“Lyt meget nøje efter, hvad jeg siger til dig nu, Noah,” sagde Amanda med en stemme, der dirrede af intensitet. “Du må IKKE køre hjem. Vend cyklen om med det samme og kør ind til biblioteket på Torvet. Gå op på anden sal til læsesalen, sæt dig midt iblandt de andre mennesker, og sluk din telefon helt. Tag batteriet ud, hvis du kan.”

Der blev stille i et sekund. “Amanda, du gør mig bange. Hvad er der sket?”

“Husk, hvad far altid sagde, når vi legede gemmeleg i skoven: Når stormen kommer, søger man ly i flokken. Hvis onkel Marcus eller nogen anden politibetjent kommer hen til dig på vejen eller på biblioteket og siger, at jeg er kommet til skade, så må du ikke gå med dem. Råb om hjælp og bliv hos bibliotekarerne. Forstår du det? Løb, Noah! Nu!”

“Okay. Jeg vender om nu. Jeg ses på biblioteket.”

Amanda afbrød opkaldet, slettede straks nummeret fra kvindens opkaldsliste, takkede hende mange gange og løb ned mod busknudepunktet ved stationen.

Hun vidste, at hun ikke kunne gå til det lokale politi. Hun kendte ikke omfanget af Projekt Natugle. Hvem ved skranken var på Marcus Holms lønningsliste? Hvem i vagtcentralen ville straks rapportere tilbage til vicepolitimester Vestergaard, hvis Elias Veys datter dukkede op med en sort mappe?

Men der var stadig én brik i puslespillet, hun ikke forstod: Hvem havde lagt den brune kuvert med nøgle 409 og advarslen i hendes postkasse i går aftes?

Det kunne ikke være Rafael; han sad bag lås og slå. Det kunne ikke være Marcus eller Vestergaard; de ledte selv desperat efter boksen. Det måtte være nogen, der kendte til den sorte sedan i stenbruddet, nogen der kendte til Projekt Natugle, og som havde haft adgang til politiets gamle logbøger – men som af en eller anden grund ønskede at vælte Marcus Holm uden selv at træde frem i lyset.

Da Amanda stod i bussen på vej mod centrum med den sorte mappe knuget ind under sin frakke, åbnede hun den forsigtigt på skødet og kiggede på de første sider.

Det var ikke bare udskrifter. Hendes far havde været en metodisk efterforsker af den gamle skole. Der var fotos af overleveringer på øde rastepladser, kopier af forfalskede destruktionsattester for hundredevis af kilo beslaglagt kokain, som officielt var blevet brændt på forbrændingsanstalten, men i virkeligheden var blevet solgt videre på det sorte marked i Tyskland og Sverige.

Og bagerst i mappen sad et dokument, der fik Amanda til at spærre øjnene op.

Det var en liste over kodenavne og bankkontonumre for alle medlemmerne i netværket. Øverst stod Natugle 1 (Marcus Holm) og Natugle 2 (Henrik Vestergaard). Nedenunder stod Krol, Miller og fire andre betjente.

Men ud for ét navn nederst på siden – Martin Lind, Statsadvokatens kontor – havde Elias Vey skrevet en note i hånden med rødt blæk tre dage før sin forsvinden:

Lind har fået kolde fødder efter drabet på stikkeren i september. Han nægtede at underskrive den falske frigivelse i går. Han er bange for Holm. Muligt kronvidne, hvis jeg kan garantere hans sikkerhed.

Amanda lukkede mappen med et smæld.

Martin Lind. Anklageren. Det var ham, Rafael havde nævnt som en af de tre eneste personer med adgang til koderne. Det måtte være Lind, der havde lagt kuverten i hendes postkasse! Som anklager i retssagen mod Krol havde han set, hvor tæt sandheden var på at komme frem, og hans samvittighed – eller hans frygt for at blive det næste “uheld”, som Marcus ryddede af vejen – havde fået ham til at give Amanda nøglen, som han sandsynligvis havde fundet i Elias’ beslaglagte ejendele for syv år siden og gemt i sit eget pengeskab.

Mødet på læsesalen

Klokken 16:05 trådte Amanda ind på Hovedbibliotekets anden sal. Hendes tøj var stadig fugtigt, og hun havde vasket det værste blod og snavs af hænderne og ansigtet på toilettet i stueetagen.

Læsesalen var højloftet og oplyst af grønne bordlamper, der mindede hende smerteligt om hendes fars kontor. Omkring fyrre studerende og ældre borgere sad fordybet i bøger og aviser. Allerbagest i hjørnet, halvt skjult bag en reol med leksika, sad Noah med sin rygsæk i skødet.

Da han så hende, sprang han op, men Amanda lagde hurtigt en finger på sine læber og vinkede ham med ind i det smalle arkivrum for lokalhistorie ved siden af læsesalen, hvor der ingen andre var.

Noah kastede sig ind i hendes arme. Han rystede over hele kroppen. “Amanda, der er blod på din jakke! Hvad er det, der foregår? Er det Krols venner?”

Amanda holdt ham tæt ind til sig, kyssede ham på panden og satte sig så på hug foran ham, så de var i øjenhøjde. Hun besluttede i det øjeblik, at Noah var gammel nok til ikke at blive spist af med halve løgne længere. Han var fjorten år, og han var Elias Veys søn.