Men før han kunne nå at åbne den, nærmede en sygeplejerske sig.
— Læge Moreau, vi har de første resultater.
Julien rettede sig øjeblikkeligt op.
— Hvordan har Émilie det?
Sygeplejersken svarede:
— Hun er stabil indtil videre. Vi skal fortsætte undersøgelserne og overvågningen.
Julien kiggede på Henri.
Så på kuverten.
Så på døren til undersøgelsesrummet.
Han havde netop opdaget, at han var far.
Men hans datter lå i en hospitalsseng.
Og han anede endnu ikke, hvad der fejlede hende.
DEL 3 — BREVET SOM EN FAR ALDRIG HAVDE MODTAGET
To timer senere hvilede Émilie på en stue under observation.
Lægerne havde identificeret et medicinsk problem, som krævede behandling og supplerende undersøgelser.
Hendes tilstand havde stabiliseret sig.
Julien havde bedt en kollega om at overtage ansvaret for hendes behandling for at bevare kvaliteten og uafhængigheden af de medicinske beslutninger.
Ikke desto mindre blev han hos Henri.
I et lille hvilerum åbnede han endelig kuverten.
Indeni lå et brev på flere sider.
Håndskriften var Claires.
Min Julien,
Hvis du læser dette brev, er det fordi, jeg ikke fandt mod til at tale med dig selv.
Jeg forlod dig, fordi jeg var bange for at dø og efterlade dig med en sorg, som jeg ikke ville påtvinge dig.
I dag ved jeg, at jeg traf en beslutning, som ikke udelukkende var min at træffe.
Julien tørrede en tåre væk.
Han fortsatte.
Få måneder efter min afrejse opdagede jeg, at jeg ventede et barn.
En lille pige.
Hun hedder Émilie.
Hun har dine øjne.
Og nogle gange, når hun smiler, føler jeg, at jeg genser dig.
Julien holdt brevet ind mod sin brystkasse.
Og genoptog derefter sin læsning.
Jeg ville finde dig.
Hvert år lovede jeg mig selv at gøre det.
Men jeg skammede mig over at have skjult sandheden for dig.
Så jeg ventede bare lidt endnu.
Hvis jeg en dag ikke er her mere, vil jeg ønske, at Émilie kan lære sin far at kende.
Jeg beder dig ikke om at tilgive mig.
Jeg beder dig blot om ikke at holde hende ansvarlig for mine valg.
Hun fortjener at blive elsket.
Claire.
Julien forblev urmobiel i lang tid.
Henri satte sig tæt på ham.
— Hun talte ofte om dig.
Lægen løftede hovedet.
— Virkelig?
Henri nikkede.
— Da Émilie var lille, viste Claire dig undertiden på et fotografi.
Julien lukkede øjnene.
— Hvorfor kontaktede De mig ikke selv?
Den gamle mand sænkede hovedet.
— Fordi jeg havde lovet at respektere hendes beslutning.
Han tog en indånding.
— I dag forstår jeg, at jeg burde have opmuntret hende mere til at tale med dig. Og efter hendes død burde jeg have handlet hurtigere.
Julien svarede ikke med det samme.
Så mumlede han:
— Vi kan ikke få disse år tilbage.
Henri nikkede.
— Nej.
— Men vi kan prøve ikke at miste flere.
De to mænd kiggede på hinanden.
For første gang dannede der sig et skrøbeligt bånd mellem dem.
Næste morgen åbnede Émilie øjnene.
Henri sad tæt ved hendes seng.
— Bedstefar?
Han rejste sig med det samme.
— Min skat!
Den lille pige kiggede sig omkring.
— Er jeg på hospitalet?
— Ja, men lægerne passer godt på dig.
Hun rynkede brynene.
— Jeg havde en dårlig drøm.
Henri strøg hende over håret.
— Det er forbi, min skat.
Få minutter senere kom Julien ind.
Han bar stadig sin hvide kittel.
Men hans ansigt så anderledes ud.
Mindre lukket.
Mere skrøbeligt.
Han nærmede sig langsomt.
— Godmorgen, Émilie.
Pigen kiggede på ham.
— Godmorgen, læge.
Julien smilte.
— Hvordan har du det?
— Træt.
— Det er helt normalt. Du er nødt til at hvile dig.
Hun observerede hans ansigt.
Og spurgte så:
— Er du ked af det?
Julien mærkede sin hals snøre sig sammen.
— Lidt.
— Hvorfor det?
Han kiggede på Henri.
Den gamle mand gav ham et lille tegn.
Julien vendte sig mod barnet igen.
— Fordi jeg har fundet ud af noget vigtigt.
Émilie rynkede brynene.
— Hvad for noget?
Julien satte sig tæt på sengen.
— Jeg kendte din mor.
Pigens øjne blev store.
— Kendte du mor?
Han nikkede.
— Ja.
Hun kiggede på sin bedstefar.
Og vendte så tilbage mod lægen.
— Holdt hun af dig?
Julien følte tåren presse sig på.
— Ja, Émilie.
Han smilte blidt.
— Og jeg holdt meget af hende.
Det tog tid at forklare situationen til Émilie.
Henri og Julien bad de fagfolk, der fulgte hende, om råd for at kunne tale med hende i et sprog, der passede til hendes alder.
De ville hverken overrumple hende eller påtvinge hende et forhold, som hun endnu ikke var klar til at forstå.
Få uger efter hendes udskrivelse fra hospitalet installerede Henri hende i stuen i deres lille hus.
På bordet lå et fotografi af Claire.
Julien var til stede.
Émilie kiggede skiftevis på de to mænd.
Så forklarede Henri hende blidt:
— Min skat, du ved, at din mor elskede dig af hele sit hjerte.
Pigen nikkede.
— Ja.
Henri fortsatte:
— Hun havde også elsket en anden, før du blev født.
Émilie kiggede på Julien.
Lægen tog en indånding.
— Det var mig.
En lang tavshed fulgte.
Så spurgte den lille pige:
— Er du min far?
Julien mærkede sine øjne fyldes med tåre.






