdruck der Bestürzung.
„Monica“, sagte er scharf, „wann hat Ihr Junge das letzte Mal die Augen geöffnet?“
« REDDEN HEN, JE BENT OM GENADE! » — EEN OUDE MAN BRACHT KLEINDACHTER OP STERVEN NAAR DE SPOEDEISENDE HULP… MAAR TOEN DE ARTS HAAR NAAM HOORDE, WERD HIJ BLEEK: « DIT KIND… DAT IS ONMOGELIJK! »
DEL 1 — DEN LILLE PIGER I DEN GAMLE MANDS ARME
— Hjælp! Mit barnebarn har det meget dårligt!
Henri Martins stemme genlød på skadestuegangen.
Det var næsten midnat.
Udenfor piskede et iskoldt regnvejr mod hospitalets ruder.
I en alder af fireoghalvfjerds år gik Henri med besvær og klemte et lille barn ind mod sit bryst.
Hans gråhvide hår var gennemvådt.
Hans kortere, grå skæg indrammede et ansigt,
der var dybt mærket af årene.
Han bar en gammel, bordeauxbrun overfrakke og en beigefarvet skjorte med krøllet krave.
I hans arme hvilede Émilie.
Otte år gammel.
Lysebrunt hår.
Ekstremt bleget ansigt.
En lille rød streg markerede hendes kind.
Hun bar en blågrøn cardigan, en cremefarvet t-shirt og mørkeblå bukser.
Hendes øjenlåg åbnede sig dårligt nok.
En af hendes små hænder klamrede sig svagt til Henrisfrakke.
— Hold ud, skat… Vi er fremme.
Den lille pige bevægede læberne let.
— Bedstefar…
Henri sænkede hovedet.
— Ja, min engel?
— Jeg fryser…
Han klemte hende tættere ind til sig.
— Lægerne vil hjælpe dig.
Men hans stemme rystede.
Han var bange.
Frygtelig bange.
En læge kom ud af et undersøgelsesrum.
Han var i fyrrerne, havde omhyggeligt klippet brunt hår og et par dages skægstubbe.
Han bar en hvid kittel,
en lyseblå skjorte og et mørkeblåt slips.
På brystet stod der på et navneskilt:
Læge Julien Moreau.
Da han fik øje på den gamle mand, nærmede han sig med det samme.
— Hvad fejler hun? Hvor længe har hun haft det sådan?
Henri stoppede op, forpustet.
— Hun er faldet om… jeg bønfalder Dem, red hendes liv!
Julien lænede sig over barnet.
Han tjekkede hurtigt, at hun trak vejret, og kaldte på en sygeplejerske.
— Gør et undersøgelsesrum klar med det samme.
Så kiggede han på pigen igen.
Hendes hår.
Hendes ansigt.
Hendes halvt åbne øjne.
Og det lille mærke på hendes kind.
Hans udtryk ændrede sig.
Han så ud til at have opdaget noget, han ikke kunne forklare.
— Vent… hvad hedder denne lille pige?
Henri rynkede brynene.
— Émilie… Émilie Martin. Hvorfor det?
Lægen frøs.
Hans øjne vidnede om chok.
Han gentog næsten uden stemme:
— Émilie… Martin?
Henri mærkede sit hjerte slå hurtigere.
— Læge, kender De hende?
Julien svarede ikke.
Han kiggede på pigen, som om der var dukket et spøgelse op foran ham.
Så mumlede han:
— Min Gud…
— Læge!
Sygeplejersken var vendt tilbage med en båre.
Julien foer sammen.
Hans ansigt genvandt straks sin professionelle seriøsitet.
— Læg hende på. Vi må undersøge hende med det samme.
Henri lagde forsigtigt Émilie ned.
Men pigen nægtede at give slip på hans frakke.
— Bedstefar…
Den gamle mand tog hendes hånd.
— Jeg er her.
Julien betragtede denne scene i stilhed.
Spurgte så:
— Herre Martin, er De hendes bedstefar?
Henri nikkede.
— Ja.
— Hvor er hendes forældre?
Den gamle mand sænkede hovedet.
— Hendes mor er død.
Julien så ud til at miste pusten.
— Og hendes far?
Henri svarede:
— Hun har aldrig kendt nogen.
Lægen bakkede en smule tilbage.
Hans ansigt blev ligblegt.
Så mumlede han:
— Hvad hed hendes mor?
Henri løftede blikket.
— Claire Martin.
Julien mærkede sine ben svigte.
For ti år siden var en kvinde med det navn forsvundet ud af hans liv.
En kvinde, han havde elsket.
En kvinde, der var taget væk uden nogensinde at fortælle hvorfor.






