DEL 2 — DEN HEMMELIGHED, SOM CLAIRE HAVDE TAGET MED SIG
Undersøgelserne begyndte med det samme.
Émilie blev taget hånd om af det medicinske personale.
Henri ventede på gangen.
Hans hænder rystede.
Han stirrede uafbrudt på døren, bag hvilken hans barnebarn var forsvundet.
Få minutter efter kom Julien tilbage til ham.
— Herre Martin?
Henri rejste sig brat.
— Hvordan har hun det?
— Hun er i trygge hænder. Vi undersøger årsagen til hendes utilpashed.
Den gamle mand lukkede øjne.
— Tak…
Julien tøvede.
Spurgte så:
— Må jeg stille Dem nogle spørgsmål om hendes familie?
Henri rynkede brynene.
— Hvorfor det?
Lægen tog en dyb indånding.
— Fordi jeg kendte en kvinde, der hed Claire Martin.
Henris ansigt ændrede sig.
— Kendte De min datter?
Julien nikkede.
— For omtrent ti år siden.
Henri stirrede på lægen.
Og mumlede så:
— Er De Julien?
Lægen frøs.


— Ja…
Den gamle mand lagde en hånd mod sit ansigt.
— Min Gud.
En lang tavshed fulgte.
Så udtalte Henri en sætning, som Julien aldrig havde forestillet sig at høre:
— Claire havde bedt mig om aldrig at finde dig.
Ti år tidligere var Claire Martin seksogtyve år.
Hun arbejdede i en lille boghandel nær Lyon.
Julien var dengang en ung læge i starten af sin karriere.
De havde mødtes en novembereftermiddag.
Julien ledte efter en bog til sin mor.
Claire havde rådgivet ham.
Han var vendt tilbage ugen efter.
Og igen.
De endte med at forelske sig i hinanden.
I to år havde de delt en lille lejlighed.
De talte om ægteskab.
Rejser.
Børn.
Julien troede, han havde fundet den kvinde, han skulle bygge sit liv op med.
Men en aften væltede det hele.


Claire var vendt hjem dybt rystet.
Hun havde modtaget et opkald.
Julien havde aldrig fundet ud af fra hvem.
Næste morgen var hun væk.
På køkkenbordet havde han fundet et brev.
Julien, tilgiv mig. Jeg kan ikke fortsætte vores historie. Led ikke efter mig. Jeg bønfalder dig.
Ingen anden forklaring.
Julien havde ledt efter hende i månedsvis.
Han havde udspurgt deres venner.
Kontaktet de steder, de plejede at komme.
Men Claire så ud til at være forsvundet ud i den blå luft.
Til slut havde han lært at leve med dette fravær.
Uden nogensinde rigtig at forstå.
— Hvorfor rejste hun væk? spurgte Julien med rystende stemme.
Henri sænkede blikket.
— Fordi hun var bange.
— Bange for hvad?
Den gamle mand forblev tavs.
Så mumlede han:
— For en sygdom.
Julien rynkede brynene.


Henri fortsatte:
— Claire havde fået at vide, at hun led af en alvorlig lidelse. Lægerne vidste endnu ikke, hvordan den ville udvikle sig.
Julien mærkede sit hjerte snøre sig sammen.
— Hun burde have fortalt mig det.
— Det ved jeg godt.
Henri tørrede en tåre væk.
— Men hun var overbevist om, at hun ville blive en byrde for dig.
Julien rystede på hovedet.
— Jeg elskede hende.
— Det ved jeg.
Henris stemme knækkede.
— Jeg gentog det for hende hundreder af gange.
Få måneder efter sin afrejse havde Claire opdaget, at hun var gravid.
Hun havde besluttet at beholde barnet.
Hun var vendt tilbage for at bo hos sin far.
På det tidspunkt havde lægerne stabiliseret hendes tilstand.
Hendes graviditet var blevet nøje overvåget.
Émilie blev født få måneder senere.
En lille pige med store,

klare øjne.
Claire havde opkaldt hende efter sin egen mor, som var gået bort nogle år tidligere, fordi det var hendes yndlingsnavn.
Julien lyttede uden at bevæge sig.
Spurgte så:
— Vil De sige til mig…
Henri løftede blikket.
— Ja.
Han tog en indånding.
— Émilie er din datter.
Lægen bakkede et skridt tilbage.
— Nej…
Henri fortsatte:
— Claire ville fortælle dig det. Men jo flere år der gik, jo mere bange blev hun for din reaktion.
Julien førte en hånd op til sin mund.
— Min datter…
Hans stemme knækkede.
— Har jeg en datter på otte år?
Henri nikkede.
I et par sekunder var Julien ude af stand til at sige noget.
Så strejfede en tanke ham.
— De sagde, at Claire var død…
Henri sænkede hovedet.
— For seks måneder siden.
Juliens øjne fyldtes med tårer.
— Hvordan?
— Hendes sygdom blev forværret.
Julien lukkede øjnene.
Han genså Claires smil.
Måden hun på bøjede hovedet, når hun tænkte.
Hendes blækplettede hænder i boghandlen.
Og det sidste brev.
Led ikke efter mig.
Han mumlede:
— Døde hun i den tro, at jeg ikke længere ville have hende?
Henri rystede på hovedet.
— Nej.
Han trak en slidt kuvert op af inderlommen på sin overfrakke.
— Før hun døde, betroede hun mig dette.
Julien kiggede på kuverten.
Hans navn var skrevet på den.
Til Julien Moreau.
Lægen tog den med rystende hånd.