“Og hvorfor sendte De mig nøglen nu?” spurgte Amanda.
“Fordi Marcus Holm ikke stopper!” sagde Lind desperat. “Efter retssagen mod Krol blev afsluttet i sidste måned, blev Vestergaard indstillet til at blive ny politidirektør til nytår, og Holm skal overtage hans plads. Og i sidste uge opdagede jeg, at Holm i al hemmelighed er begyndt at rydde op i alle de løse ender fra dengang. Den tidligere toldagent, der vidnede om bjærgningsbilen i retten? Han døde af et ‘hjerteanfald’ i sin lejlighed i torsdags. Jeg vidste, at jeg var den næste på listen. Da jeg gennemgik Elias’ gamle personlige mappe i vores lukkede arkiv i fredags, fandt jeg nøgle 409 syet ind i foret på hans skulderhylster, som dykkerne bjærgede fra bilen. Jeg vidste ikke, hvor den passede hen, men jeg kendte til jernbanemolen fra Elias’ gamle notater.”
“Marcus var ved færgelejet i dag,” sagde Amanda. “Han og hans mand skød efter mig. Jeg har mappen, og jeg har fars lydoptagelse, hvor han udpeger både Dem, Vestergaard og Holm.”
Lind blegnede. “Gode Gud… Så De nogen på vej herind?”
“Nej. Men jeg har brug for din bil og din hjælp til at få min bror og mig til København i aften, direkte til Politiklagemyndigheden. Hvis du tager med os og afleverer dig selv som kronvidne sammen med fars mappe, kan du redde dit eget liv. Hvis du bliver her, er du død inden ugen er omme.”
Lind stirrede på den sorte mappe i Amandas hænder. I flere lange sekunder kæmpede frygten og anstændigheden en synlig kamp i hans ansigt. Så rejste han sig beslutsomt og tog sin frakke på.
“Min bil holder i den lukkede parkeringskælder under retsbygningen,” sagde han hurtigt. “Kun dommere og anklagere har nøglekort til elevatoren derned, og der er ingen kameraer ved udkørslen til baggaden. Hvor er din bror?”
“På biblioteket to hundrede meter herfra.”
“Vi kører ud af kælderen, samler ham op ved bagindgangen til biblioteket om tre minutter, og så er vi på motorvejen, før Holm overhovedet ved, at du har forladt havnen.”
De gik hurtigt ud af kontoret og hen til personaleelevatoren for enden af gangen. Lind kørte sit adgangskort gennem læseren, og dørene gled op.
Da elevatoren bevægede sig nedad mod kælderen, mærkede Amanda for første gang et spinkelt håb. Med en senioranklager ved sin side og Elias’ egne optagelser i hånden ville ingen i København kunne afvise sagen.
Elevatoren standsede med et blødt pling, og dørene gled til side ud mod den halvmørke betonparkeringskælder.
Men de nåede kun at tage to skridt ud på betongulvet, før lyset fra to skarpe billygter blændede dem direkte i ansigtet.
En mørkeblå stationcar holdt på tværs foran Linds parkeringsbås. Ved siden af den stod den høje mand i uldfrakken med en pistol med lyddæmper rettet direkte mod Linds bryst.
Og ud fra skyggen bag en betonsøjle trådte kommissær Marcus Holm.
Ansigt til ansigt
Marcus Holm så næsten sørgmodig ud i det blege lys fra kælderen. Han bar sin flotte politifrakke med distinktionerne på skuldrene, og hans gråsprængte hår sad som altid perfekt.
“Det gør mig oprigtigt ondt, Amanda,” sagde Marcus med den dybe, rolige stemme, der havde trøstet hende ved hendes mors dødsleje. “Du har din fars stædighed. Og præcis ligesom ham ved du ikke, hvornår det er bedst at lade fortiden hvile.”
Amanda trådte instinktivt et skridt tilbage mod elevatoren, men den høje mand i uldfrakken bevægede sig lynhurtigt frem og blokerede knapperne.
“Hvordan vidste du, at hun ville komme herhen?” stammede Martin Lind, hvis ansigt glinsede af koldsved.
Marcus sendte anklageren et blik fyldt med foragt. “Tror du virkelig, jeg ikke holder øje med vores egne arkiver, Martin? Da du rekvirerede Elias’ bjærgede effekter i fredags uden en officiel dommerkendelse, vidste jeg, at du havde fundet noget. Jeg lod dig beholde det, fordi jeg regnede med, at du og Amanda ville gøre arbejdet for mig med at lokalisere boksen, som Elias nægtede at fortælle mig om i stenbruddet. Da Amanda slap væk fra molen med mappen, var der kun ét menneske i denne by, hun kunne gå til, hvis hun havde læst Elias’ noter.”
Amanda knugede plastikposen med mappen ind til sig. Hun så på manden, hun havde kaldt familie i hele sit liv.
“Du spiste ved vores bord, Marcus,” sagde hun, og hendes stemme rystede af en blanding af væmmelse og raseri. “Du holdt Noah i hånden til begravelsen. Du lod min mor dø i den tro, at den mand, hun elskede, havde smidt os væk som affald!”
Et kortvarigt træk af smerte – eller noget, der lignede det – gled hen over Marcus Holms ansigt, før hans blik igen blev hårdt som flint.






